Da vi ankom med natfærgen fra Ko Tao om morgenen var vi godt trætte og sulte. Første bedrift blev derfor at finde noget lækkert og billigt morgenmad. Vi fandt en lille bager, hvor der efter et par forsøg, blev serveret de bestilte (meget lækre) sandwich og kager. Pludselig kom to piger, som Jose kendte forbi. De gav os én advarsel: "Pas på spandene", da de her kunne anskaffes til meget billige penge, men den rimelige høje styrke kunne give nogle hæftige tømmermænd. Mætte o veltilfredse gik jagten efter et billigt hotel til første overnatning i gang, hvilket blev meeeeget tæt på bageren (vi orkede ikke at gå så langt). Stedet vi endte op med havde utrolig dårlig internetforbindelse til begges store irritation, især fordi der skulle en aftale i hus med de to engelske drenge fra dykkergruppen på Ko Tao, der kun havde nogle få dage på øen samtidig med os. Heldigvis havde Josefine tidligere besøgt øen med sin familie og kendte liiiige det rigtige sted for de følgende dages ophold, hvilket gav lidt mere ro i sindet.

Næste morgen blev de overfyldte tasker båret om på den anden side af øen (sådan føltes det hvert fald efter 40 minutters gang). Destination hed Phi Phi Hill resort og lå for enden af øen smukkeste og bedste strand "Long beach". Så var Jose hjemme igen efter 7 år.
I de simple men super fine bungalows fik Sara fat i drengene, og aftalen blev at mødes til en øl om aftenen næste dag. Vi besluttede derfor at tage på en sejltur øen rundt dagen efter.

Turen lagde ud med en meget lang sejltur i longtailboat til en lækker, men alt for crowded strand. Der var fyldt med kinesere i redningsveste og både overalt, så der ikke kunne bades andre steder end i indhegninger... Noget skuffede over hvad vi blev budt, blev der efter en time sat kurs mod et nyt sted. Her skulle vi heldigvis snorkle, hvilket var hvad vi havde set frem til Vores "kaptajn" smed muggent brød i vandet, hvilket tiltrak fisk i massevis. Fiskene blev dog lidt for ivrige og nappede også lidt til os. Det meget lave vand gjorde, at vi let kunne komme tæt på det spændende undervandsliv. Turen gik videre til Monkey beach, hvor de bosatte aber desværre viste sig fra deres aggresive side, idet en masse kinesiske turister blev ved med at irritere de stakkels aber. Vi blev hurtigt trætte af at være der, og ville helst lade aberne være i fred.
Senere ankom vi til den lækre Maya beach, som er omsluttet af klippevægge. Den utroligt flotte strand var dog også overfyldt, og de mange både lå forankret i hele bugten. Jose nåede da lige at tage sig en lille lur, inden vi skulle til sidste stop på turen. Det stod igen på snorkling, her omgivet kun af klipper. Heldigvis kunne vores snorkling på denne tur foregå uforstyrret, idet alle kineserne udlod dette. Denne fine tur fik ført os rundt om hele Phi Phi, samt de omkringliggende øer, men så var det da set og oplevet.

Da vi senere mødte drengene til den ventende øl, blev vi meget overrasket over, hvor vi skulle mødes. Baren havde nemlig en boksering i midten, og undeholdningen bestod altså af thaiboksning, som man frit kunne melde sig til. Præmien for at stille op var en medalje og en bucket, så mange unge mænd lod sig friste, hvilket var meget underholdende. Ekstra underholdende var to meget kønne og letpåklædte piger, der ønskede ekstra opmærksomhed fra de mange drenge på baren, men som slet ikke gik ind i kampen og derfor fik flere negative "buh"-råb fra publikum. Men hvem behøver gøre sig til grin for en gratis spand alkohol, hvis blot man kan få sig nogle rige russiske venner? I hvert fald ikke os! For kort tid efter vi ankom, fik vi desuden selskab af et russisk par, der forærede os en (meget dyr) spand til gengæld for lidt hyggelig snak. Dog var det mest kvinden, der var interesseret, men manden havde også minimale engelskkundskaber. Vi kunne dog høre, at han havde bokset i 7 år, men det tog lang tid, før han var fristet nok til at komme til i ringen. Da de to russere var smuttet fik vi selskab af en engelsk fyr ved vores bord, men han viste sig at være lettere stalkeragtig overfor Jose (og var slet ikke gammel)…. Vores drenge var dog ikke den store hjælp på den front, da de smuttede hjem i seng, da vi gik mod stranden. De skulle også af sted tidligt næste formiddag. Vi fik dog endelig rystet den lidt gamle fyr af, da vi var lidt længe på toilettet og lavede nye venner i køen. Så kunne vi have det lidt sjovt igen.
Senere mødte vi et par mænd på omkring de 30 år, som holdte polteabend. Det fik vi en da en øl og en spand ud af... Desuden fik Jose sig en ny BFF, da en af de unge thailandske gutter fra baren havde præcis samme frisure

