Tirsdag den 12. april:

Vores første trekkingdag og Thit's fødselsdag, hurra! (Vi havde lagt skumle planer dagen før, og havde arrangeret nogle gaver, en lagkage etc. - men den morgen blev selv vi overraskede over nepalesernes venlighed og gavmildhed. De kom alle - Jimmy, venner, trekking-guides - med khads'er, tørklæderne, og havde alle gaver med). Dagen startede med morgenmad, og ja, også kage, i vores lille have på det hyggelige hotel, som vi nu tog afsked med. Vi hoppede på en bus i Kathmandus 1300 meters højde og kørte til Jarsinghpauwa i 1800 m, hvorfra vores 5-dages trek skulle starte. På denne bustur fik vi lov til at sidde på taget af bussen, og spørg lige,om det var en fed oplevelse? Ja tak. Vi nød det helt vildt, selvom damerne på vores tur ikke var meget for det og selvom vi fik underlige blikke af modkørende busser, på hvis tag der også sad et dusin folk - men kun fordi, der ikke er plads inden i selve bussen! Allerede her var udsigten fantastisk og fuldstændig slående. Men hver gang vi sagde det, kiggede vores guides underligt på os (De er vant til Everest Base Camp). Vi startede stille og roligt ud med et trek på 3-4 timer, der var rimelig ligetil - selvom pulsen da kom op nogle gange! Selskabet var helt formidabelt, og udsigten over marker og små landsbyer ligeså. Vi holdte frokost tidligt og nød forplejning af vores guides og runners, der bare vil sørge for, at vi har det godt hele tiden!
Med os havde vi naturligvis også vores porters (bærere), der bærer vores tunge bagage (som vi er for svage til at bære selv!). De binder ofte 2 store rygsække sammen, og bærer dem inkl. Andre småting og deres egen taske, hvilket nok ender op i 20-30 kg. Og ja, de går samme route som os - og denne noget hurtigere og iført klipklappere. Specielt en af porters'ne vandt vores hjerter, selvom han ikke kunne et ord engelsk. Hans smil kunne bare gøre os glade til hver en tid. Han rendte rundt i jakkesæt og klipklappere og smilte sit store smil til alle på sin vej :-D
Chisopani er en meget kold by, der ligger på toppen af et bjerg - og derfor er et meget udsat sted for vindstød og regnvejr. Og koldt var det, og regnede gjorde det skam også. Det lynede og tordnedeog blæste voldsomt! Vi frøs, og blev urolige for, om vi havde nok tøj med (Selv Jimmyog vores seje surviver-guide Nima så forurolige ud pga. vejret).
Det var også i Chisopani, vi lærte sangen om den selv samme by og den kuldr, der hersker her.

Onsdag den 13. april:

Vi stod op ved 7-tiden, pakkede vores ting og spiste morgenmad. Vejret så ikke for godt ud denne morgen, og det tyngede humøret og lysten til at gå ud. Vi ventede en halv times tid, indtil vi måtte indse, at regnen ikke ville stoppe lige foreløbig. Vi iklædte os regntøj og regnslag og plasticposer på krop og fødder. Vores kære guides sørgede for det hele. Vi var virkelig en køn flok, da vi forlod Chisopani's 2100 m højde. Vi forsøgte at holde balancen ved de stejle op- og nedstigninger, der var ret glatte og farlige. Donny, vores fortrop, lærte at sige: "paspå" hvilket viste sig at blive meget nyttigt. Regnen stoppede efter en times tid, selvom vi ellers hyggede os med regnvejrssange. Vi nåede Chipling, vores frokoststed, og blev velkommet med varm ananas-juice. Virkelig lækkert! Vi fik en dejlig frokost og fortsatte ellers videre mod Golupbanjuan i 2400 meters højde. Vi husker mest dette sted for nogle grimme, utrolig syrede og farverige plakater på væggene, og Simone husker hende og Linns møde med nogle rigtig søde børn. Vi mødte også ti marathon-løbere, der ventede på deres porters (Haha, det ville aldrig ske for os!)

Torsdag den 14. april:

Godt nytår, nepalesere. År 2068! (og tillykke til Simones mor også). Godmorgen til morgenmad iform af omeletter, mars-rolls og müsli med mælk. Dejligt! Afsted videre mod Kutumsang, som ligger i 2400 meters højdeog kun en 3-timers trek, hvilket var noget af en humør-løfter. Trekket gik stilleog roligt, og vi hyggede os sammen. Ved ankomst blev vi budt velkommen med Sneakers og varm appelsin juice (Ja, vi blev virkelig forkælet), og så var der god tid til at slappe af, nydeudsigten og hygge os med hinanden. Primært befandt vios i opholdsrummet ved den varme pejs. Men kortspil på værelset, og et stunt fra Mathildes side og et lille hul i hovedet, nåede vi også at få med. Jimmy havde sendt forsyninger op, i form af dejlige stikhuer, som vi alleiførte os med det samme. Det var en rigtig hyggelig tidi Kutumsang med bl.a. Hue+pandelygte konkurrence.

