Så sidder man her på en stol fra tresserne, som efterhånden mere ligner et hundelegetøj end noget andet. Alligevel har man ihærdigt kæmpet sig til dette spot, da det, tro det eller ej, er en af de gode stole på hostellet. Udover de komfortable sofaer nedenunder, selvfølgelig. Men der tør man ikke sidde, når der er koreansk drabsfilm i fjernsynet og man bliver kigget uhyggeligt på, hver gang man siger et ord. Så her sidder vi, forvist til køkkenet og dets forfærdelige en-sætnings-musik i baggrunden. Vi er dog ikke dem, der klager. Specielt ikke, når vi allerede har tjekket ud og nu ulydigt udnytter hostellets fantastiske, premoderne faciliteter. Der er dog det ved hostels, at det slet ikke handler om, hvorvidt sengene er gode eller hvor meget slik, der er i slikmaskinen (ej, måske strækker vi den nu). Det handler om gæsterne. Og disse nye venner, som gud ved, hvor vi vil møde igen, har gjort dette hostel og vores oplevelse i Melbourne... forglemmelig. Man kommer til et hostel med halvbrækket ryg efter en masse slæben gennem byen, siger ubevidst hej til sine nye room mates, mens man hurtigt tører sveden af panden. Så slapper man af med den sædvanlige pasta, med den sædvanlige pesto og opdager pludseligt, at der på væggen er en reklame for en irsk pub med billige drinks og live musik det meste af natten. "Live musik" er søde ord i vores ører, en garanti for en god aften og "billige drinks" ? - Hello Paradise!! Selvfølgelig tager man ikke alene afsted, når man bor sammen med så mange andre unge, så vi får hurtigt samlet en større gruppe, som alle siger god for en aften i byen. Og derfor kan vi nu med en lille hovedpine, tømmermænd i maven og med blackouts fra igår med sikkerhed sige, at disse mennesker har været med til at gøre vores oplevelse i Melbourne, ja, forglemmelig.

Hvis vi skal være ærlige har Melbourneturen dog også været helt uforglemmelig, dette pga. af mange ting. Bare gåture gennem byen kan man bruge dage på og mht. Melbourne er vi begge blevet positivt overrasket, endda nu på vej henad mod det pinlige-teenageforelsket-stadie. Så med knuste pigehjerter siger vi nu farvel til Melbourne og det herlige storbyliv. Et storbyliv, som har budt på kulturelle oplevelser: et besøg til St. Pauls Cathedral, lidt afslapning i Flagstaff Garden, en tur langs Melbourne River og udstillinger over flodens broer f.eks. om Australiens mange immigranter (heriblandt også en lektion i danske migranter gennem tiderne og nu).

En af de ting, man heller ikke kan komme udenom, når man er i Melbourne er deres botaniske have. Det er et must, som er gået lidt over vores hoveder. Det er nok det med at tage ud og se på træer og buske, der ikke lige er vores kop English Breakfast. Vi mener... Det er jo bare en have!!! Heldigvis er der, hvis man er en smule kreativ, andre ting at lave i en have (det rimede så det sku' lige med). Vi mødte et par, som lå på et tæppe, og uden at komme ind på nærmere detaljer kan vi meddele, at de så ud til at hygge sig. Se, nu er det jo at vi som to rejsende kun har en sølle medrejsende hver (ahh, den havde du nok regnet ud (pegefinger på næsen)...), så al andet selskab er godt selskab. Efter parrets afvisende vi-har-nok-i-os-selv-blikke, besluttede vi dog, at vi egentlig har det helt fint i vores egen tosomhed. Og der er så meget man kan, når man kun er to. F.eks. kan vi godt lide at hoppe. Vi er faktisk vilde med at hoppe. Det er sjovt og det ser sjovt ud. Derudover er det rimelig interessant at udforske tyngdekraften. Udfordre den, og for et eller to sekunder ikke røre jorden. Man kan enten hoppe højt, eller man kan prøve at hoppe langt. Vi hopper for det meste højt. Så behøver vi ikke noget tilløb - og desuden kan vi hoppe, når vi vil. I denne situation i Melbourne Botanical Garden. Egentlig er dette en erkendelse af første grad. Vi tog fejl! Det kan da ikke være andet end et must at tilbringe dagen i den botaniske have.

Så sker det jo også, at man efter nogle dage i storbyen, uanset hvor herlig den end er, bliver nødt til at forlade den. Så vi tog til Great Ocean Road. Dette er en vej langs en breathtaking kystlinje med flotte klipper stikkende op i luften fra vandoverfladen. En smuk vej, man ikke kan være foruden og helt sikkert de fire timers kørsel værd.

Timerne går, mens man sidder her og hygger om at skrive et indlæg, mennesker går og kommer, spiller spil og læser bøger. Der er endda en over i hjørnet, som er igang med at flette et armbånd. Vi er de eneste, der har holdt skansen hele tiden. En god grund er vores goon. Dette kræver en forklaring. Eller faktisk to.

Første forklaring:The aboriginals blev i ældre dage betegnet som Koon. Idag er mange af dem fattige ift. det civiliserede samfund og den billigste vin (i Danmark kaldet papvin), som de (og såmænd også vi) har råd til, er derfor ikke kaldet Koon, men goon af respekt.

Anden forklaring: Der er 4 liter vin (for ca. 15 dollars), som ligger i en pose inde i papkassen. Når denne er tømt kan man puste posen op, for at danne en pude. Gammel ord for pude er goon.

Uanset hvad, bliver billig vin i Australien kaldet Goon og med vores budget er det selvfølgelig efterhånden blevet en af vores mest trofaste venner. Så, goonen kalder, stolen begynder så småt at kradse og den koreanske film er nu endelig på slutpunktet, så hvis vi er heldige kan vi invadere sofaen til en gang tøsetv. No matter what er det nu på tide at slukke computeren og nyde de sidste timer i Melbourne før turen går videre til Adelaide. Så: Hej då alihop!

xxx Johanne og Sara