Playa Madera - Stillehavet

Vores sidste morgen på Bastimentos vågnede vi til silende regn, morgenmaden blev indtaget i stilhed, da dette stort set var det eneste tidspunkt hvor turisterne fra Panamá City ikke gav den gas. Klokken lidt i 7 listede vi så ned til den nærmeste mole og gik om bord i en lille motorbåd, hvor vi gemte os efter bedste evne under vores sorte regn-poncho'er mens turen gik i rivende fart, først til Bocas-Town og så til Almirante på fastlandet. Her fra kørte vi med bus og taxa den korte vej til grænsen til Costa Rica.
Ved grænseovergangen klarede vejret pludselig op, så efter at have ordnet en masse papirarbejde kunne vi nyde grænseovergangen, en af de smukkeste af disse vi har set på vores tur - en gammel jernbanebro af tykke bjælker, nødtørftigt repareret, som strakte sig over siv og sump hvor to floder løb sammen til en for at fortsætte ud til havet.

Fra grænsen kørte vi hele resten af dagen med målet at komme så hurtigt igennem Costa Rica som muligt. Ved 3 tiden skiftede vi bus i San José før vi om aftenen ankom til Liberia nær grænsen til Nicaragua. Her besluttede vi at overnatte før vi næste morgen fortsatte til den Nicaraguanske grænse.
Vi havde godt nok hørt fra vores hotelvært i Costa Rica, at der ikke eksisterer diplomatiske forbindelser de to lande imellem, eller som han formulerede det "Husk at veksle jeres penge før i krydser grænsen, for i Nicaragua kan i ikke bruge jeres Costa Ricanse penge til andet end at tørre røv i".
Med dette i mente ankom vi til grænsen hvor en fem-seks mand stod bag et ståltrådshegn og viftede med bundter af Nicaraguanske pengesedler gennem de huller der her og der var i hegnet.
Efter at have ordnet vores udrejse papirer, spurgte vi grænsevagten om hvad vekselkursen burde ligge på, før Simon smuttede over og forhandlede om en vekselrate og byttede vores Costa Ricanske sedler ud med Nicaraguanske Cordobas. Mens Simon således var optaget, mødte Kathrine et Argentinsk søskende par, som spurgte bekymret til hvad hendes kæreste havde gang i med pegevekslinger i så uofficielle omgivelser. I situationen var vi noget skeptiske overfor deres bekymringer, men da vi senere fik deres historier fortalt, blev vi mere forstående. Argentinerne fulgtes vi med videre gennem grænsen, hvor den diplomatiske afstandstagen de to lande imellem tog næsten tragikomiske dimensioner. Bl.a. havde de ansat en mand til at tage temperaturen på alle de gennemrejsende personer, angiveligt for at sikre sig at ingen sygdomme kunne komme igennem. Til dette havde de udstyret ham med et stort laser-termometer. Ikke bare er dette en mildesttaget problematisk måde at sikre sig at folk ikke er syge, gutten der havde fået jobbet var temlig mangelfuldt instrueret, så alle fik blot et hurtigt skud med lasermåleren på panden, og så var det ellers fint - i realiteten var Nicaragua altså forbudt land for motionister eller andre med høj overfladetemperatur.

Fra grænsen hoppede vi, sammen med Argentinerne, på en gammel overmalet amerikansk skolebus og blev bumlet afsted i retning mod Managua. Mens vi således bumlede afsted holdt bussen pludselig ind og alle der ville til San Juan del Sur, Argentinerne inklusiv, blev sendt fra den ene bus direkte videre ind i den næste skolebus mod stranden.
I San Juan, fandt vi ud af at det sidste stykke til Playa Madeira kun kunne ske med shuttles fra et Hostel Casa del Oro, så her ventede vi mens vi gjorde os bekendte med Tonja og Victoria, de to typer øl der sælges i Nicaragua.
Shuttle-bussen viste sig at være en temmelig bumlet affære. De første 10km mod stranden forløb glidende, men de sidste 2km forgik over nogle små snoede og meget hullede jungleveje hvor man blev glad for at vi trods alt sad i en ffirhjulstrækker, men samtidig blev meget kede af at ryglænene var metalstænger som hurtigt føltes som noget man skulle undgå kontakt med.

