Så kom vi til Ho Chi Minh /Saigon.

Vi kørte i en bus hen til en havn for vi skulle sejle ud på en ø. Vi skulle sejle 3 gange. Vi skulle først ud at se en bifarm. Bierne stikker ikke, fordi så ville de dø. Jeg fik lov til at holde dem. Vi fik også honning the og tørrede bananer og vi så også en slange og den var klam, fordi den var stor og tyk. Og så kom vi hen til nogle smalle robåde. Vi sejlede ned af en smal flod man måtte ikke have fingrene nede i floden fordi der var havslanger. Der voksede vandkokosnødder i vandkanten. Vi så også en sommerfugl. På turen så vi også en kokosslikfabrik. Vi så hvordan de lavede og pakkede slikket. Jeg har købt noget med hjem til min klasse. Det bliver spændende om de kan lide det. Jeg kan godt lide det.

En anden dag var vi også på tur ud og se noget fra Vietnam krigen. Først så vi en fabrik, hvor ofre fra krigen lavede billeder, vaser og meget andet. Der var mange handicappede. En havde ingen ben, nogle manglede noget af armene, andre havde mærkelige arme og ben. Der var en mand, hvor hans fødder vendte omvendt. De så sådan her ud fordi Amerikanerne havde spredt farlige kemikalier ned på Vietnameserne under krigen. Det betød at deres børn blev misdannet og handicappede. Det var synd for dem. De lavede nogle meget flotte ting selvom de var handicappede. I kan se billederne derfra i mit foto album. Der er også en film derfra. De solgte alle deres ting, og pengene brugte de til at give de handicappede et bedre liv. Vi købte to billeder for at hjælpe dem. De var rigtig flotte.

Vi så nogle tunneller som Vietnameserne havde brugt til at gemme sig i og til at bekæmpe amerikanerne fra. Der var 200 km. Tunneller, som de havde gravet ud med hænderne. De var 3,6 eller 9 meter dybe. Der kunne køre en kæmpe tankvogn over tunnellerne uden de braste sammen. Vi så hvordan de lavede mad i tunnellerne, de havde lavet system så røgen kom langsomt ud af et lille hul et stykke væk fra tunnellerne. Det var smart. De tænkte godt. Der var meget små gange i tunnellerne. Vi var nede i en af dem, og her kunne jeg kun lige være der, og det var en gang, der var dobbelt så stor, som de normalt var under krigen. De havde lavet dem større så turister kunne se dem. Min far havde meget svært ved at komme frem og gik hurtigt op igen. Tunnellerne var gemt under et låg, som var dækket af blade. Indgangen til tunnellerne var så små at kun Vietnamesere kunne komme derned. Amerikanerne var for store til at komme ned gennem hullet. Vores guide fortalte at Vietnameserne kunne løbe i tunnellerne mens de sad på hug. Guiden viste os hvordan, men vi kunne slet ikke sidde som ham. Jeg kunne lidt, men de andre kunne slet ikke. Vi så også nogle af de fælder som vietnameserne havde lavet til Amerikanerne. De var ret farlige. Vi spurgte hvordan Vietnameserne undgik at gå i fælderne. Vores guide fortalte at Vietnameserne puttede nogle blade fra et specielt træ rundt om fælderne, og derfor vidste Vietnameserne altid hvor fælderne var.

Amerikanerne brugte sporhunde til at lede efter Vietnameserne. Men de fandt ikke Vietnameserne da de havde lagt noget af Amerikanernes tøj og deres cigaretter ved alle indgange og lufthuller, så hundene synes det lugtede af Amerikanere og ikke Vietnamesere.

Vi så hvordan de lavede våben. De brugte de Amerikanske bomber som ikke var sprunget. De savede dem over og brugte krudtet til at lave landminer.

Min mor så en rigtig slange og min storebror blev helt forskrækket. Vi grinede for det var en lille slange. Jeg blev ikke bange.

Det var spændende at lære om deres krig og se hvordan Tunnellerne var.

I morgen skal vi til at hjem. Jeg glæder mig.

Kærlig hilsen Silje.