Når man ankommer til Koh Tao kl. 19.30 om aftenen skal man IKKE vælge at spise inden man finder sit sovested.... Efter vi havde spist og skulle finde dette, var alt lukket. Var det ikke dyrt, så var det fuldt booket, men heldigvis kunne vi få et dobbelværelse på det hostel, vi havde spist på. Selvom dette ikke var endvidere lækkert, så måtte vi klare os til dagen efter.

Da vi om morgenen havde pakket vores ting, gik vi til stranden. Turen på gåben hen til stranden førte os forbi rigtig mange dykkercentre, så rygterne levede da op til virkeligheden. Jose kunne ikke andet end at blive forbavset over de utroligt billige priser, og Sara blev fristet, men var ikke sikker på, om hun skulle tage sit Open Water certifikat. Dagen gik ved en meget lavvandet strand, hvor man ikke blev afkølet af en tur i vandet... Hen på den sene eftermiddag tænkte vi, at vi hellere måtte gå tilbage og finde et nyt tilholdssted. Vi blev dog igen overrasket af det sene tidspunkt, der gjorde at alt var optaget... Vi fandt dog et værelse på et finere guesthouse.

Dagen efter var vi rundt til forskellige dykkercentre, for at finde et tilbud Sara ikke kunne sige nej til. Valget stod mellem tre forskellige, og da vi efter endnu en stranddag gik tilbage, blev vi overbevist - Simple Life var stedet. Sara blev overbevist om, at hendes svømmefærdigheder var fine til dette formål, og Jose kunne få et review (genopfriskningskursus). Da vi skrev under på vores samtykke blev vi joined af nogle norske piger. 2 af dem skulle også have deres Open Water, så havde Sara da nogle at dele oplevelsen med, mens den tredje norske pige, Sara, også ville have et review. Da Jose senere fandt ud af, at Sara ikke engang havde været ude at snorkle før, fik hun slæbt Sara ud efter nyt snorkelgear, så hun i det mindste kunne nå at prøve det. Den lille snorkelsession foregik i vores guesthouses lille pool, som vi dagen efter kunne konstatere var pænt ulækker.... Dog følte Sara sig en smule mere forberedt til dykning. hehe

Næste dag stod vi friske og veludhvilede op i god tid, så morgenmaden kunne indtages i god ro og orden. Det skete dog ikke, da restauranterne først åbnede 7.30.... Sara kunne så sluge sin müsli med frugt og mælk på 5 min, inden hun måtte smutte til sin første teoritime. Imens kunne Jose så slæbe de to tunge rygsække plus de små dagstasker hen til Simple Life, som også skulle udgøre vores "hjem" de næste par dage. Det var en meget tung affære, som foregik af to omgange op ad en kort, men meget stejl bakke... Da Sara kom fra teori, var hun helt fra den. Teoritimen havde gået ud på at se diverse videoer på engelsk, imens man skulle svare på en række udlevede spørgsmål. Det var utroligt svært at få det hele med, og alle andre (borset fra de to norske piger) havde engelsk som modersmål og fangede det hele med det samme. Derfor følte hun sig bagud og ikke særlig tryg ved at starte blot to timer senere med at dykke og overvejede kraftigt at springe fra. Vi gik derfor ind og snakkede med personalet i Simple Life og forklarede situationen, og spurgte om Sara kunne starte dagen efter således der var tid til at se Josefines danske dykkerbog og få hele teoridelen med. Saras instruktør Baden kom forbi og hørte, hvad der foregik, og forsøgte ihærdigt at overbevise Sara om at starte straks med beroligende ord, og det havde sin virkning.

Vi endte heldigvis på samme båd, så Jose kunne støtte Sara lidt. Jose skulle dog på bådturen til divesitet igennem en lille test... Heldigvis var den norske Sara heller ikke helt skarp, men da tingene lyder meget mere kompliceret på engelsk, så var Jose glad for at hendes utrolig flinke divemaster var dansk (og lidt sød). Jose skulle igennem alle de basale øvelser, maske af og på, test i neutralitet, osv. Det betød at vi kunne sammenligne, da vi kom op. Jose skulle have et dyk mere, men da tiden pludselig var knap, foregik det tæt på stranden kort efter solnedgang. De andre var i mellemtiden taget tilbage, men Jose fandt dog en utrolig ivrig Sara - nu kunne hun ikke dykke nok og ville bare derud igen.

