Kære alle

Så er vi hjemvendt efter en uges tur indtil det centrale Australien og ikke mindst Ayers Rock (Uluru, som de kalder stenen hernede).

D. 10. april kl. meget tidligt blev jeg vækket af fødselsdagssang og morgenmad på sengen, og så tog vi ellers bussen til Melbourne lufthavn, hvorfra vi fløj kl. 07.40. Efter et kort stop i Adelaide ankom vi til Alice Springs ved middagstid, og så tog vi direkte til vores hostel hvor vi stillede vores bagage inden vi gik en tur i byen. Da vi bestilte hostel havde vi sørget for at vælge ét med pool for midt i den australske ørken er der jo brandvarmt. MEN det var der bare ikke på min fødselsdag, så i stedet måtte vi sidde med en trøje på og drikker et par øl inden vi tog ud og spiste fødseslsdags-pizza. Alice Springs er en ganske lille by (27.000 indbyggere), men det der slog os mest var alle de aboriginals der hang ud på alle gadehjørner med øl i hånden. Vil nødigt lydig alt for fordomsfuld, men det var virkelig tydeligt at dette er en befolkningsgruppe der har store problemer med vold, stoffer og alkohol og som har meget svært ved at blive integreret i den ellers så civiliserede australske befolkning.

Kl. 07 dagen efter sad vi i en bus med 19 andre backpackere og vores tur-guide for de kommende 5 dages bustur. Første dag vandrede vi et par timer rundt omkring Kings Canyon, og ellers brugte vi en del timer i vores bus og kom frem til vores overnatningssted kl 21.30. Vi skulle sove under åben himmel rundt om et bål midt ude i bushen uden hverken toilet, vand eller andre luksusting. Det var en meget kold nat, så det gjorde ikke så meget at vi næste morgen skulle op kl. 5 for at køre ud og se solopgang over Uluru. Desværre var der en del skyer på himlen, så stenen var ikke badet i rødt lys, som man ellers ser på postkort. Vi spiste morgenmad med udsigt til Uluru og Kata Tjuta (The Olgas) og kørte så hen for at vandre om Kata Tjuta, som er nogle sjove stenformationer tæt på Uluru. Om eftermiddagen kom vi til Uluru, hvor vores guide fortalte om historien og kulturen omkring klippen. Normalt kan man bestige klippen, der er ca. 350 meter høj og 9 km i omkreds!, men pga. for meget vind havde de lukket for den mulighed. Solnedgangen var dog også præget af skyer, så vi har ikke fået det perfekte postkortbillede i kassen. Om aftenen sov vi igen udendørs blandt kravl og kryb, men denne gang dog på et campite med borde, bad, toilet og lys.

Næste dag begyndte vi at køre sydpå mod Adelaide og efter en 8-10 timer i bus nåede vi frem til Cooper Pedy, som er en by berømt for deres opal-miner. Hele banden spiste pizza på en restaurant og så ellers videre til en bottleshop for at købe forsyninger af øl og billig vin. Vi festede til ud på natten og kunne så ellers gå i seng. Ja, i seng! Vi sov på en underjordisk sovesal, og næste morgen var det rart at kunne snue helt til kl. 8.

Dagen efter var vi rundt og se på mine-byen og blandt andet nede i en gammel mine og så også et af de underjordiske huse, som 70 % af byens befolkning på lidt underlig vis har valgt at bosætte sig i! Igen en dag med mange timer i bus inden vi nåede frem til endnu en udendørs campsite.

Den sidste dag kørte vi de 400 km tilbage til Adelaide og undervejs så vi balndt andet en saltsø og var på vingård til smagsprøver. Vi ankom til vores hostel ved kl. 19, hvor vi var ret brugte og trængte til et bad efter 5 dage som ægte friluftsmennesker.

Vi fandt en billig restaurant med kæmpe bøffer, og så sov vi ellers inden kl var 22. Mandag afgik vores fly først kl. 21.40 så vi havde hele dagen til at gå rundt og opleve Adelaide. Vi spiste morgenmad i centrum, gik en tur på "strøget" og var på rundtur på en chokoladefabrik. Vi nåede også et par timer på stranden i dejligt vejr, inden vi tog mod lufthavnen og flyet tilbage til Melbourne.

Hvordan kan en lang smøre af sådan en beskrivelse så opsummeres? Vi havde en rigtig god tur og mødte en masse flinke unge mennesker. De første dage med Kings Canyon, Kata Tjuta og Uluru var klart de meste spændende med den spektakulære natur. De sidste brugte vi meget tid i bussen, og hvis man siger de tyske motorveje er kedelige, så kan man vist også roligt sige det samme om vejen fra nord til syd i Australien. Utroligt at man i løbet af 2100 km i åbent landskab uden nogen nævneværdige byer kan se så få dyr. Men det centrale Australien er en ørken med meget få vandhuller, så måske det egentlig er meget logisk.

Kunne sagtens fortælle mere om vores tur, men tror at billederne beskriver vores oplevelser bedre end jeg formår at sætte ord på.

Nu er vi tilbage i dejlige Melbourne og Julie er gået i krig med nogle afleveringer. Jeg kun har 3 vagter på arbejdet i denne uge, så forhåbentlig tillader vejret en tur til stranden en dag