Så kom vi til Malaysia, men sikke et vejr! Vi blev mødt med meget sorte skyer og regn. Vi var bange for, at det ville være vejr som dette, der ville præge vores ophold.... Vores taxachauffør kørte os til et guesthouse, som skulle være meget billig, men først efter lidt forhandling kunne vi være tilfredse, da priserne åbenbart var højere end forventet her. Daddys guesthouse var stedet, og daddy var en rigtig dejlig og hjælpsom mand. Koden til wifi sagde da også det hele: "daddyscoolyea", hvilket vi kun kan bekræfte! Vejret var dog bedre næste dag, så vi kunne tjekke stranden ud, efter at have set på lidt af byen. Jose var meget begejstret for, at det var en byer, mens Sara havde mere optur over de bikinier, det fandtes overalt. Hun fik da også købt sig én under opholdet :-D Stranden var stor, men med meget få badende gæster?!?! Dog var der gang i aktiviteter på vandet, så helt dødt var det ikke. Vi var dog enige om, at der skulle ske noget, og Jose ville meget gerne dykke, men da der ikke rigtig var nogen dykkercentre og de små turistinformationer kun udførte ture til den samme platform, ville hun hellere vente til Perhentians Islands. Vi besluttede os derfor for at tage den kajaktur ud i mangroven, som vi burde have været på på Koh Lanta.

Vi blev hentet tidligt næste morgen og blev kørt den lange vej ud til mangroven, men alle dem vi delte bus med, skulle på bådtur. Vi var de sidste til at ankomme, så turen gik med det samme ud til nogle fiskefarme. Turen foregik i en større båd, så vi unne spare kræfterne til at manøvre kajakkerne. Vi blev hurtigt udstyret med redningsveste og fik et minikursus i, hvad idéen i padlerne var. Her lyttede Sara især efter, da Jose var lidt mere garvet. Vi blev derfor også hurtigt enige om, at Jose sad som styrmand bagerst og Sara forrrest. Dette kunne Sara dog nyde meget godt af, da det kun var den bagerste der skulle arbejde inde i mangrove skoven. Inden vi entrede mangroven blev vi spurgt om vi kunne lide slanger. Jose var begejstret for udsigten til at møde slanger, mens Sara synes det lød spændende, men var alligeve en del mere skeptisk (hvad nu hvis de var farlige?!). Den tætte mangrove var svær at manøvre i, men Sara syntes alligevel Jose gjorde et godt stykke arbejde med at fragte hende sikkert frem, og fungerede som coatch under turen. Vores guide var meget passioneret, og han var utrolig god til at fortælle og lære fra sig. Vi blev fortalt om mangroven, hvordan den udviklede sig, og hvor god den er for kloden. Da tsunamien ramte, var det Langkawi, der blev ramt først af alle steder, men kun én døde. Grunden til dette? Langkawi er omgivet af 104 øer, som tog af for bølgen, vandet er lavt, og mangroven står så fast, at ingen bølge kunne gennemtrænge den. Desuden har et træ i mangroven en respiration, der er 15 % højere end selv træerne i regnskovene. Der er derfor ikke det som mangroven er godt for, men desværre fældes den af lokalbefolkningen, men vi kunne hjælpe med at genopbygge ved at plante et af skuddene fra træerne (dette havde vi dog ikke lige fået fat i, så vi måtte senere se de andre plante deres skud...). Vi skulle passe meget på ikke at ramme træerne, da 65 % af slangerne vi være i trætoppene, men dette kunne dog ikke undgåes helt. Vi blev fortalt at en tur ud i mangroven om natten ville være fyldt med gule og grønne øjne, som bestemt ikke var venlige øjne, men dyr som ville springe på hvert et kødeligt bytte. Vi var dog ikke heldige at støde på slanger eller andre dyr for den sags skyld, endda selvom vi gik på jagt efter slanger.... Vi så dog en masse ørne. Problemet med disse var, at de var blevet flyttet fra deres hjem, da man havde bygget lufthavnen. Måden man flyttede disse æstetiske fugle på var at smide døde fisk i vandet ude i mangroven, men fiskene sank og var dyrt foder. De begyndte derfor at bruge kyllingerester fra KFC, som vi så nogle folk smide i vandet og slice med bådens propel. Problemet var at vi som mennesker her griber ind i naturen og ødelægger den naturlige cyklus, alt dette pga. en lufthavn, og ørnene er blevet en turistattraktion.
Efter kajakturen kom vi tilbage til en lækker ventende frokost bestående af suppe og en risret, hvor vi selv havde valgt slags af begge dele. Herefter skulle forbi Batcave. Her kunne vi se flagermus i massevis, og vi blev belært om alt fra flyveretning til flagermusens anatomi. På hjemturen kørte vi forbi ikke så få aber, hvilket vi var meget begejstrede for.