Heldigvis var øvelserne meget nemmere end Sara havde forventet og frygtet, og hele gruppen fik konstant meget ros fra Baden, der kom op at køre over vores fantastiske niveau! :D Vi øvede diverse maske af og på, tab af mundstykke eller mangel på luft øvelser mm. Sara fik sig en rigtig sød buddy Anita, som hun hurtigt følte sig tryg ved. Alle de praktiske øverlser gik som smurt, og vi fik et lille ekstra mini dyk på 5 meter pga. den sparede tid og fordi ingen lavede fejl.

Jose besluttede sig hurtigt for at dykke dagen efter igen, når nu Sara alligevel ville være beskæftiget. Det blev til morgendyk, da disse typisk ville være de bedste steder. Efter Jose havde været på dyk, kunne hun lige når at hilse på Sara, der skulle af sted kort efter. Dog fik Jose selskab til frokost og kort tid på stranden af den norske Sara, så helt alene var hun ikke. Dog skulle hun til Half Moon Party, så Jose måtte alligevel kede sig på stranden - og endda uden bog.....

Igen stod dagen på først teorivideoer og derefter praktiske øvelser i vandet hvor mange var de samme som dagen forinden blev gentaget men nu på 12 meters dybde. Igen gik alt som det skulle, og vi fik dyk på 40 og 44 minutter, hvilket er meget lang tid for første gang. Den sidtste dag skulle gruppen dykke ned på 18 meters dybde, hvor der var mange spændende fisk og kun et par få øvelser der skulle gennemføres. Da dykkene var slut blev Sara helt trist, da hun nu havde fået blod på tanden og øjnene op for den meget anderledes verden og fornemmelse af at befinde sig under vand. De to engelske drenge fra gruppen havde tidligt besluttet sig for at gå direkte til Open water advance, og inspirerede flere andre (herunder Sara). Baden fortalte gentagende gange Sara, at hun uden tvivl vil kunne starte direkte på advance, hvis hun ville (fordi hun er så awesome). Så da gruppen om aftenen skulle fejre vores nye certifikat hoppede flere og flere på båden og til sidst også Sara og Josefine. Jose, der havde kedet sig hele den halve dag, fordi hun ikke havde haft selskab, besluttede sig for at dykke den kommende dag, da hun hurtigt fandt ud af, hvor svært det er at være alene. Mens Sara afsluttede sit kursus, brugte hun tiden på at gå en tur på 8 km rundt i området. Jose var derfor meget tvivlende omkring sit advancekursus, da hun havde planlagt at dykke, men blev overbevist af de andre i løbet af aftenen og morgenen, da begge Sara'er pludselig var med på den.

Vores første dyk bestod i at finde vores neutralitet. Det betød, at vi skulle gennemgå nogle af de samme øvelser, som de foregående dage. Jose fik sig dog noget af et chok, idet alle ikke virkede til at være lige opmærksomme på deres buddy (her tænkes især på de to engelske drenge, som konstant var 5 m fra hinanden i vidt forskellige dybder På det næste dyk skulle vi navigere med et kompas, og skulle først svømme en retning og derefter tilbage til præcis samme sted. Dette førte hurtigt til, at vi var tre der stødte sammen konstant, idet den ene engelske fyr konstant kom ind i vores bane.... Bagefter skulle vi afmærke en firkant, så Jose blev sat til at svømme nord, øst, syd, vest, mens Sara talte 20 svømmespark, og prikkede Jose på skulderen, når de skulle skifte kurs. Vi blev kåret til at være de bedste, idet vi ikke var mere end et par meter fra vores udgangspunkt Efter de to dyk havde vi en kort pause på sikker grund, hvor vi kunne spise aftensmad inden det stod på natdyk. Natdykket foregik med en lygte i hånden, som gav overraskende meget lys, så man ikke følte sig utryg, eller..... Saras maske duggede (hvilket den havde gjort på alle hendes dyk, så ingen overraskelse), hvilket gjorde, at hun absolut ingenting kunne se.... Jose fornemmede hurtigt Saras utryghed, og tog hende i hånden og førte hende rundt. Sara var blev dog ved med at have kurs mod klippeblokke, så Jose måtte være ekstra opmærksom. Hver gang Jose så noget gav hun Saras hånd et lille klem, og så hoppede Sara næsten. Da vi på et tidspunkt skulle fjerne lyset (vi skulle holde lyset ind mod maven), var det kun Sara der blev ved med at lyse - den stakkels pige kunne virkelig ingenting se eller forstå. Nå, men vi kunne bevæge en hånd i vandet, og så lyste alle de små planteplankton op! Da vi var på vej op, var der noget meget stort bag os, men da alle havde taget masken af, kunne vi ikke finde ud af hvad.... Jose var helt oppe at ringe over dykket, mens det var en noget mere skeptisk Sara....