Vi ankom til Playa Madeira kl. fem, mens solen stod lavt på himlen. Desværre viste det sig ikke bare at alle hostels var fyldt, vi var ikke alene i vores jagt på et sted at sove. To manglede ligeledes værelser. Vi fik at vide at der muligvis var ledige steder på den næste strand 10 minutter nede ad kysten. Således skyndte vi os afsted, men de to andre par var kommet tidligere afsted og havde samtidig valgt at stille tasker og piger på Playa Madeira og lade fyrene forsætte alene i jagten på sovemuligheder. Vi kom altså halsende afsted over klipper og strande med alt vores udstyr mere end to hundrede meter bag de andre.
Nede på den næste strand ankom vi til et lille hostel med en flisebelagt terasse lige ned til vandet og fem værelser der alle åbnede direkte ud til verandaen. Bestyrerinden boede i det midterste rum, og da vi nåede frem stod hun og forklarede de to fyre at der ingen ledige pladser var, men at det næste hostel "Matildas" muligvis havde plads.
Vi skyndte os alle fire der over, men da vi nåede frem var værtinden ingen steder at se. Således begyndte en halv time lang vente/gemme-leg hvor alle håbede på at være heldige at finde bestyrerinden først.
Midt i alt dette vadede Simon tilfældigvis tilbage til det første hostel hvor den lille forvirrede bestyrerinde kom hastende og fortalte at de nu havde fået lavet en sovesal om til værelse, så de havde et ledigt værelse vi kunne få. Der var ikke meget tid, så Simon takkede pænt 'ja' uden at spørge Kathrine. Det viste sig at være en god idé, for mens Simon havde fundet et værelse på vores navnløse hostel, var Matilda vendt tilbage og kunne tilbyde tre 1 meter høje hytter uden lys eller blæser til 2 dollars mindre per nat end vi kom til at give.

Således endte vores jagt lykkeligt og vi fik øjnene op for at vi var ankommet til den smukkeste strand på turen. Stranden strakte sig omkring 500 meter mellem nogle enorme sorte klipper der stak ud i stillehavet der rumelede som torden når bølgerne knækkede nær kysten.
Ud over de to hostels var det eneste liv på stedet en lille åben restaurant, som også var stedets eneste indkøbsmulighed. Her serverede en lille dame ved navn Chris alle måltider på dagen, og pånær morgenmaden var mulighederne altid de samme: Fisk, kylling eller oksekød med ris, bønner, plantain og kålsalat. Det viste sig at Chris var søster til både Matilda, som havde "Matildas" og en stor grim hund, Vivi (hvilket udtales Bibi på Spansk) som var vores lille bestyrerinde og en tredje kvinde der normalt styrede restauranten sammen med Chris.
Om aftenen farvede solen himlen i vilde nuancer, og gik man 2 minutter kom man om på den anden side af den ene af de sorte klipper, hvor fra man kunne se solnedgang.
Gåturen tilbage til Playa Madeira var ligeledes vildt smuk når man ikke havde hovedet fyldt med bekymringer om at skulle finde et sted at sove. Samtidig gjorde stillehavet at tidevandet blev enormt kraftigt og ændrede turen, så der nogle gange var brede flade strande at gå på, mens man andre gange måtte klatre højt oppe på klipperne fordi højvandet sendte bølgerne i kaskader op ad de sorte klipper.

Den første aften var restauranten fyldt med unge surfere der havde brugt dagene på at surfe på Playa Madeira for så at vende tilbage hver aften. Underligt nok lettede de næsten alle sammen anker den følgende morgen og de næste to uger så vi så godt som ingen surfere på stranden. Denne første aften fortalte de dog nogle temmelig ubehagelige historier om at blive bestjålet og berøvet på rejsen.

