Legeonkel i Shatila flygtningelejren, eksorcisme, koranskoler og tjenere med skarpladte våben

I den just overståede weekend var jeg atter draget til konfliktprægede områder i Libanon (dem er der en del af). Fredag eftermiddag var jeg i Shatila-flygtningelejren, som blev udsat for folkedrab (vedtaget i FNs generalforsamling) i september 1982, hvor en kristen med milits med hjælp fra israelske styrker under Ariel Sharons ledelse massakrerede folk i hundredvis. Israelske soldater udrustede den kristne milits, transporterede dem til lejren og affyrede nødblus for at oplyse lejren om natten, mens massakren stod på, samtidig med at israelske soldater omringede lejren og gjorde det svært for civile at undslippe. Den israelske Kahan kommission konkluderede, at daværende forsvarsminister Ariel Sharon bar personligt ansvar for massakren. Derudover er lejren blev bombarderet af israelsk artilleri, og den har været involveret i kampene mellem forskellige væbnede palæstinensiske grupper.

Alt den vold har sat sine spor. Selvom lejren i dag tilbyder et liv med en materiel levestandard på niveau med mange andre steder i Mellemøsten (ikke at det på nogen måde er prangende), så kan man tydeligt mærke, at livet i lejren rent psykisk og socialt er påvirket af den blodige historie. Selvom folk er på en anelse højere materielle niveau end millioner af mennesker i Kairo (hvor fattigdommen er ekstrem), så kan man mærke, at mange er påvirkede af krig og vold.

Mange børn og voksne (som i dag kommer fra både Palæstina, Libanon, Syrien og Bangladesh) har flakkende blikke, er generte, usikre, og ikke just fyldt med tillid og selvtillid. Blandt børnene var de to mest udbredte adfærdsmønstre enten introversion og generthed, eller overgearet, distræt og voldsom adfærd over for andre personer. Vi fik at vide, at det skyldes traumer fra både Syrien og det generelle miljø i lejren.

Vi fra AUB var der i samarbejde med en NGO for at lave sociale aktiviteter og lege med børnene nær et ungdomscenter i lejren. De studerende blev inddelt i grupper og skulle så lege forskellige lege med børnene. Jeg deltog i 'spejl'-legen, hvor jeg skulle foretage nogle bevægelser, og så skulle drengen over for mig efterabe dem. Vi endte med også at lave andre lege, og det var fedt at mærke, hvordan en lille ting fra vores side (som at afsætte er par timer en fredag eftermiddag) kunne være med til at sprede glæde og gode tider for så mange børn i en så svær situation.

Dagen efter tog jeg med min kammerat Carl fra klassen til Tripoli i det nordlige Libanon. Også der er den sekteriske vold for alvor blusset op i takt med udviklingen i borgerkrigen i Syrien. Det skyldes, at Tripoli er hjem for mange af Libanons alawitter, der tilhører samme sekt som Bashar Al-Assad og har forbindelser til Hizbollah, og samtidig er hjem og fødested for Libanons salafist-bevægelse, som støtter militante sunni-oprørere i Syrien. Skududvekslinger mellem alawitternes kvarter og den sunni-islamistiske nabokvarter har hørt til den normale tilstand i Tripoli siden midten af 70'erne. Måske derfor er det yderst sparsomt med turister i Tripoli, hvilket jeg nød til fulde.

Vores første stop i Tripoli var den store korsridderborg i centrum af den gamle by (Ja, jeg er ved at være halvtræt af korsridder-ting). Efter et hurtigt kig rundt gik vi ned til Tripolis souq. Hele området er i velholdt ottomannisk stil, og der er flere exceptionelt flotte khans (store gårde eller åbne gangstrøg bygget til særligt prestigiøse butikker), hvilket sammen med myldret af mennesker giver en fantastisk autencitet, man ikke finder ret mange steder. Efter at have travet rundt i souqen var vi inde og se to forskellige moskeer med indbyggede koranskoler: populære blandt Tripolis salafi-bevægelse. Både koranskoler og moskeer er ligesom mange dele af den gamle del af Tripoli fra ottomannisk tid.

Efter at have set på koranskoler og moskeer i den næsten ulidelige varme gik vi ind på en café for at få noget at drikke. Ejeren troede ikke sine egne øjne, da han så os. Han talte ikke engelsk, men med den smule arabisk, jeg efterhånden har lært på AUB, forstod jeg, at han spurgte "Hvor er I fra, og hvad fanden laver I her i Tripoli, af alle steder?" på en overrasket og målløs måde. På ingen måde truende. Da vi sagde, at vi bare var turister fra Danmark og Sverige, som gerne ville se Tripoli, spurgte han "I er godt klar over, at folk bliver skudt her, ikke?". Da vi sagde, at vi godt kendte til skududvekslinger mellem alawitter og sunnier i byens udkant, sagde cafeejeren: "Jamen, de skyder også folk her", forstået som i det område, vi var i i det nordvestlige centrum. For at bevise sin pointe, hev den tribal-tatoverede ejer op i sin trøje for at vise, at han havde en skarpladt pistol i sit bælte: "Forstår I?". "Ja" svarede jeg "…så tager jeg sgu bare en cola light". Efter at have drukket vores colaer satte vi kursen mod et traditionelt tyrkisk badehus fra ottomannisk tid - et såkaldt Hamaam. Her fik vi for 150 hver adgang til baderummet, vi fik en fuld bodyscrub, rygmassage og hårvask af bademesteren, samt te bagefter. Efter denne fyrstelige behandling købte vi noget mad til at spise på den næsten 2 timer lange tur tilbage til Beirut.

Dette skulle desværre ikke vise sig at være dagens sidste strabadser. Under busturen hjem, hvor jeg fik øvet mit arabiske med min syttenårige, libanesiske sidemand, indså jeg, at jeg havde fået noget dårlig mad. Jeg skulle på toilettet, og det var kritisk. Takket være en næsten overmenneskelig præstation af udholdenhed og viljestyrke holdt jeg mig indtil jeg kom tilbage til AUB og spurtede op ad trapper til mit badeværelse på fjerde sal. Med den enorme lettelse, jeg følte bagefter, har jeg nu en idé om, hvordan man har det efter at have fået udført en eksorcisme og er sluppet af med en modbydelig dæmon. Jeg beklager den latrinære afslutning på dette blogindlæg, og jeg kan på ingen måde love, at det bliver anderledes frem over.

I den kommende uge skal jeg færdiggøre vores klasses 'final project', hvor vi skal filme en arabisk udgave af Go'Morgen Danmark, hvor jeg er tv-kokken, der laver lækkerier og taler arabisk. Næste weekend skal jeg med min roommate til det sydligste Libanon til byerne Tyre og Qana, og så tager jeg nok til Chouf-bjergene og ser på Cedertræer og besøger druzer-byen Moukhtara.

Ma'assalam.