Jeg ankom til Esquel med natbussen, og den første dag tog jeg til Parque Nacional Los Alerces, som Esquel er porten til. Denne lille flække er en del af det såkaldte Lakes District, der er et kæmpe område på grænsen mellem Argentina og Chile, hvor der er en masse kæmpe søer her i den nordlige del af Patagonien.

Dagen startede med fantastisk vejr. Klart og solrigt(som jeg er vant til), så jeg klædte mig på som sædvanligt til turen til Parque Nacionales los Alerces, der er opkaldt efter Alerce træet. Vejret var så godt at min israelske følgesvend fra hostelet kun havde en t-shirt på. Det kom han senere til at fortryde, da vejret er ret omskifteligt på disse kanter. Vi snuppede den offentlige bus til nationalparken, og busturen bragte os igennem et smukt landskab med de klareste søer omringet af sneklædte bjerge. Det er ikke uden grund at området bliver kaldt Lakes District.

Vi blev smidt af i Passarela, hvorfra der var en smuk og scenisk halvtimes vandring igennem det skovklædte område med Alerce, ceder og cypres-træer foruden de sjældne nærmest orangefarvede Arrayan træer. Vejret var stadigvæk godt og vi havde udsigt til den brusende Arrayan flod og en sø på denne lille vandring frem til endestationen, der var en båd, der skulle bringe os videre via Lago Menendez til El Alarzal, hvor der er en stor samling store Alerce træer beliggende på en ø, hvor man kun kan komme til med denne båd.

Bådturen startede smukt, da sigtbarheden var god, og vi kunne se det grønne og frodige landskab og bjergene med gletcherne. Vi nåede at passere en hængende gletcher inden vejret ud af det blå pludseligt slog om. Det startede med at regne og sigtbarheden blev meget ringe, og det dårlige vejr fortsatte - også da vi kom frem til den lille ø med alerce træerne.

Morfaren

Det udgjorde dog ikke det store problem at det regnede, da vi befandt os i Valdivisk jungle eller kold regnskov, så vi mærkede ikke det store til regnen, da vi mere eller mindre gik i tørvejr under de bambus lignende colihuer og den generelt tætte bevoksning. Det var mere de få udkigspunkter, der var på ruten, hvor vejret spolerede oplevelsen. Vi fortsatte rundt på stien omkring på øen blandt andet forbi Cisne vandfaldet og til en samling gamle Alerce træer, hvor El Abuelo(morfar) er det ældste træ. Alerce træet vokser kun 1 milimeter om året, men når morfaren er 2600 år gammel, så kan i nok regne ud at stammen er rimelig bred på det 57 meter høje træ. Det er også imponerende hvor lige disse alerce træer vokser. De er simpelthen trukket på en snor lige op mod himlen.

Det var dog trods alt blevet en kold og våd fornøjelse, så det var rart at komme tilbage til bådens tørvejr. Vi blev sejlet tilbage til startpunktet, men det pissede stadigvæk ned, og klokken var kun 16, og vores bus tilbage til Esquel kørte først 18.45. Det er lavsæson nu, så der er kun en afgang tilbage til byen, så ventetiden var lang. Ikke mindst fordi det var for koldt bare at stå at vente under træerne, så jeg begyndte at hike i regnen sammen med Miguel, en argentiner, jeg mødte på båden. Vi kunne ikke holde varmen, så vi hike først et par kilometer til den grønne sø. Det var dog svært at se den grønne farve i dette trøstesløse vejr. Derefter gik turen tilbage mod busstoppet, som vi nåede en time før afgang, så vi fandt et halvtag til et toilet, hvor vi ellers kunne vente i vores våde og klamme tøj. Det var rent udsagt hundekoldt og jeg havde svært ved at holde varmen, og derudover hjalp det heller ikke at bussen, som det naturligste i verden var forsinket. Vi kører jo på argentinsk tid!

