Profile
Blog
Photos
Videos
Så er vi tilbage med nyt fra New Zealand, og sikke meget vi har oplevet! Vi startede med en 3-dages vandretur ved Abel Tasman i dejlig sol på trods af de ekstreme regnbyger vi oplevede i dagene op til. Her fejrede vi Jonas' fødselsdag med skøn Skippermix og danske flag! Vandreturen bød på smukke strande, regnskov og en sæler på sejlturen tilbage. Vi kørte efterfølgende til Nelson Lakes National Park, som bød på smuk sol op- og nedgang, temperaturer nær frysepunktet og en ekstatisk fotograf. Herefter gik turen mod vestkysten, hvor vi nød den rå natur. Vi besøgte pandekageklipperne i Punakaiki, og så os nødsaget til at flygte med Allan Nielsen ind i landet til Wanaka på grund af usandsynligt meget regn.
Lake Wanaka er forsat lige skøn, og da vi så vejrudsigten med 25-30 graders varme så langt øjet rakte, besluttede vi os for at blive i fem dage. Her gik vi den intet mindre end spektakulære endagstur ved Rob Roy Glacier. Vejen derud var en oplevelse i sig selv, da vi måtte have Allan igennem ni vandløb, og 30 km på grusvej. Vi samlede et par folk op undervejs, som måtte give op. Vi var to stolte bil(l)ejere! Ellers bød Wanaka på mere smuk natur, fotosessions, luksusdag med både cafébesøg og sushi, og en tur i spaen.
Næste stop var ved et af de smukkeste steder på kloden: Milford Sound. Her blev vi i tre dage, og nød at kunne gå ture i området morgen og aften, når de fleste turister var taget hjem. Der er ingen faste beboere ved Milford Sound ud over de mange millioner sandflies, som fik tappet os for et par liter blod. Vi tog på det obligatoriske cruise på fjorden, og sælerne lå sørme samme sted som de sidste to gange vi var der! Det regner 7-9 meter årligt ved Milford Sound, og vi havde tre dage med høj sol. Højst usædvanligt!
De sidste dage har vi brugt på The Catlins, som er den sydligste kyststrækning. Området er spækket med vandfald, vild kyst og dyreliv i lange baner. Vi så Yellow Eyed Penguins gå i land, for at blive forenet med deres små unger, mens solen gik ned over den forstenede skov ved Curio Bay. Samme nat blev vi vækket flere gange af pingvinungernes kalden på frisk fisk, og morgenmaden blev nydt med udsigt til delfiner i bugten. Senere på dagen så vi kæmpe søløver, der lå og dasede på stranden med deres lille nuttede unge.
Nu er vi i Dunedin, hvor vi har været i biografen (!!), og se Hobbitten… Det syntes vi kun var passende. Her holdt vi desuden rejsegilde og dåb for vores telt Martin Jørgensen. De sidste par måneder har været præget af utallige frakturer af teltstænger, bitre miner og masser af gaffatape. Heldigvis har Stew fixet problemet, som den alt-mulig-mand han så ud til at være, og har lavet en hel ny lang stang til Martin, så han igen kan stå oprejst. Vi er nu nogle glade teltejere, og vi håber MJ har en lang karriere foran sig.
- comments
Sine Hvor lyder det hele fantastisk, er meget misundelig og savner NZ. Efter jeres beskrivelser er jeg endnu mere sikker på at jeg skal derned igen. Håber jeres eventyr fortsat må være lige så fantastisk. Kram til jer begge :-)