Fredag den 15. april:

Tidlig morgen kl. 5 var der det smukkeste syn over snedækkede bjerge, og kameraerne blev hevet frem. Udsigten var simpelthen så smuk og slående, at det er svært at beskrive med ord. Ikke engang billeder vil kunne fange følelsen af at stå på en bjergtopog se gigantiske snebjerge i 7 km højde tårne sig op foran sig, selvom man selv føler ig på toppen af alting. Det er helt unikt! Nima, vores helt vildt seje mandlige guide, der bærer både bøllehat og hue helt formidabelt, havde advaret os mod dagens trek, der skulle være det hårdeste af alle. Vi skulle trekke fra 2400 meter til 3300 meters højde, hvilket er en delpå en dag. Hvis vi følte os svimle, eller kunne mærke vores hjertebanken ekstremt, skulle vi holde en pause, vende væk fra bjergsiden og trække vejret. Desuden skulle vi drikke dobbelt så meget vand, som vi ellers skulle. Og vi måtte IKKE røre blomsternepå jorden. Frokoststedet var langt væk, såmda vi endelig nåede dertil var vi rigtig trætte og var begyndt at fryse. Med højden kom kulden, og efter frokost kom vores egentlige overraskelse. SNE! Dette var noget, vi ikke var blevy afvaret mod, som egentlig også er usædvanligt for denne tid. Men herlå det altså,og gjorde vores vej til målet en del mere besværligt og koldt. Så da vi endelig nåede frem til Tharepati, der lå bag dis og tåge og i et langt koldere klima end tidligere oplevet, var vi rigtig tilfredse og samlede os straks sammen ved pejsen. Vi havde nogle hyggelige, men udmattede, timer i dette hyggelige rum, men gruede virkelig for hvert toiletbesøg, der foregik i et lille skur udenfor, og frygtede ligeledes for vores nat i de sindssygt kolde værelser med vægge bestående af træbrædder. Ved morgenstunden var der frost på vinduerne.. Men natten overlevede vi altså, med varmedunke og tæpper som supplement :) no problem!

Lørdag den 16. april:

Godmorgen i bidende kulde og til den smukkeste udsigt hidtil. Det vides slet ikke, hvordan dette skal puttes i ord. I vos nu 3300 meters højde, var udsigten over snebjergene endnu mere formidabel og ved solopgang var synet SÅ smukt. Det kommer til at lyde helt melankolsk, hvis vi beretter mere om udsigten fra vores bjergtop, så i må se billeder, når vi kommer hjem - selvom disse vil synes ringe i forhold til den følelse man har, når man skuer ud over et sådant syn!
Dette trek var Mathildes og mit sidste, da vores endestation var Nakote. Det viste sig at blive en rigtig hård dag, i dag mere for benene end for åndedrættet, da i skulle gå mere end samme antal meter ned, som vi gik op dagen før. Nakote ligget nemlig i 2000 meters højde. Det vat sjot at føle, hvordan temperaturen steg og steg, nærmest for hver 100 meter vi trekkede ned. Vi gik fra toppen af bjerget med mange lag tøj på og forfrosne næser til 20-25 grader og solskind. Vi stoppede til frokost i Melamchigon, hvor vi mødte inspektøren på byens skole. Vi så skolen, men virkede nok lidt øre i hovederne og ville egentlig helst fortsætte mod vores endedestination, som vi kunne se på modsatte bjerside. På turen ned er det lidt lettere at føre samtaler, end når man trekker op, så på denne tur fik vi rigtig snakket med Donny, Raju og Chhetin, der gik med os mod Nakote. Vi holdte pause i bundrn, hvor flodrn løber og bjergsiderne mellem Melamchigon og Nakote mødes. Donny hoppede i den kolde flod, og vi andre nød bare et fodbad eller en afkølende fornemmelse. Vi gik opad mod Nakote, og stoppede ind på Pema Chholing School, hvot Mathildrmog jeg efterfølgende har tilbragt mange fantastiske stunder, og gik derefter til Chhetin's mors hus, hvor vi alle skulle overnatte denne nat. Mathilde og jeg skal bo her 4 uger, og vi var meget spændte.

Søndag den 17. april:

Denne dag kommer også med het, men meget kort. Der skete så meget denne dag. Vi blev budy velkommen af Nakote landsby ved deres kloster, hvor vi var æresgæster og sad til skue for alle beboerne. Vi fik serveret te, og dejlig mad (dhal bhat) og hilste på landsbybeoerne, børnene og deltog i traditioner. Der blev sunget og danset - på nepalesisk og dansk vis - og vi nød det rigtig meget. Vi gik en tur rundt i landsbyen bageftet, og hyggede os ellers i Chhetin's mors hus. De andre ville trekke videre mod Tartong (byen hvot Anne og Linn sksl volounteere i 4 uger), mens Mathilde og jeg blev tilbage og overraskende hurtigt kom til at kalde Nakote for vores hjem. Det vistebsig, at vi ville få "the time of our lives" og lære de fantastiske mennesker at kende..

Denne trekkingtur med ITA har været ubeskrivelig dejlig, og denne hurtige opdatering kan slet ikke beskrive alle de fede ting, som vi har oplevet sammen. Det var en fed oplevelse, som vi helt sikkert vil gøre igen! Og vi nød fantastiske Nepal i et selskab, der ikke kunne have været bedre!