Anyway vi kom tilbage til Esquel, hvor jeg fik et dejligt varmt bad, hvilket gjorde jeg fik varmen tilbage i kroppen, og jeg skulle hilse og sige at israeleren også var godt tilfreds med det varme vand på hostelet. Det var i øvrigt et herligt lille venligt og varmt hostel, der var drevet af et ungt schweizisk/argentinsk par. Atmosfæren var fantastisk, så jeg overvejede faktisk om jeg skulle tage en ekstra nat i Esquel, selvom der ikke er meget at lave på denne tid af året, hvor det er lavsæson og næste bus ind i nationalparken først afgår om 3 dage.

Esquel er en stille lille by, men selvom det ikke er verdens navle, så har bageriet i bedste argentinsk stil åben til efter i hvert fald kl. 22, og selvom klokken havde rundet et klokkeslæt, hvor alt ville være lukket derhjemme, så havde empanadariet i byen heldigvis åbent, så jeg kunne få mine empanadas(jeg er vist ved at blive afhængig af dem). Og det var heldigt for dette var de bedste jeg har fået hidtil i Argentina(og det siger ikke så lidt). Specielt dem med roquefort var fantastisk. Så selvom hostelet var behageligt og empanadaer gode, så valgte jeg alligevel at smuttede videre dagen efter - ikke mindst - fordi Miguel havde givet et tip om at jeg ikke kunne forlade Argentina uden at tage til Lago Puelo. Et sted jeg ikke havde hørt om før nu, og derfor ikke planlagt at besøge. Jeg følger dog ofte de tips jeg får med på vejen, og specielt når det er en anbefaling fra en af de lokale, så tillægger jeg det ekstra vægt, så derfor var det med at komme til El Bolson - 10 km fra søen - dagen efter.

Inden jeg forlod Esquel blev det dog tid til en lille hike til Cerro Cruz, hvor der var en fornem udsigt over byen og de billedskønne bjerge omkring. Desværre holdte mit empanaderi siesta, da jeg kom tilbage, så det blev ikke til empanadas til busturen.

Hippiebyen

Jeg kom til El Bolson via Ruta 40, der er meget berømt på disse kanter. Det er en vej, der starter nede ved Ushuia, verdens mest sydligt beliggende by, og ellers fortsætter op langs den nordvestlige del af Argentina. Vi taler vist i omegnen af 7000 km eller lignende.

El Bolson er Argentinas hippiehovedstad, og tilbage i 70'erne erklærede byen sig bl.a. som ikke-atom-zone. Selvom det skulle være en hippie by, og meget liberal, så er der dog ikke meget Christiania over byen(og de fleste ser sgu egentlig meget normale ud!), der dog har et lille Artesanal marked 3 gange om ugen, hvor man kan købe hjemmelavede tilgeltangel. Derudover sælger de god og billig mad, der er lavet af gode råvarer. Meget af det er naturligvis økologisk. Derudover er jeg allerede blevet glad for El Bolson af den grund byen huser indtil flere mikrobryggerier(Argentinas nationaløl, Quilmes, er en forfærdelig tynd omgang). Det er et behageligt og afslappet sted(hvor der er et billigt og godt hostel), der er smukt beliggende i en dal mellem de store bjerge. Artesanal er mit favorit bryggeri i byen. Deres original(rubia) er en behagelig pilsner lignende øl. Jeg var også et smut forbi Otto Tipp(omkaldt efter en eller anden tysk hippie) bryggeriet, og selvom de bød på prøvesmagning, så kunne deres bryg ikke hamle op med Artesanal, som vist også er det mest kendte bryggeri fra byen.

Efter en lille rundtur i den lille by, der blandt andet bragte mig til Cerro Amigo - et udkigspunkt med view over byen - kom jeg tilbage til det lokale marked for at proviantere før min tur til Lago Puelo. Jeg skulle lige have skaffet noget lokalt øl.

Vejret er for øvrigt fremragende 25 grader og sol. Til min store overraskelse skulle dette område i det nordlige(og ellers vindblæste) Patagonien være et af de mildeste steder rent klimamæssigt i Argentina, da dalen er beskyttet af de omkringliggende bjerge. Det er også årsagen til at de dyrker en del frugt i El Bolson området.