Næste morgen stod det på dybdedyk, og hvilket dyk! Vi hoppede i vandet langt ude fra kysten, et sted man ikke skulle tro der fandtes noget interessant. Herude fandtes en klippeblok på mellem 8 og 30 meter.. Aldrig har vi set noget lignende! Vandet var så utroligt klart, at da vi befandt os på 30 m, skulle man tro vi var på 6 m. Der var fisk OVERALT, og vi blev hurtigt omringet. Hernede var trykket utroligt, og luften blev hurtigt brugt, så vi kom hurtigt op i 20'erne. Her så vi store fisk, en slange, moræner, osv. Helt fantastisk!! Efter det dybe dyk var det vigtigt med en lang pause inden det næste dyk, som var et vragdyk. Her kunne vi se store fisk inde i et skib, fiskene stod ubevægelige, hvilket var ret specielt.

nkommer til Koh Tao kl. 19.30 om aftenen skal man IKKE vælge at spise inden man finder sit sovested.... Efter vi havde spist og skulle finde dette, var alt lukket. Var det ikke dyrt, så var det fuldt booket, men heldigvis kunne vi få et dobbelværelse på det hostel, vi havde spist på. Selvom dette ikke var endvidere lækkert, så måtte vi klare os til dagen efter. Da vi om morgenen havde pakket vores ting, gik vi til stranden. Turen på gåben hen til stranden førte os forbi rigtig mange dykkercentre, så rygterne levede da op til virkeligheden. Jose kunne ikke andet end at blive forbavset over de utroligt billige priser, og Sara blev fristet, men var ikke sikker på, om hun skulle tage sit Open Water certifikat. Dagen gik ved en meget lavvandet strand, hvor man ikke blev afkølet af en tur i vandet... Hen på den sene eftermiddag tænkte vi, at vi hellere måtte gå tilbage og finde et nyt tilholdssted. Vi blev dog igen overrasket af det sene tidspunkt, der gjorde at alt var optaget... Vi fandt dog et værelse på et finere guesthouse.

Dagen efter var vi rundt til forskellige dykkercentre, for at finde et tilbud Sara ikke kunne sige nej til. Valget stod mellem tre forskellige, og da vi efter endnu en stranddag gik tilbage, blev vi overbevist - Simple Life var stedet. Sara blev overbevist om, at hendes svømmefærdigheder var fine til dette formål, og Jose kunne få et review (genopfriskningskursus). Da vi skrev under på vores samtykke blev vi joined af nogle norske piger. 2 af dem skulle også have deres Open Water, så havde Sara da nogle at dele oplevelsen med, mens den tredje norske pige, Sara, også ville have et review. Da Jose senere fandt ud af, at Sara ikke engang havde været ude at snorkle før, fik hun slæbt Sara ud efter nyt snorkelgear, så hun i det mindste kunne nå at prøve det. Den lille snorkelsession foregik i vores guesthouses lille pool, som vi dagen efter kunne konstatere var pænt ulækker.... Dog følte Sara sig en smule mere forberedt til dykning. hehe

