Hahei. Eller Hei's ånde, som det betyder på Maori. Hei var en gammel krigerhøvding, der satte sig massivt på Coromandel-området, som vi er kommet til. Efter at have tævet de lokale, kravlede han op på den højeste klippe, han kunne se, og proklamerede: "Alt det, som jeg kan se herfra , tilhører mig". Og det var en temmelig høj klippe. Sejlede lige forbi den i dag på min fantastiske havkajak-tur. Vores guide Hayden er godt inde i Maori-stoffet.

Havde jeg været Hei, havde jeg nok gjort det samme. Her er forbandet smukt med smaragdgrønt, krystalklart vand og lodrette klipper og vulkanøer med en grøn farve, der slet ikke findes i Danmark. Bounty-land! Har fordoblet knipse-kvoten på kameraerne. Dog først i dag, for i går var der overskyet, støvregn og diset. Derfor brugte vi dagen i den lidt større by Whitianga og på at køre ture i området, blandt andet til Cooks beach, hvor den kære kaptajn også lagde til med Endeavour. Men i dag har nogen fejet de fleste skyer til side, så af sted med den politiske redaktør i havkajakken med en gruppe på 8 og en solcreme på 20.

Formiddagen brugte vi på Hot Water Beach, hvor 60 grader varmt vand siver 2 km op gennem undergrunden og sandet. Så konceptet er simpelt. Man tager en spade ved lavvande, graver sig et hul, og vupti så har man en hot tub. Med streg under hot. Det var ikke helt til at styre varmen, så det var mere kuriøst end behageligt.

Har netop sat en syndig mængde burgere til livs efter stor succes på husets gasgrill. Så er det sommer.

I morgen er sidste dag i Hahei, og her tager Margit og Alfred ud på en glass bottom boat i et par timer, mens jeg dyster med Sofie i Nintendo.

Høje feriehilsener fra Sofie, Alfred, Margit og Ulrik

p.s. Der kommer masser af fotos på bloggen senere, men internetforbindelsen er ikke til det lige nu.