Hvor er det bare forfærdeligt svært at sige farvel !

Til en gruppe veninder man siger farvel til weekenden før er det ikke rigtigt gået op for en at man ikke kommer til at se dem i 3,5 måneder. Man siger farvel og krammer, men man ved ikke hvor meget de kommer til at blive savnet og hvor meget du kommer til at mangle i deres hverdag.

Til dine forældre på togstationen, når du ser din mor begynde at græde og prøver at smile og vinke, men det øjeblik de ikke kan se dig begynder tårerne at trille.

Til din søster som du egentlig ikke har lyst til at forlade og som du ved du kommer til at savne helt forfærdeligt.

Så det er svært at forlade dit hjem, men det er også virkelig svært at forlade en gruppe børn som på virkelig kort tid er blevet en del af din hverdag og har taget en plads i dit hjerte. For selv et råd fra en veninde om ikke at komme for tæt på er svært at lytte til når man tilbringer alle vågne timer med fantastiske børn, som ikke har forældre. Men at de holder en afskedsceremoni hvor de en efter dekorere din pande med rødt pulver og giver blomster, ønsker dig held og lykke og god rejse. Så bliver det pludseligt svært at holde tårerne tilbage.

Det bliver selvfølgelig ikke lettere af at du samtidig skal tage afsked med en rigtig god veninde og rejsekammerat efter en 3,5 måneders lang tur.

Og når du så alligevel er begyndt at græde og du er helt alene i en bus fyldt med mennesker og du ved du må se vildt underlig ud med en pande fyldt med rødt pulver, øjne der er så puffede at de gør ondt, hvorfor så ikke blive ved med at græde.

Afsked af svær, men på den lyse side så er der ikke flere at sige farvel til. Fra nu af bliver det glædelige gensyn som måske også kommer til at indebære lidt tårer, men det bliver glædestårer, som jeg håber at man ikke får ligeså ondt i hovedet af.