Der er en semi-lille by i det sydlige Australien, kaldet Adelaide. Og når man nu er på sådan en lang (og forholdsvis kostbar) tur, så handler det om at nyde alt 100%. Der var bare det ved det, at fire dage efter vi ankom til Adelaide skulle til The Red Centre, Outbacken som man nu engang kalder det, og hvordan kan man ikke glæde sig til det? Så problemet er, at man nu er i en såmænd dejlig lille by, hvor man inderst inde gerne vil have dagene til at gå, men stadig vil se, hvad der er at se. Derfor valgte vi at tillade os selv at sove længe om morgenen, bare have fire dages hyggeferie med nogle skønne gåture rundt i byen, lidt videofilm på hostellet samt en frokost på cafe, med tilhørende drinks selvfølgelig. Og så, uden at vi opdagede det, kom dagen, hvor vi skulle ind mod Australiens ørken.

Hvad er mere magtfuld end gud?

Hvad er mere ondt end djævlen?

Fattige folk har det.

Rige folk mangler det.

....

....

....

INGENTING!

Ingenting er mere magtfuld end gud.

Ingenting er mere ondt end djævlen.

Fattige folk har ingenting.

Rige folk mangler ingenting.

Det er ikke uden grund, at vi har skrevet denne gåde ind lige her, for hvis der er nogle, der ved noget om ingenting i løbet af den sidste uge og en halv, så er det os. Klokken 7 om morgenen blev vi hentet i Adelaide med alt hvad dertil hører af toiletter, barer og aircondition. Vi forlod civilisationen for at køre ud mod... ingenting. Og det er ret utroligt, hvordan sådan noget ingenting kan være helt fantastisk. Derude midt i det ørkenagtige landskab får man en tydelig fornemmelse af, hvor lille man er og hvor stor verden er. Hvor poetisk, hva?

Efter næsten 800 km uden at se andet end rødt støv, nogle spinkle træer og et par enkelte tankstationer kom en lille by frem i horisonten. Cooper Pedy hed den og det var et landskab, der mest af alt lignede Mars. Her bor de lokale under jorden, for at holde en konstant varme på 23 grader, frem for over jorden, hvor der sommetider kan være helt op til over 50 grader. Vi boede selvfølgelig også under jorden og om aftenen gik vi på The Underground Bar.

Tidligt op skulle vi så absolut også og kl. syv var vi klar til en opal-minetur og et lille kik til de lokales huse/klipper. I Cooper Pedy foregår omkring 80% af verdens opalgravninger, og der er formentlig en 10-15 multimillionærer (selvom ingen fortæller, hvis de har haft heldet med sig) i byen, som har tjent gode penge på deres mineture. Flere flytter også til byen blot for at prøve lykken. Det er dog lykkedes at undlade større firmaer komme til byen og arbejde i minerne, idet hver person kun må eje et bestemt stykke land og så grave efter opaler der. Selvfølgelig kan man altid købe et stykke land i sit barns navn og grave der. En anden måde, hvorpå man kan skabe sig mere land er at udvide huset. Hvis du tilsætter et værelse til dit hjem under jorden, kan man jo være heldig at støde på et værdifuldt stykke opal. Det dyreste de solgte i butikken, hvor vi var, er på størrelse med en tic tac og koster omkring 25000 australske dollars (over 110.000 kroner). En anden interessant ting ved Cooper Pedy er, at man betaler for vandet. Så når vandhanen er tømt smutter de ned til en slags tankstation og køber 30 liter for 20 cent. Men derudover er det bare en helt almindelig by med affald, de samler og kalder kunst, en biograf, hvor man selvfølgelig sidder udenfor og en lokal avis, hvor der ikke bliver skrevet andet end personlig sladder.

Efter den meget anderledes byoplevelse var vi på vejen igen. Og en vej er der faktisk op gennem landet, kaldet Stuart Highway, opkaldt efter John noget Stuart, som for lang tid siden gik de mange mange kilometer, for at skabe kommunikation mellem de forskellige små samfund i midten af Australien. "Kun" 700 kilometer manglede vi for at komme til Alice Springs. På denne tur så vi det længste hegn i verden, som er sat op for at holde dingoerne på østsiden af Australien. Dette gør også, at der er mange flere kænguruer vest for hegnet, hvor vi nu var. Og ja, vi var faktisk så heldige at have to kænguruer hoppende med os et stykke tid kun omkring 5 meter fra bussen. Da vi var trætte af at køre i deres tempo, selvom det var 40 km i timen, overhalede vi og kørte ud mod ødeheden.

I Alice Springs havde vi lige en dag til at slappe af og sove ud i inden vi igen skulle på tur. Ayers Rock, eller Uluru, som de kalder den, er noget man bare må se, når man er i Australien og vi havde glædet os meget til at se denne store sten. Og ja, det er jo faktisk bare en stor sten og mange folk vi har mødt i Australien var blevet lidt skuffet, da de havde set den, så vi havde prøvet at sætte forventningerne lidt ned. Hvilket vi overhovedet ikke behøvede, for der var ingen skuffelse at se i vores øjne, da der viste sig en stor rød sten som det eneste i miles omkreds. Okay, måske ikke miles omkreds, for ikke langt fra Ayers Rock ligger The Olgas, også kaldet Kata Tjuta, men det er så også det eneste. Og selvom vi ikke var meget for at tage øjnene fra Ayers Rock var The Olgas altså første stop. Her hikede (uanset hvor mærkeligt det lyder at Johanne og Sara hikede, så var det altså det, der skete) vi op gennem fantastisk smukke stenlandskaber og klippedele for at opleve de bedste udsigter. Det var midt på dagen og vi var meget heldige med vejret, havde vores guide fortalt os. Der var nemlig "kun" 29 grader. Det er da ingenting!

