Pistolskud, gyserfilm og Hizbollahs Disneyland

Den seneste uge har - som de andre - været yderst interessant. Udover den fortsatte stejle læringskurve i undervisningen i hverdagen byder weekenderne på spændende og udfordrende oplevelser. Sidste lørdag var jeg i Saida - hjembyen for Sheikh Al-Assir, hvis militante tilhængere kom i ildkamp med libanesiske soldater i den weekend, jeg ankom til Libanon. Sheikh Al-Assir er siden hen flygtet til Syrien (!), for at være i fred og ro. Selve Saida er stor og smuk by rig på historie. Det første bevis herpå er den flotte korsridderborg, der ligger ved havnen i Saida hundrede meter fra stranden på en lille ø, som man skal tage en vindebro for at komme helt ud på. Vindebroer er jo mega seje.

Efter turen på slottet tog vi (mig og min rejsekammerat Carl) over til byens souq (arabisk for bazaar/marked), hvor vi til vores store skuffelse måtte indse, at alle cafeer og kebab- og falaffel-boder ikke solgte mad pga. Ramadan. Derfor gik vi over til et stort palæ fra ottomannisk tid ved navn Debanné Palace, som er åbent for offentligheden. Selvom huset havde en umiskendelig ottomannisk stil, var det også indrettet lidt spøjst og labyrintisk, der fik huset til at minde lidt om en kulisse fra en gyserfilm. Derefter gik vi ned til et sæbemuseum (ja, den er god nok: Rasmus Jacobsen går frivilligt på museum for at se på sæbe), hvor man kan få et indblik i Saidas historie for produktion af god sæbe. Dernæst gik vi ned til Saray-pladsen, som åbenbart var et område med en del palæstinensere. Udover en folkeskole fra FN-organet UNRWA, der hjælper palæstinensiske flygtninge overalt i Mellemøsten, var der også flere plakater af tidligere ledere og martyrer fra den palæstinensiske modstandsbevægelse. Hele tiden hørte vi skud i området og var derfor bekymrede, men som de tøsedrenge vi var, måtte vi indse, at der bare var tale om fyrværkeri af en art, der lyder som pistolskud. Efter et lynbesøg til nogle umanerligt kedelige ruiner fra fønikisk tid tog vi bussen tilbage til Beirut.

Dagen efter (søndag d. 21. juli - dvs. inden EU's beslutning om at anse Hizbollahs militante gren for at være en terrororganisation) tog jeg sammen med Carl og en fyr ved navn Marcus fra Beirut til Mleeta, som er et stort museum/propagandacentral langt sydpå i Libanon. Det er oprettet af Hizbollah med penge fra Hizbollah til ære for Hizbollah og deres endelige sejr over Israel i 2000 og senere i 2006. Stedet kaldes i spøg 'Hizbollahs Disneyland', men er officielt et 'Resistance Tourist Landmark'. For flere billeder end dem, jeg har taget, kan man gå ind her: http://www.mleeta.com/mleeta/eng/albums/album2/index.html.

Mleeta er udstyret med nogle af de sydlibanesere, der taler bedst til engelsk. De guider turister rundt på området og fortæller vidt og bredt om Hizbollahs herligheder. Vores guide Ali var formentlig direkte udvalgt af Hizbollah til den vigtige opgave, det er at lave PR-/propagandaarbejde for så kontroversiel en organisation som Hizbollah. Han var overraskende åben og villig til at tale om - og besvare vores spørgsmål om - yderst ømtålelige emner. Såsom: indblandingen i den syriske borgerkrig, bombeattentatet mod israelske turister i Bulgarien sidste år, antisemitisme, den brudte alliance med Hamas, Hizbollahs forhold til Iran osv. Desuden fortalte han vidt og bredt om Hizbollahs organisation. Der er flere hundredetusinder Hizbollah-soldater, men de fleste er i civil og har almindelig jobs. Men de er klar til at gribe til våben, hvis det skulle blive nødvendigt. Hizbollah har derfor kun nogle få tusinder 'fuldtidsansatte'. Og der er et enormt hemmelighedskræmmeri omkring tilknytning til Hizbollah, så de fleste naboer eller ægtefæller ville ikke vide, hvis en af deres nære var reservesoldat i Hizbollah. Ydermere har de fleste Hizbollah-medlemmer ikke telefoner, bankkonti etc. registreret i deres eget navn, og der er ingen officielle medlemslister el.lign.

'Museet' i sig selv var også ret interessant. Det første området hedder 'The Abyss' og er et stort hul på ca. 25 m i diameter, som er fyldt med ødelagte israelske hjelme, granater, klyngebomber, støvler, jeeps, pansrede mandskabsvogne, tanks og artilleri. Det bedste var en israelsk Merkava-kampvogn, hvor der var slået knude på kanonløbet. Midt i det hele har de rejst en stor gravsten med en Davids Stjerne og noget tekst på hebraisk om Israels nederlag. Ydermere var det store udendørs museum, som ligger på en afsides bjergtop, beriget med en stor rundtur til de bunkers, skyttegrave og sandsække, som Hizbollah brugte på bjerget under sin modstand mod de israelske invasioner. Museet havde også nogle indendørs faciliteter. Udover nogle udstillinger med gasmasker, rifler, radioer, billeder af grædende israelske soldater og andre artefakter ('gadgets' tror jeg, er det moderne ord), havde Mleeta også en prægtig biograf med plads til i hvert fald 120 mennesker. Biografen havde dog kun en forestilling (og vi tre knægte og vores taxachauffør var de eneste i salen til vores forestilling): en halv time lang, hardcore propaganda-film om modstanden mod Israel; inkl. flere nuancerede og historisk faktuelle taler af partiets generalsekretær Hassan Nasrallah.

Efter den lange rundvisning var det selvfølgelig bydende nødvendigt at besøge Mleetas 'gift shop'. Selvom de havde enkelte sjove ting, som et stor ur med Hassan Nasrallahs ansigt på urskiven, var udvalget skuffende tyndt. Vi købte alligevel lidt snold og tog så taxaen tilbage til Beirut. I næste blogindlæg kan jeg byde på historier fra mit besøg til den berømte og berygtede by Tripoli i det nordlige Libanon og historier fra mit besøg i den berømte og berygtede palæstinensiske flygtningelejr Shatila.