Profile
Blog
Photos
Videos
Hola, hej, hello, ciao..
Som i kan forstå på min tidligere blog, var Rio Dulce og en såkaldt Jungle-Lodge mit næste stop på denne 16-dages odyssee fra Mexico til Guatemala.
Junglen havde indtil da ikke været noget for mig, da jeg både var blevet syg og levet steder med dumme mus, så jeg så ikke frem til dette stop, hvor vi skulle overnatte i 2 nætter.. Marco får kørt os frem til Rio Dulce som samtidig var sidste stop med varmt vejr, da vi herefter skulle drage til Antigua i bjergene.
Vi ankom ganske sikkert til Rio Dulce, hvor vi herefter skulle hoppe på en båd i 1 minut. Vi skulle nemlig blot over på den anden side af søen, hvor vores jungle-lodge lå.
Men hvilken jungle! Jeg er på nippet til at kalde den en 5-stjernet-jungle, fordi den havde det hele. Trådløst internet, swiming pool med tilhørende pool-bar, vaskefaciliteter osv.! Næh, så var Rasmus glad igen.
Her i denne jungle-lodge numererer de ikke hytterne men derimod kalder dem for fuglenavne, vel og mærke fugle som lever i Guatemala. Tom og jeg fik rummet Pijije, og på spansk siger man ikke "j" men laver en sjov lyd istedet, så det havde vi meget sjov med at rende rundt og udtale. Vi fandt senere ud af at Pijije er en and. Hvad gør den anderledes fra en dansk and, spørger du så? Den har andre farver.....
Nå, hytten var rigtig fin, og der var tilstrækkeligt med plads til at rode, som jeg har en tendens til, så snart der er mulighed for det.
Rejsedagen havde lydt på 4 timer, så en del af gruppen var trætte, men da guiden Chris siger at der ligger et vandfald 45 minutters kørsel væk, springer Tom og jeg til. Ingen andre var friske, så det blev en ren drengetur bestående af Tom, Chris og jeg, hvilket jeg ikke havde noget som helst imod.
Vi tager igen båden i 1 minut til den anden side af søen, hvor vi skulle møde den collectivo som skulle fragte os til Vandfaldet. Det specielle ved dette vandfald er, at det ligger i junglen. Vandet er koldt, men det vand som løber ned, altså selve vandfaldet er utroligt varmt, faktisk helt perfekt.
Vi finder hurtigt collectivoen og sætter os ind. Vi sidder og venter i 10 minutter. Denne collectivo har plads til 14 mennesker inklusiv chaufføren. Vi er på dette tidspunkt 13 mennesker, og vi sidder umiddelbart og venter på en sidste mand eller kvinde, hund eller kat.
Pludselig møder 15 mennesker op, Tom og jeg kigger på hinanden og vi ved begge hvad klokken har slået.. De skulle med på denne tur.
Det ender med at vi nærmest ligger oven på hinanden inde i denne bil, folk sidder på skødet af hinanden, en mand står på stigen ude på selve bilen.. Det vil sige at vi var 28 mennesker inde i, uden på og oven på denne lille collectivo, det var noget af en oplevelse.
Vi kommer frem til vandfaldet, men først måtte vi forbi en masse små børn der var meget aggressive for at sælge deres pandekager til os, men vi klarede os uden om dem!
Vandfaldet var fantastisk!
Forestil jer at blive kølet ned i en forfriskende lille sø, for derefter at svømme hen imod det kraftigt rindende vand, som har en temperatur, som du selv sætter den på i dit morgenbrusebad.. helt utroligt perfekt, og jeg har helt bestemt aldrig haft et så godt brusebad som der.. Vi spenderede 1 time der, og fordi det var før lukketid var vi de eneste tilstede, hvilket bare gjorde oplevelsen endnu mere unik, og det var alt i alt noget af det fedeste jeg har oplevet på denne tur.
Vi fik noget tørt tøj på og bevæget os op imod hovedvejen igen, hvor vi skulle nå dagens sidste collectivo.. Sikkert bare en standard tur hjem, siger du? Kunne det blive mere skørt og oplevelsesrigt end turen herhen? SI!
Vi venter i 20 minutter og der kommer en collectivo kørende, vi griber vores ting og vinker den ind til siden. Vi kan se at en mand står halvt ude og halvt inde i bilen, og vi kan med det samme se, at der ikke bliver plads til os inde i bilen. Tom havde før turen sagt, at han altid har villet sidde oven på taget af en kørende collectivo, og hvad skete der? Vi får lov til at kravle op på taget, og der sad vi så, Tom, Chris og jeg, lykkelige!
Vandfaldet var oppe på et slags bjerg, så det betød at vi i 45 minutter måtte sidde og holde godt fast, for hernede bremser man ikke op i hverken normale eller hårnålesving.. Det var virkelig morsomt og en oplevelse for livet. På toppen af taget havde vi en fantastisk udsigt over en sø, flere store bjergkæder imens solen fandt sin vej ned bagved bjerget. Det var virkelig smukt og en fantastisk oplevelse, som helt sikkert har været noget af det bedste.
Næste dag brugte jeg på at uploade billeder og andre praktiske ting.
Dagen efter skulle vi nemlig på en 4-timers køretur sydpå. nemlig op i bjergene forbi hovedstaden Guatemala City op til Antigua, den tidligere hovedstad i Guatemala.
Alt i alt et dejligt ophold i denne jungle, hvilket nu har gjort, at jeg har et mixed syn på junglelivet!
Håber vejret derhjemme er okay, ellers skal jeg prøve at sende noget varme hjem til jer!
Vi ses snart!
- comments