Efter et par hektiske dage i Kampala var det tid til at tage til familien og Mbale. Vi blev fulgt af vores guide til busholdepladsen i Kampala, hvor han hjalp med at finde den rigtige bus blandt de mange ventende. Vi fulgtes med Simone og Katrine, som kommer fra Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og som også skal bo i Mbale og være på det samme hospital.

Vi var de første fem i bussen, så vi var spændte på hvor lang tid vi skulle vente der. Bussen kører nemlig først når den er fyldt helt op og der er plads til 64 passagerer. I løbet af 45 min. var bussen fyldt op og vi var mere end klar til afgang efter at været blevet overrumplet af uttalige gadesælgere, som solgte alt fra højtalere og sko til mad og drikke.

Busturen var lang, men efter fire timer var vi endelig fremme i Mbale, hvor Ivan, vores koordinator, samlede os op og kørte os direkte til hospitalet, hvor vi mødte oversygeplejersken. Herefter kørte vi gennem byen mod vores familier. Først satte vi Simone og Katrine hos deres familie og efter at have set deres hus, som ligger i et dejligt kvarter og har rigtigt toilet, var vores forventninger steget. Vi blev kørt til vores familie, som bor i et noget anderledes kvarter. Mellem lerhytter med stråtag dukkede ét kæmpe hus op og der skulle vi bo. Vi blev af Christine, vores "mor", vist rundt. Vi blev lidt skuffede da vi så vores værelse, som består af en dobbeltseng og en enkeltmandsseng og absolut intet andet! Toilettet er et skur med et hul i jorden ved siden af de lugtende køer. Badet er et stort rum med et gardin for, en stor spand vand og mindre baljer til at kaste vand over sig.

Efter at have snakket med Simone og Katrine, blev vi pludselig ret glade for vores hus. De har hverken strøm eller vand til bl.a. at skylle ud i toilettet med, ingen døre i huset og et værelse halvt så stort som vores med en køjeseng og ingen plads til at pakke ud. Her har vi trods alt køleskab, lås på dørene (bl.a. til vores værelse) og gode senge.

Torsdag morgen stod vi op til omelet og te og en hushjælp der stod klar til at hælde sukker i teen og smøre vores brød. Da vi pænt sagde at vi selv kunne de her ting, kiggede hun forundret på os. Senere på dagen, da vi spurgte efter vand til at gå i bad ville hun sørge for dette, men vi forklarede at vi selv ville hjælpe til blev hun igen forundret og lod os med nød og næppe selv gøre det.

Efter morgenmaden blev vi fulgt til hospitalet af Christine, hvor vi fik en detaljeret rundvisning. Derefter tog vi til byen, hvor vi skulle handle møbler ind til værelset. Vi fulgtes med Rachel, Christines datter, som viste os rundt på markedet og viste os Christines butik, som er en lille hyggelig butik, hvor man kan købe nål, tråd, blonder m.m. til at sy fine kjoler og tøj.

Aftensmaden er omkring kl. 21 - 22, hvilket er meget normalt i Afrika. Vi skal bede bordbøn før aftensmåltidet og her til aften blev det Sofies tur, så vi er spændte på hvem der får æren i morgen.

Fredag var vi igen på hospitalet, hvor vi fik en plan for de næste tre uger mht. hvilke afdelinger vi skal være på. Simone og Amalie skal først være på børneafdelingen, ugen efter på medicinsk og så en uge på operationsgangen. Sofie skal sammen med Katrine starte på medicinsk, så operationsgangen og derefter en uge på børneafdelingen. Vi glæder os rigtig meget til at starte.

I dag lørdag er vi taget på Mount Elgon Hotel, hvor vi nyder solen ved poolen, internettet og de skønne omgivelser. Vi har smukke Mount Elgon lige i baggrunden, hvor vi skal hike i morgen.

Det ville rigtig hyggeligt at modtage en pakke eller to, men desværre tager det en måned at sende noget hertil. Og så er det endda ikke sikkert at alt indholdet når frem, da de gerne åbner pakken og tager hvad de kan bruge.

Vi regner med og håber på at få internetstik til vores egne computere på mandag. Så er vi ikke afhængige af internetsteder i byen og kan også opdatere med indlæg og billeder herinde lidt oftere :-)

Knus fra os