Dagen efter brugte vi igen på stranden og forbedrede vores flotte farve. Dog endte vi ret røde og forbrændte, men Jose var alligevel klar på at tage en dykkertur dagen efter. Dette blev booket, mens Sara ville få muligheden for at snorkle. Denne aften ankom Rebecca, som Sara dykkede sammen med på Ko Tao, men vi var for trætte til en bytur igen, så vi aftalte at mødes aftenen efter.

Joses divemaster var en ung tysk pige på de 20 år, som desuden skulle holde styr på en amerikansk pige, Alice, som blev Joses buddy, og et ældre ægtepar. Vores divemaster var dog ikke i tvivl om, at der ikke ville være nogle problemer med ægteparret, da hun havde dykket med dem dagen inden, meeeen... Første dyk var et vragdyk på de 20-25 meter. Der var stærk strøm og dårlig sigtbarhed, da vi jo endelig kom derned. Ægteparret var en krig om at tage sig sammen til nedstigning. Vi så en masse flotte lionfish og en giftig fisk, men da vi skulle til at entre skibet, opstod der forvirring. Manden fra ægteparret begyndte højlydt at skælde sin kone ud (vi var på 20 meters dybde!). Vores divemaster kunne dog ikke forstå, hvad der var galt, så vi begyndte på opstigning. Det var kun Jose og hendes buddy der overholdte det 5 minutters sikkerhedsstop, som SKAL udføres ved dybe dyk. Det var mandens GoPro (undervandskamera), der var steget op til overfladen, så Sara blev hurtigt sat til at lede efter det fra båden. Vores divemaster undskyldte mange gange overfor Jose og Alice, men vi vidste godt det ikke var hendes skyld. Dog kunne de ikke lade helt være med at b****e lidt over det ødelagte dyk. GoPro var væk, og vi skulle videre til næste divesite, som var fyldt med mange små brandmænd/gobler. Dykket måtte derfor afbrydes og flyttes, men endnu en gang var der gobler. Vi flyttede derfor længere væk, og fandt et nyt divesite. Her blev stemningen dog noget bedre! Manden fandt et nyt kamera (man har vel to!), og han kunne så filme hele dykket.... Vi så dog to skildpadder, og Jose så desuden som den eneste en sorttippet haj! Sara var dødmisundelig, da hun havde en ønskeliste, som bestod af: skildpadde, haj og boxfish. Denne boxfish nåede Jose så at se på det sidste dyk, så Sara var helt grøn af misundelse! Jose var mere opmærksom end divemasteren og kunne stolt vise de andre dykkere både stingray og moræne. Senere blev vi beæret med en undskyldning fra manden!

Senere skulle vi mødes med Rebecca, men inden da skulle vi lige aflevere et par vigtige kort til en dansk Mads. Vi havde fundet nogle af hans ting på sidste bytur. Som tak blev vi budt på vandpibe, men det var vi ikke helt med på, så vi blev i baren og spillede beerpong med nogle franske fyre. Her ankom Rebecca, og der var et glædeligt gensyn. Senere mødte vi den svenske Jesper og skotske Barry (som vi ikke forstod et ord fra). De mente ikke, at vi piger kunne klare den lange mørke tur alene, så de ville følge os. Vi blev dog stoppet af en meget fuld, men spinkel tysk pige (som viste sig at være 28). Hun havde tabt sin nøgle og havde så skændtes med sin veninde. Uden husly følte vi os forpligtet til at tage hende med hjem - man kan vel godt sove 3 i en enkelmandsseng?
Den svenske Jesper blev og var sammen med os på stranden, og henad mod aftensmadstid, fulgte Sara ham hjem - Jose var for træt. Egentligt havde vi tænkt at dette var rejsedagen, men da Jose var blevet genkendt af personalet, fik hun en gave af ejeren, og tårerne løb frit fra begge parter. Det var dog også utroligt svært at tage videre mod Koh Lanta dagen efter....

Åbenbart er Phi Phi stedet, hvor man siger: "f*** it - get a bucket!".