Disse historier spillede desværre i hovederne på os da vi dagen efter var lidt for dumme turister. I forbindelse med opgaven, var vi nød til at komme i forbindese med vores vejledere hjemme i Danmark. Derfor tog vi vores computere med i en taske og gik tilbage til Playa Madeira for at bruge internettet på den ene café der. Stedet lavede samtidig nogle glimrende pizzaer, så vi besluttede at spise aftensmad samme sted. Det var først efter solnedgang, som jo hernede er allerede ca. kl. 6, at vi fik snakket med tjeneren om at vi ville vende tilbage til vores hostel. Da han hørte vores planer blev han noget skeptisk i udtrykket og fortalte os at til trods for at vejen var sikker om dagen, var det alment kendt at man ikke burde gå turen i mørke. Særligt ikke når man forinden havde siddet og vist hele verden at man havde computere i tasken.
Desværre havde vi jo absolut intet valg, så vi fik en temmelig nervepirrende gåtur over de brede strande hjem til vores værelse, hvor der selvfølgelig intet skete.

De følgende uger blev brugt i en hængekøje med næsen i computeren hvor alle vores tekster er.
Vi blev lige så stille tættere med Chris og Vivi, men også med Carlos og Don Goyo et par ældre mænd som boede her i flere måneder hvert år som en del af deres otium.
Don Goyo var tidligere pilot og havde lavet en del penge på at flyve kontraktflyvninger for store selskaber verden rundt. Nu levede han sit otium halvt i Canada hvor han kom fra, og halvt på stranden her hvor han havden sit faste værelse på "Matildas". Hvad han egentlig hed kunne ingen af os huske da alle på stedet kun refererede til ham som Don Goyo. Carlos var noget mere speciel. Han lignede en gammel wrestler med overskæg helt ned til hagen og langt hår under en rød bandana. Hver morgen stod han op og gik ture i området iført badebukser, knæ, albue og håndledsbeskyttere, sin vandrestav og sin mp3afspiller hvor han hørte enten rock eller klassisk, særligt var han glad for Carl Nielsen og Sibelius. Hvad han ellers gik og foretog sig var ikke altid til at greje, primært fordi han havde det med at lyve en del. Han sagde at han var 80 år, men vi er stadig ikke sikre på den holder. Han var sandsynligvis fra New Jersey, men det er ret sikkert at hans får der gik og græssede oppe i bakkerne var en løgnehistorie.
Som vi kom tættere ind på stedet, fandt vi ud af at bruge deres udendørs køkken bag hostellet til at kunne lave lidt mad osv., men da nærmeste supermarked lå i San Juan, var det begrænset hvor meget mad vi fik lavet. At Chris lavede de bedste pandekager vi har fået på turen, hjalp sandsynligvis heller ikke på vores engagement i at få kokkereret.

I alle vores dage med læsning står en enkelt aften dog særligt ud blandt vores oplevelser på stranden. Efter en uges tid på stedet dukkede et par kendte figurer op på stranden: Argentinerne. De to havde været i San Juan del Sur og var nu taget ud for at nyde det lidt mere stilfærdige område hvor vi var og for at prøve kræfter med at surfe.
De tændte et bål i sandet og inviterede os på mate, en argentinsk type te, som man drikker utroligt stærk. Mens maten blev skiftet ud med Argentinsk rødvin, fortalte de to om problematikker ved at bo og arbejde i Argentina og pigen fortalte os om hvorfor hun havde virket så bekymret da vi mødte hende ved grænsen. Det viste sig at hun for et års tid siden havde oplevet at blive kidnappet ved den Columbiansk/Venezuelanske grænse. Hun var blevet kørt ud i junglen sammen med tre venner og havde fået taget alle sine penge. Vennerne havde allesammen og så mistet deres tasker osv.
Det var tydeligt at hun stadig var meget berørt af episoden, men godt at se at det ikke var noget er havde holdt hende tilbage fra forsat at tage ud og opleve verden. Hendes plan var stadig at sende broderen hjem til Argentina den følgende uge og så rejse to uger i Costa Rica alene.
Efter mål snakken spiste vi aftensmad i restauranten, hvor Chris (kokken) bidrog til at der gik fest i den. Da et af hendes yndlingsnumre kom på anlægget lod hun mad være mad og besluttede at det var vigtigere at danse.
Midt i festlighederne kom den lokale vagt (af Don Goyo døbt Psycho-Cop for sin lemfældige omgang med det haglgevær han slæbte rundt på) og fortalte at vi allesammen meget gerne måtte rykke lidt væk fra restauranten, da der var en havskildpade på vej op i sandet for at lægge sine æg, og hvis vi sad og larmede, ville hun muligvis finde et andet sted at lægge dem.
Således sad vi og drak rom på en bænk lidt der fra, mens vi kunne se en havskildpade langsomt begynde at slæbe sig op i sandet og begynde at grave et hul.
Da hun stoppede med at grave kunne vi nærme os, da havskildpader mere eller indre er i trance mens de lægger æg.
Psycho-Cop fortalte os at vi var nød til at tage æggene og flytte dem, da de lokale ellers spiser æggene som en delikatesse. Dermed røg vi ned på knæ og lå og gravede alle æggene op under dette store dyrs bagpoter. Alle æggene røg i en spand, hvor fra de blev båret indenfor murene ved "Matildas" og begravet så de kunne klækkes i ro og mag mens skildpademor asede sig tilbage ned i havet. Senere på aftenen gentog scenariet sig længere henne ad stranden med en lidt mindre skildpademor.
Efter sådan en smuk aften var det hårdt et par dage senere, da vi efter Kathrine havde dyrket morgen Yoga, fandt en død havskildpade i sandet med et stort hul i sit skjold. Da vi spurgte ind til det fandt vi ud af at det var resultatet af dynamit-fiskning som desværre stadig foregår i området.

