At krydse grænsen mellem Peru og Bolivia, gjorde umiddelbart ikke den store forskel. I Bolivia er der stadig flotte landskaber og små tykke damer i mønstrede kjoler, som griner, når de ikke forstår en. Mængden af herreløse hunde er bestemt heller ikke blevet mindre og bygningerne ligner til forveksling hinanden.

Vores første møde med Bolivia var Copacabana, en lille hyggelig havneby ved Titicacasøen og Bolivias nok bedste bud på strand, der på ingen måder kan måle sig med stranden af samme navn i Brasilien - håber vi i hvert fald ikke.
Copacabanas GADE var spækket af små mønstrede butikker, og det fangede os med det samme. Udover disse mønstrede gadebutikker og restauranter, havde Copacabana ikke så meget at byde på, så vi fortsatte vores færden videre til landets største by, La Paz.
Vi forelskede os hurtigt i denne fantastiske by, som er fuld af liv og muligheder. Markeder er der masser af, og vi besøgte vist dem alle;
Det sorte marked, hvor tingene er så billigt, at det kun kan være ulovligt. Det er det også, men alle virker til at være ligeglade - selv politiet, for de kan jo også købe varer til en god pris.
Heksemarkedet, hvor der hænger døde lamaer overalt, som skal graves under fundamentet, når der bygges nye huse. Ja, så er du sikker på en god fremtid i huset.
Sidst, men ikke mindst, det helt almindelig mønstrede marked med alt fra grydelapper til bolde.
Den sidste dag i La Paz besøgte vi byens rige kvarter og det sydamerikanske Noma, El Gustu som er åbnet af den danske kok Claus Meyer. Her fik vi intet mindre end gourmet mad til bolivianske priser - ikke dårligt.

Sucre fangede os ikke helt og mindede nok mest om en ferieby i Sydeuropa - det er vel ikke derfor man tager til Bolivia?

Vi fortsatte vores rejse til Uyuni og det blev ikke helt uden problemer. Midt i ingenting stoppe bussen og en mand prøvede at fortælle os på spansk, at vi skulle gå herfra i en time for at komme til Uyuni. Det var selvfølgelig ikke en del af ruteplanen, men på grund af strejke, var der lavet vejblokader, som bussen på ingen måde kunne komme forbi.
Vi tog rygsækkene på ryggen og gik i retningen mod byen. Vejblokaderne var til vores overraskelse bare små sten og plastikflasker, så vi trissede lige så forsigtigt over og videre mod Uyuni.
Nu viste Bolivia, at det er Sydamerikas fattigste land. Uyuni er en meget trist og støvet by, hvor indbyggerne ikke engang har deres eget toilet. Vi så flere forældre, som havde taget deres børn med uden for byen, så de alle kunne "gå på toilet". Husene er lavet af ler og siv og taget, som består af platsikplader, holdes fast med sten. Byens gader var fyldt af affald, og lignede mest af alt en forladt gammel western-by.

Det sætter ganske enkelt tingene i perspektiv.

Adios
/Rikke og Lizette