Næste dag stod vi friske og veludhvilede op i god tid, så morgenmaden kunne indtages i god ro og orden. Det skete dog ikke, da restauranterne først åbnede 7.30.... Sara kunne så sluge sin müsli med frugt og mælk på 5 min, inden hun måtte smutte til sin første teoritime. Imens kunne Jose så slæbe de to tunge rygsække plus de små dagstasker hen til Simple Life, som også skulle udgøre vores "hjem" de næste par dage. Det var en meget tung affære, som foregik af to omgange op ad en kort, men meget stejl bakke... Da Sara kom fra teori, var hun helt fra den. Teoritimen havde gået ud på at se diverse videoer på engelsk, imens man skulle svare på en række udlevede spørgsmål. Det var utroligt svært at få det hele med, og alle andre (borset fra de to norske piger) havde engelsk som modersmål og fangede det hele med det samme. Derfor følte hun sig bagud og ikke særlig tryg ved at starte blot to timer senere med at dykke og overvejede kraftigt at springe fra. Vi gik derfor ind og snakkede med personalet i Simple Life og forklarede situationen, og spurgte om Sara kunne starte dagen efter således der var tid til at se Josefines danske dykkerbog og få hele teoridelen med. Saras instruktør Baden kom forbi og hørte, hvad der foregik, og forsøgte ihærdigt at overbevise Sara om at starte straks med beroligende ord, og det havde sin virkning.

Vi endte heldigvis på samme båd, så Jose kunne støtte Sara lidt. Jose skulle dog på bådturen til divesitet igennem en lille test... Heldigvis var den norske Sara heller ikke helt skarp, men da tingene lyder meget mere kompliceret på engelsk, så var Jose glad for at hendes utrolig flinke divemaster var dansk (og lidt sød). Jose skulle igennem alle de basale øvelser, maske af og på, test i neutralitet, osv. Det betød at vi kunne sammenligne, da vi kom op. Jose skulle have et dyk mere, men da tiden pludselig var knap, foregik det tæt på stranden kort efter solnedgang. De andre var i mellemtiden taget tilbage, men Jose fandt dog en utrolig ivrig Sara - nu kunne hun ikke dykke nok og ville bare derud igen.

Heldigvis var øvelserne meget nemmere end Sara havde forventet og frygtet, og hele gruppen fik konstant meget ros fra Baden, der kom op at køre over vores fantastiske niveau! :D Vi øvede diverse maske af og på, tab af mundstykke eller mangel på luft øvelser mm. Sara fik sig en rigtig sød buddy Anita, som hun hurtigt følte sig tryg ved. Alle de praktiske øverlser gik som smurt, og vi fik et lille ekstra mini dyk på 5 meter pga. den sparede tid og fordi ingen lavede fejl.

Jose besluttede sig hurtigt for at dykke dagen efter igen, når nu Sara alligevel ville være beskæftiget. Det blev til morgendyk, da disse typisk ville være de bedste steder. Efter Jose havde været på dyk, kunne hun lige når at hilse på Sara, der skulle af sted kort efter. Dog fik Jose selskab til frokost og kort tid på stranden af den norske Sara, så helt alene var hun ikke. Dog skulle hun til Half Moon Party, så Jose måtte alligevel kede sig på stranden - og endda uden bog.....

Igen stod dagen på først teorivideoer og derefter praktiske øvelser i vandet hvor mange var de samme som dagen forinden blev gentaget men nu på 12 meters dybde. Igen gik alt som det skulle, og vi fik dyk på 40 og 44 minutter, hvilket er meget lang tid for første gang. Den sidtste dag skulle gruppen dykke ned på 18 meters dybde, hvor der var mange spændende fisk og kun et par få øvelser der skulle gennemføres. Da dykkene var slut blev Sara helt trist, da hun nu havde fået blod på tanden og øjnene op for den meget anderledes verden og fornemmelse af at befinde sig under vand. De to engelske drenge fra gruppen havde tidligt besluttet sig for at gå direkte til Open water advance, og inspirerede flere andre (herunder Sara). Baden fortalte gentagende gange Sara, at hun uden tvivl vil kunne starte direkte på advance, hvis hun ville (fordi hun er så awesome). Så da gruppen om aftenen skulle fejre vores nye certifikat hoppede flere og flere på båden og til sidst også Sara og Josefine. Jose, der havde kedet sig hele den halve dag, fordi hun ikke havde haft selskab, besluttede sig for at dykke den kommende dag, da hun hurtigt fandt ud af, hvor svært det er at være alene. Mens Sara afsluttede sit kursus, brugte hun tiden på at gå en tur på 8 km rundt i området. Jose var derfor meget tvivlende omkring sit advancekursus, da hun havde planlagt at dykke, men blev overbevist af de andre i løbet af aftenen og morgenen, da begge Sara'er pludselig var med på den.

