Profile
Blog
Photos
Videos
Efter en dejlig jul i det australske tog vi afsked med Anders og Marianne. Det var skønt at dele de mange oplevelser med dem! Vi tog flyet fra Melbourne til Auckland omkring midnat 2. juledag og landede tidligt på New Zealand. Efter at vi nærmest sovende havde underskrevet kontrakten med biludlejningsfirmaet kørte vi af sted i vores nye bil Allan Nielsen (opkaldt efter Siljes første fodbold-idol). Turen gik til Ngaruawahia, hvor Jonas var på udveksling for 10 år siden. Her havde vi base hos hans søde værtsfamilie, og det var luksus med tag over hovedet og en rigtig seng!
Nytår fejrede vi nordpå sammen med Jonas' ene værtssøster (Ann) og hendes mand (Kerin). Vejret var skønt, vi boede ved stranden, og brugte dagene på at spille spil, være på stranden, bodyboarde i de store bølger og samle muslinger til aftensmaden. Nytårsaften har ikke helt den samme betydning for Kiwierne, og vi fik med nød og næppe holdt selskabet vågent til midnat. Kerin stod for dronningens nytårstale, grænsende til majestætsfornærmelse. Kl. 24.00 fik vi alle til, efter god dansk tradition, at hoppe ud i det nye år. Vi fejrede det danske nytår 12 timer senere med endnu et spring og en god flaske champagne i solen.
Meget afslapning blev det ikke til efter vi kom tilbage til Ngaruawahia, for allerede dagen efter kørte vi til Tongariro National Park, hvor vi skulle ud og vandre. Sammen med Ann, Kerin og Jonas' anden værtssøster Rosemary gik vi den fantastisk flotte tur mellem aktive vulkaner op til turkisblå søer, mens solen skinnede fra en skyfri himmel. Turen gik også forbi vulkanen Ngaruhoe, bedre kendt som Mt Doom, fra Ringenes Herre.
Den sidste uge gik med flere gensyn for Jonas, nye bekendtskaber for Silje, samt et besøg ved en sule-koloni. Sulerne dasede på klipperne, og passede på deres fluffede unger. Jonas fik endnu engang foldet kamera-stængerne ud (han tog dog kun 250 billeder), og fik fanget endnu en bid af verdens dyreliv.
Nu sidder vi på færgen mellem nord- og sydøen. Det har været 3 dejlige uger på nordøen med skønne mennesker, dejligt vejr og flot natur. New Zealand føles hjemligt, og giver et slags afbræk fra at skulle opleve helt nye ting hele tiden. Eller det var i hvert fald planen…. Nu må vi se!
- comments
tante Siri Hei Silje og Jonas koselig å lese fra turen igjen og se på de flotte bildene dere/Jonas tar :-) mormor synes New Zealand ligner på norsk natur. Mormor takker for kortet og synes det var koselig å få en hilsning :-) god tur videre :-) klem fra mormor og tante Siri