Næste dag blev brugt på stranden, men da Sara for en gangs skyld blev forbrændt, valgte vi efter frokost (kan vafler betegnes som frokost?) at finde et taxfree shoppingcenter. Centeret var dog ikke noget at være helt begejstret for, men Sara fandt sig dog en lækker grøn bikini, som gjorde det godt med hendes solbrune hud. Da vi udenfor centret gik forbi et lille ægte italiensk pizzaria, kunne vi ikke dy os for at købe en pizza hver - og hvilken fryd! Vores måltider havde primært bestået af shawama, så det var lækkert med en lille afveksling.
Vi blev også anbefalet at tage på en island-hoppingtur, så dette bestilte vi til næste dag. Dog kunne vi ikke komme udenom ørnefodring, som vi havde lært dagen før, var en åndsvag turistattraktion, og at vi skulle undgå det. Vi blev hentet næste morgen og ført ud til båden, som skulle fragte os rundt. På vejen ud af molen var der en kvinde, der tog billeder af alle, der gik forbi - dette syntes vi var meget underligt... Presset sammen på båden med en masse andre turister kunne turen begynde. Vi blev sejlet videre, hvor vi på turen så et sted, hvor bjergene formede en silhuet af en gravid kvinde, hvorefter vi kunne sejle i land på en ø, der var fyldt med turister, så alting gik i kinesisk turisttempo (asiater/kinesere skal tage billeder af ALT og alle steder, så alting tager en krig!). Dette blev hurtigt for meget især Jose, der lavede mange overhalinger indenom. :) Det var desuden lørdag, så der var fyldt med lokale turister. Vi kom dog endelig ind til det vi havde gået efter - en kæmpe ferskvandssø. Her kunne vi hoppe i vandet i fantasktiske omgivelser - bjerge, hvor end vi så. Vi fandt et øde hjørne på den flydende platform, hvorpå man kunne sole sig. Da vi sprang i det friske vand, blev Sara klar over, at det var svært at holde sig oppe - vi var jo også blevet vant til saltvand.. Det vidste sig også at være en større bedrift at komme op ad vandet igen, da platformen var meget høj. Det fik vi dog et par gode grin af. Efter at have tørret lidt i solen måtte vi tilbage til vores båd og videre gik turen til ørnefodring. Flotte var de, men hvor virkede det dumt, at vores kaptajn smed kylling i vandet, så de ville blive på stedet.
Sidste stop var på en strand, hvor det var muligt at snorkle, hvis altså bare vandet var klart, men det var det ikke. Jose var ude for at tjekke efter, men allerede efter 1 min stod det klart, at man ingenting kunne se. Vi brugte derfor tiden på at grine lidt af de skøre asiatere, når de skulle tage billeder af hinanden.

Vi havde en masse tyske naboer som vi hilste på hver gang vi mødtes, men det blev kun til korte samtaler de første par dage. Vi lavede meget sjov med, at vi hele tiden stødte ind i hinanden på vores små gåture, og begyndte at joke lidt med det. Sidste aften inden afrejse kom snakken ordentligt i gang, og vi aftalte at mødes til nogle øl efter aftensmad og udforskning af de store shopringscentre (hvor vi selvfølgelig også stødte på dem i sportbutikken!). Det var nemlig således, at der ingen skatteafgifter var på øen (taxfree ftw!!!), og alting derfor var en tand billigere end i resten af landet - og det måtte vi udsalgsglade piger jo se nærmere på! Rygterne sagde at der især var en god deal på alkohol, og Sara forkælede derfor sig selv ved at købe en lille hvidvin (lille og lille...) :i.
Da vi havde fået opfyldt vores købelyster begav vi os hjemad, dog blev vi her stoppet af et par afrikanske drenge, der gik i skole i KL, der bare IKKE ville lade os gå igen. Vi endte med at give vores facebook for at slippe af med dem, hvilket vi senere inderligt fortryd grundet de træsle og påtrængende beskeder, der efterfølgende tikkede ind på mobilen fra drengene.
Alligevel havde vi en super hyggelig og sjov aften med de tyske nabodrenge. Planen var at hygge lidt inden vi tog til den lokale (og eneste rigtige) natklub for enden af stranden. Det første stykke tid blev brugt hos daddy, da to af drengene skulle bestille flybiletter til dagen efter, hvilket viste sig at være en større bedrift med et halvdårligt netværk i baghånden. Derfor løb tiden huritgt fra os, og vi besluttede os for at tage ned på stranden for bare at være vores lille hyggelige gruppe sammen. Da klokken slog 24, kunne vi også synge en lille fødselsdagssang for en af tyskerne, der på denne nye dag fyldte 24 år - hurraaa

Næste dag blev vores plan om at komme tidligt af sted mod Penang udskudt, da vi simpelthen var kommet alt for sent i seng. Daddy var dog også glad for at have os et par timer længere, og tilbød os endda at tage med til den malaysiske del af Borneo for et par dage, så vi ville opleve lidt af den del også. Vi måtte desværre takke "nej" til det generøse tilbud, og sige vi ses en anden gang i stedet.