Jeg er begyndt at holde af Laos!

Kom en dag senere til Phonsavan, da jeg sov for leange. Det betoed en ekstra dag i Luang Prabang - uden vand og elektricitet. Og en himmel saa deakket af roeg fra afbreandingerne, at jeg ikke paa noget tidspunkt har oplevet det saa slemt. Solen var sloeret og der dalede aske og breandte blade fra himlen. Saa der var ikke saa meget at tage sig til. Da vandet endelig kom igen om aftenen, teankte jeg at jeg hellere maate tage et bad med det samme, hvis vandet nu skulle blive lukket igen. Der var bare saa lavt tryk at jeg maatte ligge paa knea for at vandet overhovedet kunne loebe gennem slangen, og maatte bare haabe der var nok vand til at skylle seaben ud af haaret. Hvis ikke maate jeg hoppe en tur i floden, teankte jeg. Naar de lokale baade bruger den til bad, toejvask og tandboerstning, saa kan jeg vel ogsaa. (Slap dog for det).

Turen til Phansavan tog 7 timer, og vi koerte udelukkende i bjergene. Det var helt vildt! Desvearre kunne man ikke se saa langt pga. roegen, men turen til Nan var barnemad ift. denne tur. Der var mange der blev daarlige, men jeg bliver utroligt nok ikke koeresyg, og kunne bare nyde det. Kan rigtig godt lide at koere i bus. Det er en god maade at komme rundt paa. Dagen efter ankomsten var det saa paa tur til Plain of Jars, der er er grunden til man tager til Phonsavan. Havde det lidt med det, som med Stonehenge - man skal se det naar man er i omraadet, men meget speandende er det ikke. Plain of Jars er 3 store omraader hvor der er er store "krukker" eller hvad man skal kalde dem spredt ud over. Man er ikke sikker paa hvad de har vearet brugt til, men det er hoejst sandsynligt en slags kirkegaard. Det var mere utroligt at se de store bombekratere og skyttegrave fra krigen, ligesom de store samlinger af missiler osv. Laos var det land der blev bombet mest. Der er stadig ikke helt ryddet for miner, saa man skal holde sig til afmearkede stier. Nogle steder er der "safe for walking, but not digging", saa det var heldigt jeg lod skovlen blive hjemme. Saa ogsaa en gammel russisk tank. Derudover fik jeg smagt Laolao whiskey! Noget stearkt noget.

Tirsdag var det paa bussen mod Vang Vieng. Efter vi har koert en times tid stoeder vi sammen med en lastbil i et sving, saa bussen blev ridset hen af siden. Det tog saa lige 30 min. at faa udfyldt de noedvendige papirer, og imens spearrede vi for vejen, saa ingen kunne komme forbi. Igen en tur udelukkende i bjerge, men denne gang var det ikke saa smertefrit. Sad ved siden af en pige der konstant kastede op, og smed posen forbi mig ud af vinduet, saa der skulle virkelig taenkes positive tanker.

Vang Vieng er omringet af fantastisk natur. Der er bjerge lige meget hvor man kigger hen, og der er fyldt med huler. Onsdag lejede jeg en cykel, for at komme rundt og se paa naturen og bjerghulerne. Vejene er grusveje, men cyklen tog det peant. Endte med kun at besoege en enkelt hule i denne omgang, for havde glemt min lommelygte, men det var saa ogsaa en helt utrolig oplevelse, og bestemt et hoejdepunkt paa rejsen. Jeg "koebte" en guide og saa var det ellers op af trapperne ("trapperne") til hulen i lynfart. Tror aldrig jeg har vearet saa forpustet. Sagde peant jatak da min guide spurgte "Slow?". Det her var virkelig en rigtig bjerghule og ikke som det fesne jeg saa i Luang Prabang, og vi havde det helt for os selv. Der var en larmende stilhed, helt fantastisk. Jeg var virkelig glad for at have guide paa, for ville aldrig selv have fundet saa dybt ind. Da vi havde vearet derinde godt en time, og er paa vej tilbage kommer vi forbi en stejl skreant, og han spoerger om jeg har lyst til at gaa derned. Det ville jeg gerne, og her kom jeg virkelig paa en opgave. Det var lerjord, saa vi matte smide skoene og gaa paa bare teaer for at kunne staa fast, og flere steder var jorden loes saa der ikke var meget at holde i. Vi kravlede over dybe huller, og paa et tidspunkt skulle vi op hvor der var en overheangene klippe. Det gik, selvom jeg virkelig maate tage en dyb indaanding da jeg skulle tilbage igen over den. Da vi har moevet os frem ca. en halv time, kommer vi til en smal gang heavet ca. en meter over jorden, hvor det var paa langs og traekke sig igennem. Vel ude paa den anden side, skulle vi over et hul min gude fortalte mig var 5 meter dybt, og der maatte jeg opgive. Der var intet rigtigt at holde i, og veaggen vi kravlede langs var stort set lodret. Man skal ikke veare alt for dumdristig. Vi var inde i hulen ialt 2,5 time, og vel ude paa den anden side fuldstrandig soelet ind i jord, var jeg bare et stort smil. Helt fantastisk oplevelse.

Selve byen Vang Vieng er mest preaget af TV-barer, restauranter og guesthouses, men har fundet mig et sted de giver nogle rigtig gode massager.