Ikke velkommen hos israelerne

Jeg kom til Lage Puelo, og spurgte på turistbureauet til et hostel, der var billigt. Jeg fik to adresser, og gik et par kilometre for at komme til det ene sted, der var fyldt med israelske backpackere, men der var udsolgt. Dog kunne jeg låne et telt, og sovepose billigt. Det var jeg egentlig frisk på, men den israelske ejer begyndte at trække i land, og mente nok ikke helt jeg passede ind i dette miljø, og sagde direkte at han nok synes det var bedre at jeg tog til et andet hostel. Han tilbød ligefrem at køre mig derhen, hvilket jeg straks tog imod, da jeg ikke følte mig velkommen.

Således ankom jeg til Hostel Sol Rex, der var drevet af en familie, der vist ret godt repræsentere dette område af Argentina, hvor mange lever i pagt med naturen. Der var meditation og de havde en lille restaurant, hvor alt maden naturligvis var vegetarisk. De havde også bygget et hus i mudder, så det var klimavenligt.

Jeg smuttede dog hurtigt ned til søen efter check in for jeg skulle se hvad det var for noget, som jeg havde fået anbefalet.

Det var et flot sted med den klareste sø og nogle smukke bjerge omkring. Jeg ved ikke om det er lavsæson nu for ligesom i Parque Nacional Los Alerces, så havde jeg hele herligheden næsten for mig selv. Jeg gik lidt omkrig søen og klatrede til Mirador del Lago, hvor jeg kunne nyde den lokale bryg fra Piker bryggeriet, mens jeg nød udsigten over den smukke sø og Chile på den anden side af søen. Der var en lille strand, der var perfekt til afslapning i det herlige forårsvejr.

Efter en enkelt overnatning ved Lago Puelo så havde jeg set søen, og det var bestemt turen værd, og derfor valgte jeg at vende tilbage til El Bolson, som jeg er blevet glad for.

Jeg besluttede mig for en rolig dag, hvor det var tid til at nyde de lokale specialiteter i det fantastiske vejr, og jeg må sige at den lokale is også er anbefalelsesværdig - ligesom Artesanals roja(der vel er en red ale) er glimrende. Ganske passende løb der en stor Sankt Berhard hund rundt i gårdhaven ved Cevicheria Artesanal. I øvrigt tror jeg dette er den første by, hvor jeg har prøvet at det er billigere at købe en kold fadøl på en bar end at købe en varm øl i supermarkedet! Jeg brokker mig ikke for det varme klima indbyder til en kold aftenøl.

Endelig fik jeg testet mine spanskkundskaber. Jeg er efterhånden blevet ferm til at tage transportmidler, booke hostels og købe mad, men jeg havde ikke prøvet at skulle forklare frisøren, hvordan jeg skulle klippes!

Det lykkedes mig at finde en frisør her i hippie højborgen El Bolson(selvom man skulle tro langhårede hippier ikke havde brug den slags;)Nicolas talte dog ikke engelsk, men det lykkedes(synes jeg selv) at få forklaret ham, hvordan jeg skulle klippes. En fin korthårede frisure med muligheden for strithår, og så kostede det kun 35 pesos(kursen er 1,30), så det er nogle andre frisørpriser her ind derhjemme. I øvrigt fortæller det en del om samfundsindretningen i dette land, at frisørens åbningstid var mellem 16 og 21. Unægteligt fuldstændig modsat af åbningstiderne derhjemme. Jeg tror pokker at jeg har ramt en lukket frisørsalon de sidste dage, hvor jeg søgt efter at få en klipning!

Næste morgen var det tid til at bevæge mig videre fra behagelig og lune El Bolson. Jeg skulle nordpå til Bariloche, og jeg var meget spændt på at se, hvordan vejret var der, da område skulle være det mest hærgede af den på disse kanter berømte chilenske vulkan. Inden jeg forlod mig hostel blev der serveret morgenmad, og meget kendetegnet for dette område bestod det af hjemmebagt franskbrød og hjemmelavet citronkage. Det fortæller meget godt, hvor meget de går op i hjemmedyrkede og hjemmelavede produkter i dette område.