Isla Ometepe - Ø i sø i Nicaragua

I løbet af de lidt over to uger på Playa Madeira fik vi diskuteret en del frem og tilbage omkring hvor vores videre rejse skulle gå hen. Især fordi denne destination blev stedet hvor vi skulle fejre Kathrines fødselsdag. Egentlig havde Simon "givet Kathrine lov til" frit at bestemme hvor d. 20. november skulle fejres, og dermed også hvor vi skulle rejse hen. Kathrine ville rigtig gerne til Corn Islands ved den caribiske kyst i Nicaragua, hvor friskfanget hummer er hverdagskost, og sandet er som flormelis mellem tæerne. Men flybilletter var nødvendige til denne destination, og efter en del research på nettet og tilrådsspørgen af forskellige, tidligere Corn Islands-besøgende backpackere, blev vi hurtigt enige om at det lå alt for langt over vores budget og blev alt for besværligt i forhold til den videre rute "opad".
Vores gode ven, Carlos, havde i mellemtiden fortalt os meget om hans yndlings-ø i Nicaragua, hvilket til sidst endte med at blive vores mål for fødselsdagsfejring - nemlig Isla Ometepe. Som Carlos også havde fortalt os en del om og vist os i hans Nicaragua-LonelyPlanet-bog, er Ometepe en vulkan-ø bestående af to vulkaner og en flod imellem, i Nicaraguas gigantiske sø (Lago de Nicaragua) midt inde i landet. Bare lige for at få en fornemmelse af søens omfang, er den ca. på størrelse med Sjælland, hvis ikke større (170km * 80km).
Efter det sidste sørgmodige farvel til Playa Madeira og alle søstrene, drog vi nysgerrige efter vulkaner, kajak-flodture og djungle-liv, videre mod fødselsdags-øen Ometepe…

Først fra stranden på Playa Madeira til San Juan del Sur i lastvogns-truck, så til Rivas med chicken-bus og herfra skulle vi med taxa til bredden hvor færgen ville sejle over til Ometepe. Dette blev en værre omgang. I forvejen var vi ret trætte af at det kan være svært at prutte om prisen med taxaerne, som gør alt hvad de kan for hårdnakket at holde fast i deres "gringo"-priser (dvs. de dyre priser for turister). Og det skulle her vise sig at vi lige skulle trækkes nogle ekstra gange rundt i manegen, hvilket blev for meget for Kathrine.

