Ja beklager at der skulle gaa saa laenge, men det har vaeret et vaerre hektisk rod her paa det sidste.

Muy triste var det at tage afsked med Los Esperanza, COMUS og volontoergruppen, men det blev gjort med manér og tog hele 3 dage. Hvis der er noget det er land formaar saa er det at sige farvel, eller i mit tilfaelde vi ses. Hasta luego, nunca adios fik jeg sagt ret mange gange. Herlige herlige mennesker alle sammen og det her soerme vaeret gode tider. Dyrebare minder tager jeg med mig og hvor ville jeg oenske jeg kunne stoppe tiden eller bare faa lov til at skrue den en maaneds tid tilbage. De sidste 30 dage har indeholdt nogen af mit livs bedste oplevelser: Endelig at foele sig som en del af comunidaden, besoeg i en af ES smukkeste byer, Juayua, og masser af volontoerarbejde. Vi fik laveet en diagnose af landsbyens unge for at vide hvor der i fremtiden skal saettes ind med nye projekter. Det foeles ret godt at have efterladt organisationen med materiale og midler de ikke havde foer. Der er ogsaa planer om Roskilde bod og Fair Faelled - jeg er bestemt ikke faerdig med at proeve at goere livet lidt bedre for ES og dets hjertelige indbyggere. Vil goere hvad jeg kan hjemme fra kolde DK naar jeg er kommet hjem.

Saa har jeg gjort en forskel? Ja en lille en og nok ogsaa mindre end jeg havde forventet i december hvor jeg var meget sikker paa at jeg sagtens kunne redde verden med mine kompetente vesterlige evner. Jeg har laert meget og gjort mit bedste - givet alt jeg havde i alle situationer.

Og nu venter der nye eventyr forude. De sidste indkoeb er gjort og jeg er klar. Saa klar som man kan blive tror jeg. Jeg glaeder mig, ingen tvivl der, men som sagt har det hele gaaet ret staerkt og jeg tror ikke helt jeg har forstaaet at jeg sidder paa vej til Argentina i morgen. Noget der saa laenge har vaeret en droem bliver opfyldt nu - imorgen. Jeg har brugt de sidste 2 dage her paa La Estansia, der er den sikre base her i San Salvador. Som den sidste i volontoergruppen sidder jeg tilbage og proever at forstaa at intet bliver som foer. Men videre skal man.

Andres og familie kommer og henter mig i lufthavnen, saa det kan i ikke gaa helt galt, og saa tager vi videre ned til deres hjem for at moede dem alle sammen. Derfra tager vi paa en tur ned til Puerto Madryn for at moede lidt mere familie og forhaabligt ogsaa et par hvaler. Paa egen haand tager jeg videre til Bariloche, for at spise mig tyk i chokolade, op til Mendoza for at svaeve mellem Andesbjergene og tilslut en uge i Buenos Aires for at blive slaaet omkuld af stemningen, shoppe de sidste pesos vaek og finde Evita. Det er planerne nu og saa maa det briste eller baere.

Fortsaettelse foelger.. om ikke saa laenge