Vores første dyk bestod i at finde vores neutralitet. Det betød, at vi skulle gennemgå nogle af de samme øvelser, som de foregående dage. Jose fik sig dog noget af et chok, idet alle ikke virkede til at være lige opmærksomme på deres buddy (her tænkes især på de to engelske drenge, som konstant var 5 m fra hinanden i vidt forskellige dybder På det næste dyk skulle vi navigere med et kompas, og skulle først svømme en retning og derefter tilbage til præcis samme sted. Dette førte hurtigt til, at vi var tre der stødte sammen konstant, idet den ene engelske fyr konstant kom ind i vores bane.... Bagefter skulle vi afmærke en firkant, så Jose blev sat til at svømme nord, øst, syd, vest, mens Sara talte 20 svømmespark, og prikkede Jose på skulderen, når de skulle skifte kurs. Vi blev kåret til at være de bedste, idet vi ikke var mere end et par meter fra vores udgangspunkt Efter de to dyk havde vi en kort pause på sikker grund, hvor vi kunne spise aftensmad inden det stod på natdyk. Natdykket foregik med en lygte i hånden, som gav overraskende meget lys, så man ikke følte sig utryg, eller..... Saras maske duggede (hvilket den havde gjort på alle hendes dyk, så ingen overraskelse), hvilket gjorde, at hun absolut ingenting kunne se.... Jose fornemmede hurtigt Saras utryghed, og tog hende i hånden og førte hende rundt. Sara var blev dog ved med at have kurs mod klippeblokke, så Jose måtte være ekstra opmærksom. Hver gang Jose så noget gav hun Saras hånd et lille klem, og så hoppede Sara næsten. Da vi på et tidspunkt skulle fjerne lyset (vi skulle holde lyset ind mod maven), var det kun Sara der blev ved med at lyse - den stakkels pige kunne virkelig ingenting se eller forstå. Nå, men vi kunne bevæge en hånd i vandet, og så lyste alle de små planteplankton op! Da vi var på vej op, var der noget meget stort bag os, men da alle havde taget masken af, kunne vi ikke finde ud af hvad.... Jose var helt oppe at ringe over dykket, mens det var en noget mere skeptisk Sara....

Næste morgen stod det på dybdedyk, og hvilket dyk! Vi hoppede i vandet langt ude fra kysten, et sted man ikke skulle tro der fandtes noget interessant. Herude fandtes en klippeblok på mellem 8 og 30 meter.. Aldrig har vi set noget lignende! Vandet var så utroligt klart, at da vi befandt os på 30 m, skulle man tro vi var på 6 m. Der var fisk OVERALT, og vi blev hurtigt omringet. Hernede var trykket utroligt, og luften blev hurtigt brugt, så vi kom hurtigt op i 20'erne. Her så vi store fisk, en slange, moræner, osv. Helt fantastisk!! Efter det dybe dyk var det vigtigt med en lang pause inden det næste dyk, som var et vragdyk. Her kunne vi se store fisk inde i et skib, fiskene stod ubevægelige, hvilket var ret specielt. Dog var sigtbarheden ikke særligt god sammenlignet med det foregående dyk, men alligevel en fed oplevelse!
Om aftenen skulle vi fejre vores certifikat, men de to engelske drenge skulle desværre videre mod Phi Phi, så de kunne ikke være med. Det skulle dog ikke forhindre os andre, og der var ekstra mange ude at feste, da det var Sankt Patricks Day :-D
Næste dag bestilte vi billetter med natfærgen mod Phi Phi, så vi kunne bruge lidt tid på stranden, hvor vi fik selskab af norske Sara, som ikke ville væk fra Koh Tao, da hun havde fundet sig en fyr. Da vi nu havde brugt så mange penge hos Simple Life, mente vi at det var fair vi fik en T-shirt, så den kære Baden gav os dem i hemmelighed :-D
Vi måtte desværre til det, og vi gik en noget anderledes nat i møde, da vi skulle sove på færgen i hvad vi vil kalde en fælles sovesal. Gulvet var dækket af nummererede madrasser på rad og række, og så kunne vi bare lulles i søvn, men vi blev dog vækket, når skibet rullede lige kraftigt nok!