Når man har rejst ubekvemt, bumlende i kyllingebusser med folk presset op ad hinanden, med øredøvende høj popmusik bragende ud af højtalerne, og med alle vinduerne i bussen nedrullet så et gennemtræk der får kinderne til at blafre ikke ligefrem bliver bedre af deres hasarderede måder at køre på, er overskuddet ikke det største efter mange timers bus-rejse. Nu skulle vi bare hurtigt få fat i en taxa som skulle køre os det sidste stykke vej til færgen. Lige inden var vi blevet advaret om taxa-chaufførernes alt for høje priser, og var allerede dér på vagt. Ganske rigtig var prisen 4 gange så høj som det det egentlig skulle koste (hvilket vi havde fået at vide af en lokal i bussen).

"10" sagde taxamanden hårdnakket. Simon tøvede og kiggede på Kathrine. Vi havde lige snakket om at den egentlige pris var 2,5 af deres penge (Cordobas). Simon prøvede at forhandle med ham på spansk, men taxamanden sagde bare at det var prisen og ellers kunne vi ikke komme med. Vi var frie til at gå videre hvis vi ville det, men der var ikke andre taxaer end ham, hævdede han. Her blev vi begge to virkelig trætte af taxamanden og situation, og sagde til ham at det ikke var den rigtige pris, og at vi så ville gå videre, da det på ingen måder passer at hans var den eneste taxa. Vi begyndte at gå videre, og ganske rigtig som vi havde forudset kom han løbende efter os og sagde "Ok, lad os sige 8". Kathrine kiggede ham direkte i øjnene og sagde "Nej, det er alt for meget". Til sidst gik han sur i mæglet med til at vi fik turen for 5, og vi gik med til det samme. Vi skulle trods alt bare finde en måde at komme hen til færgen på, og nu gad vi ikke mere besvær. Det skulle dog vise sig, at han kørte os hen til en anden busterminal, hvor han ville vente og se om der ikke lige kom nogle andre turister han kunne få med ind i bilen, som også skulle til færgen. Hvis vi ville betale mere for turen, kunne vi godt springe ventetiden over. Her blev det alligevel for meget af det gode, og efter at have ventet i 20 min på ingenting, og en følelse af hele tiden at blive snydt lidt på enten den ene eller anden måde i forhold til hvad man havde aftalt, skruede Kathrine bissen på, på sit meget mangelfulde spansk. Så her var gestik, kropssprog og udtryk en vigtig og ret afgørende ting. Selvom Simon også var lige så træt af situationen, kunne han dog ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet af Kathrines forsøg på at kommunikere med en træls nicaraguansk taxamand. Efter vi endnu engang blev puttet ind i bilen igen, kørt vi videre mod færgen, men her stoppede gringo-legen selvfølgelig ikke for os endnu. I taxaen sagde chaufføren til os, at færgen altså sejlede kl. 14 (om 20 min), og at der ikke gik flere færger efter dén. Hvis vi ville have at hans skulle køre hurtigt derhen så vi kunne nå med, ville han have 6 cordobas for det. På det her tidspunkt var vi ret trætte af hans konstante "afpresning af penge"-leg, og havde også siddet og snakket om på dansk hvor irriterende det var at en taxatur til 2,5 cordobas der normalt ville vare 10 min i en bil hen til færgen, nu var kommet til at tage noget der mindede om 5 gange så lang tid og dobbelt så mange penge. Det skal også lige siges her, at vi var ved at løbe tør for kontanter, og at 2,5 cordobas også er penge (man skal ca. gange med 5). Så på hans forslag med 6 cordobas og direkte kørsel hen til færgen, lød der et højt "NO!" fra Kathrine - "5 cordobas, no mass!", og Simon supplerede på spansk med, at så måtte han tage lidt længere tid om at køre derhen - vi havde aftalt 5 cordobas, og ikke mere! Netop her vidste vi nemlig også godt, at færgen sejlede en gang i timen, og at han bare var ude på at snyde og afpresse os. Til sidst gav han op og kørte os til færgen for 5 cordobas, som ganske rigtigt sejlede en gang i timen.