Tæt på solnedgangen tog vi tilbage til Uluru, hvor vi så de forskellige farver stenen fik, mens solen gik ned. Samtidig nød vi et glas champagne, lidt snacks og godt selskab. Kan det blive bedre?

Det skulle da lige være aftensmaden, som stod på kænguru og kamel over grillen. Efter vi havde vasket op (vi ved vi overrasker jer gang på gang) gik vi lige så stille til ro. Teltene brugte vi dog ikke, for hvis man ville kunne man sove udenfor i swags - og det ville vi! Til dem, der ikke ved hvad swags er, så er det nærmest en forstørret sovepose med madras og vindtæt stof omkring. Så der lå vi i en stor klump, varme og tilfredse og kiggede op mod den smukkeste stjernehimmel, du nogensinde kan forestille dig. Vi talte i gennemsnit 12 stjerneskud pr. nat.

Når man sådan er på tur i ødemarken, så kan man selvfølgelig under absolut ingen omstændigheder gå glip af solopgangen. Så kl. fire stod vi op, spiste morgenmad og børstede tænder og kørte ud til et sted, hvor det skulle være specielt flot at opleve solopgangen over Uluru. Vi var dog ikke de eneste, der vidste om dette sted, og heller ikke de eneste der var tidligt oppe, så det var en smule crowded og lidt besværligt at få et godt billede. Derudover er der ingen billeder, der kan vise det smukke syn det var, da stenen ligeså langsomt blev mere og mere varm rød, idet solens stråler skinnede på den. Inden klokken ni havde vi gået turen, som er lidt over ni kilometer, rundt om stenen. Nogle få vælger at klatre op på stenen, selvom The Aboriginals er imod dette, fordi stenen er noget meget helligt for dem. Så selvom det lød som en sjov udfordring valgte vi dog at respektere deres religion. Og turen omkring skulle efter sigende være flottere, ligesom der også er små historier fra The Aboriginals forskellige steder samt flotte vandhuller at se (uden vand selvfølgelig). Inden den sidste del af turen mødtes vi med guiden, som, gud være med hende, havde kage med til os. Efter at have fået lidt sukker i blodet, fortalte guiden lidt historier på den sidste kilomet af gåturen. Historien fra the Aboriginals om Uluru er, at to drenge kom dertil og legede og lavede et kæmpe bjerg af sand og sten. Derefter rutsjede de ned mens de skrabede deres fingre ned af stenen. Ayers Rock lå engang for mange millioner år siden på den anden led, end hvad den gør nu og blæsten lavede små striber i stenen, inden den vendte sig. Men uanset hvad kan man rent faktisk se striber lodret af stenen. Derudover hørte vi om og så det sted, hvor der holdtes ceremonier for drengene som var på vej til at blive mænd, ventehulen hed den, hvor de bl.a. skulle bevise deres mandsmod ved at sidde og vente. Også kvindehulen, så vi, hvor kvinderne lavede og opbevarede mad, klippen, som man havde brugt som tavle til undervisning, samt ældrehulen, hvor de ældre kunne sidde i skygge og slappe af på deres gamle dage. Ja, millioner af interessante historier er der fra The Aboriginals, samt den måde de levede på og hvad de levede af. De fleste historier skal man dog gøre sig fortjent til, så to små turister som os må leve med et par enkelte, hvorimod de ældre aboriginals kender dem alle.

Efter Uluru havde vi 4 timers bustur foran os, men inden vi kom til Kings Canyon, havde vi dog lige tid til at besøge en kamelfarm. Og eftersom det var den billige pris af 5 dollars at få en tur skulle vi selvfølgelig prøve at ride på en kamel. En kort, sjov tur og så tilbage i bussen. Efter en times kørsel så vi to vilde kameler (hvilke der er mange af i Australien). Loven siger, at hvis du finder en kamel er det din - "vores egen lille kamel?", tænkte vi. Desværre kunne den ikke klemmes ind i bussen.

Om aftenen sad vi rundt om bålet og hyggesnakkede med de andre med rødvin og ristede skumfiduser inden vi igen klemte os ned i vores swags under stjerneskudene.

Klokken seks næste morgen, var vi på vej op ad Kings Canyon. En tur på 4 timer, men kun 6 kilometer. Til gengæld går det stejlt op og ned og man skal lige huske på at kigge op en gang imellem, for udsigten er det hele værd. Fra toppen kunne man se de stejle klipper, som gik mange meter ned og vi kom endda også til Edens have, hvor vi kunne lytte til de mange forskellige dyrelyde imens vi fik formiddagste.

På vejen hjemad holdte vi ved en Aboriginal landsby (desværre kunne vi af gode grunde ikke tage billeder) og senere så vi en Thorny Devil, et firben med masser af pigge, som guiden uden videre tog op og rakte rundt, så vi alle kunne holde den.

Tilbage på hostellet kunne vi nyde vores første bad i tre dage inden vi mødtes med de andre fra gruppen til en bytur som tak for den fedeste tur. Dagen efter syntes vi ikke helt vi havde fået nok alkohol indenbords så en lille drink kunne det blive til på en bar, vores guide havde fortalt om, hvor aboriginals og hvide mennesker er opdelte i to forskellige dele af baren. Det virkede meget gammeldags (og ret diskriminerende og mærkeligt), men det skulle da lige tjekkes ud. Ellers har vi bare brugt dagene på at se os lidt rundt i byen samt spendere noget afslapningstid med de andre fra hostellet ved poolen. Nu er vi i Perth inden vi fredag siger farvel og tak til Australien og smutter til Bali. Og det må også blive alt fra os nu, vi har skrevet alt hvad vi ku (det rimede, så det sku' lige med).

That's all folks!!

X Johanne & Sara