Wuhu, så blev det også d. 1 september i år! Det betyder 2 ting. Vi skulle videre fra Antigua til Panajachel ved Lake Atitlan.. oooooooooooooooog at min fødseldag nærmer sig med hastige skridt. Det betyder sikkert flere andre mere betydningsfulde ting, men det var det eneste jeg lige kunne komme i tanke om.

Denne gang skulle vi ikke med en privat bil, men derimod en "Chicken-bus". Jeg har postet et par billeder af dem i mine fotos, men det er i bund og grund en gammel amerikansk skolebus, hvor de har malet dem i alle mulige sjove farver og taget den gamle motor ud for at skifte den til en meget voldsom motor, og det kan i særdeleshed høres når de kører forbi.

Vi kommer ind i bussen da der stadig er en del pladser, og vi får alle sammen lov til at sidde godt. Da bussen kommer længere og længere op i bjergene hober det sig op med mennesker. Chicken-busserne er kendt for at proppe den til der simpelthen ikke kan være flere i bussen, og ja, det levede de op til. Jeg sad i 2 timer i midten mellem 2 tykke indianere, de her sæder var kun beregnet til 1½-2 mennesker, men nu sad vi 3 og mine knæ var mast op imod metalet foran, men jeg kunne intet gøre.

Da vi endelig kommer ud, så føltes det virkeligt som om at en dværg havde sparket til mine knæ i 2 timer timer i træk, uafbrudt.. ikke sjovt :(.

Nå, vi stod af i chichi, som skulle indeholde centralamerikas største marked. Jeg ved i restauranten med chris, da jeg ikke er den store markedperson, og de andre kom da også hurtigt tilbage, da det ikke var noget særligt.

Vi besluttede nu at tage en privat bil istedet for chicken-bussen, da vi ærlig talt havde fået nok af en ellers sjov og vanvittig oplevelse.

Vi kom til Lake Atitlan, og hvilken sø! Den var virkelig flot og imponerende, rundt om søen var der flere store vulkaner som skød op fra ingenting..

Vi var alle meget trætte da vi kom frem, så vi lavede ikke meget mere den dag, bortset fra at spise lidt mad.

Næste dag var dagen, hvor Tom min roommate skulle tilbage til hotellet i Antigua, fordi han næste dag skulle flyve tilbage til England for at starte på Universitetet igen. Vi fik sagt farvel til ham, og dette betød at han ikke kunne deltage i det planlagte homestay hos en lokal familie om aftenen.

Nogle af de andre tog på en kedelig bådtur om dagen, og jeg blev hjemme samme med Tom. Kl. 16 skulle Tom så med shuttle-bussen tilbage til Antigua, og Chris kom samtidig tilbage fra bådturen og hentede mig. Vi skulle over på den anden siden af søen, til øen San juan. En lille flække.

Hvad der ikke var planlagt, var en mindre storm, så der var rigtig store bølger, og båden vi skulle sejle med er ikke et objekt som jeg ville kalde sikkert på nogen måde. Chris og jeg sad og græd hele vejen over på den anden side, i hvertfald tæt på, fordi det var meget modbydeligt, og jeg havde konstant øje på min redningsvest!

Nå, vi klarede den, og vi ankom til San Juan. Vi fik tildelt en familie hver, og gik hen for at se vores hus.

Vi mødte først konen i huset, i huset boede også konens mor, og deres 2 børn Christian og Rebecca.

Vi kom op på første sal og blev vist det første rum.. Det var en stor dobbeltseng, og straks kigger Chris og jeg på hinanden..

Nej nej nej, vi skal fandme ikke sove i samme seng, altså godt nok er han meget flink osv. men jeg foretrækker nu at sove med min kæreste!

Heldigvis havde de et identisk rum med endnu en dobbeltseng, så vi kunne være rolige igen!

Efter vi havde droppet tingene blev vi vist rundt i byen af 2 fra den institution som arrangerer homestays, og det var meget sjovt at se hvilke projekter de arbejde med.

Vi kom tilbage til huset hvor vi skulle have aftensmad. Vi kunne med det samme se at vi i hvertfald skulle have Tortillas, Kartofler og Bønner(Ranchero style).. Vi sad blot og håbede på at der kom noget kød, for det var sgu ikke holdbart.. men nej, det gjorde der ikke.

Vi fik sat os til bords, og vi var de eneste der fik en gaffel og store portioner, de andre måtte spise med fingrene og spise meget lidt mad, og det fik jeg det sgu ret dårligt over, nå men de var nu glade alligevel.

Chris kan heldigvis snakke spansk fordi han har boet i Madrid og Costa Rica, så det var rimelig heldigt, da jeg nok havde været på bar bund uden ham. Vi fik snakket en masse med dem.

Under maden blev nye mennesker ved med at dukke op, og vi fattede til sidst ikke hvordan de 4 mennesker vi mødte i starten nu havde udviklet sig til 10. De var åbenbart 10 mennesker der boede i samme hus, så det var lidt flere end vi havde regnet med.

Børnene kunne rigtig godt lide os og fandt os meget spændende, i hvertfald holdt den 7-årige pige om mig hele tiden, mens Rebecca på 1 år hele tiden holdt sig til Chris. Jeg fik også overleveret et transformer-fly af Christian på 4 år, men jeg afleverede det igen, trods det var en fin gestus!

Vi fik lagt os til at sove om aftenen, eller sove kan man ikke sige, for her på øen der kan hunde godt lide at gø konstant.. og når de endelig lukker munden efter 4 timers konstant gøen, så starter hanen sin morgenvane med at gale som bare fanden, så det var rigtig nedtur.

Well, vi skulle afsted kl. 7 om morgenen, alle sov, så vi listede os ud. Dog kom den 7-årige pige ud og gav os et kram, hun var rigtig sød!

Nu skulle vi tilbage mod Antigua, hvor turen skulle slutte dagen efter..

Adios!