Ja, sådan kan hverdagskosten i Mellemamerika desværre være, når man skal tage taxaer som hvid - det er ikke en lige let leg altid. Egentlig kom det heller ikke til at handle så meget om pengene, men mere om et princip i at vi havde lavet en aftale som gentagende gange ikke blev overholdt, og at vi konstant skulle føle os afpresset og taget ved næsen.
Men vi kom med færgen, og efter at have spist lidt hurtigt mad og drukket en kold øl, faldt skuldrende ned igen. Ved færgen blev vi mødt af en enorm mængde af insekter, som lignede små fluer og satte sig overalt på tasker og tøj. Vi ved stadig ikke hvad de hedder og hvad de egentlig var for nogle, men blev forsikret om af nogle lokale på båden, at de skam kun holdt til lige her, og ikke ville være på Ometepe. Dette fandt vi senere ud af at de var - endda i stor stil!

Inden færgen havde vi lavet en aftale med to italienske drenge, en australsk pige og et tysk par om at splejse til en mini-bus-taxa fra havnen på Ometepe og som her ville køre os videre til vores forskellige hostels. Vi nåede vores hostel ved en halv syv-tiden efter det var blevet mørkt, og var glade for endelig at være kommet frem efter endnu en hård og lang rejsedag.

De næste par dage på Ometepe gik på opgaveskrivning og på at udforske området og øen lidt inden Kathrines fødselsdag, så vi kunne finde ud af hvad vi skulle bruge dagen på, og hvor vi kunne tage ud for at fejre det. Vi fik lejet et par cykler og fræset lidt rundt til nogle forskellige byer på øen. Desværre var det ikke hvad vi havde håbet på. Der skete absolut intet her, og den længst åbne restaurant lukkede allerede kl. 21 - ikke særlig festligt. Vi besluttede os for at tage på kajak-tur ned ad floden der adskilte de to vulkaner, d. 20. november, og senere skulle vi finde et sted at bage en fødselsdagskage, inden aftensmad på en restaurant og forhåbentlig et sted hvor man også kunne blive siddende til lidt senere end kl. 21. Efter nogle dage med opgaveskrivning blev det d. 20., og Kathrine blev vækket om morgenen med sang, fødselsdagskys og bagefter morgenmads-pandekager med gaver til. Hun var lidt trist over ikke at kunne snakke med eller se sin familie på sin 25 års fødselsdag, men Simon gjorde alt hvad han kunne for at gøre sit. Det endte med at blive en rigtig godt dag med fantastisk kajak-tur hvor vi så store og små kaimaner (krokodiller), solslikkende skildpadder og et hav af flotte fugle, i skiftevis regn- og tørvejr, men det gjorde ikke noget. Vi var glade og havde det sjovt og godt.
Bagefter tog vi hjem og bagte fødselsdags chokolade-kage i hotellets køkken, som vi havde fået lov til at låne. En restaurant fandt vi aldrig, så vi endte med at spise på hotellet, og fik en fin middag med bøffer og en masse rødvin, som vi et par dage forinden havde cyklet øen tynd for at finde. Inden restauranten lukkede kl. 21, gik Simon ud for at putte nogle fiiiine fødselsdagslys (HAPPY BIRTHDAY-bogstaver) i den tidligere bagte kage, og kom ind og overraskede Kathrine med kage og brændende lys - dét blev hun meget glad for J Resten af aftenen blev brugt på hotellet med lidt godt at drikke, godt selskab og en masse grin og hygge. Selvom det ikke umiddelbart havde vist sig at være et godt sted at skulle fejre en 25 års fødselsdag, blev det en dejlig dag i hinandens selskab.

Ellers fik vi ikke lavet så meget andet på øen end at skrive en masse videre på vores opgaver og spise lidt god mad i ny og næ. Det viste sig f.eks. ikke at være den flotteste udsigt at bestige en af vulkanerne, som vi ellers havde haft i tankerne. På Playa Madeira havde vi snakket med to svenske piger, som fortalte at de havde gjort det for nogle uger siden, og at de ikke havde fået meget andet end en hård gåtur opad bakke ud af det, da det åbenbart tit er tåget og overskyet på de to Ometepe-vulkaner. Dette viste sig også at være tilfældet da vi besøgte øen, og vi besluttede os derfor for ikke at bestige vulkaner i denne omgang.

I stedet gik turen videre mod Grenada, som vi havde hørt en masse godt om. Nu glædede vi os til at stå på fastlandet igen, og forhåbentlig snart at kunne se enden på opgaverne.