Efter et års planlægning blev det endelig dagen, hvor rejsen til Wellington i New Zealand begyndte for Brian og jeg. Da vi har brugt mange timer på at organisere opholdet, var det for os begge surrealistisk endelig at kunne begynde turen. Vi er begge spændte og glæder os til syv måneder fyldt med nye mennesker og oplevelser. Dog er vi en anelse nervøse, overfor de udfordringer der venter i forhold til undervisningen og miljøet på universitetet og hvordan det kommer til at påvirke vores faglige udbytte.

For mit vedkommende startede rejsen på Skørping station kl.7.40 sammen med en meget tårevæddet familie (mig selv inkluderet!) og jeg må indrømme, at det var frygtelig hårdt at sige farvel til min dejlige familie, som jeg kommer til at savne så meget. Den kære DSB dame ser at vi alle græder og siger "det er også hårdt når de tager afsted til Roskilde festival, det er jo et farligt sted!", da dørene lukker får jeg fortalt at det nu er New Zealand jeg skal til i syv måneder, hvorefter hun også begynder at græde. Lidt anderledes så det ud i Hobro, hvor en hel farvel-komité havde stillet sig op for at sige farvel til Brian og der blev vinket farvel til håndledende ikke kunne mere! Togturen går ganske fint og vi brugte tiden på at læse lidt i lonely planet bogen og snakke om alle de ting vi skal opleve. Halvejs inde i togturen giver min kære moder op og er nødt til at ringe for at høre hvordan det går(det er ikke uden grund hun kaldes momma-bear).

Vi ankommer til Kastrup lufthavn kl.12.37 og her ses det tydeligt at der står sommer på kalenderen - Vi har aldrig set så mange mennesker i Kastrup før! Vi checker ind, kommer igennem security og paskontrollen, finder gaten, boarder flyet og pga. et manglende stykke papir fra Dubai og motorproblemer bliver vi en time forsinket og flyver først kl.17. Langt om længe går turen mod Dubai og vi lander i Dubai ved 1 tiden om natten, hvilket åbenbart er Dubai lufthavns travleste tid på døgnet, så det vrimler med mennesker overalt. På toilettet i lufthavnen, vil jeg børste tænder, sætter mig ned på hug for at åbne min taske og formår at revne mine bukser. Herefter opstår der en smule kaos på toilettet, da alle kvinderne er klædt i burka og højst sandsynligt bliver en smule stødt af mine ellers, meget kedelige sorte underbukser. Jeg skifter bukser, smiler til damerne på vej ud og skynder mig væk. Da vi har en times ventetid, beslutter Brian sig for at hente noget vand til os. Brian farer vild i den ellers meget simple terminal, som består af en lang gang og vender, på meget dramatisk vis, tilbage et minut før vi skal tjekke ind til det næste fly.

Næste flyvetur går mod Kuala Lumpur og her skal vi kun lande for at tanke flyet, så vi er hurtigt videre igen mod Melbourne. Disse to flyveture samt ventetiden i Kuala Lumpur tager tilsammen 17 timer og vi har efterhånden mistet fornemmelsen for tid, fordi vi hele tiden flyver ind i nye tidszoner og vi kan godt mærke at vi har været undervejs i lang tid. Vi lander i Melbourne ved 1 tiden og her er der absolut ingen mennesker og alle butikker er lukkede, så vi bruger de seks timers ventetid med at skifte tøj, sove og vandre rundt for at få blodcirkulationen i gang i vores hævede ben. Ved syvtiden om morgenen går turen videre mod Auckland i New Zealand og da vi flyver ind over New Zealand ser vi med det samme, hvorfor folk er så betagede af landet. Der er bjerge, krystalblåt vand, strande, skove, floder, søer, øer og det hele ser fantastisk ud. Da vi kommer ud af lufthavnen forventer vi at det skal være vinter, men vi bliver i stedet mødt af hvad der føles som 20 grader og sætter os på en bænk og nyder solen inden vi skal videre med det næste fly.

Om aftenen flyver vi videre til Wellington, imens vi sender onde tanker til vores rejseselskabs-dame, der har glemt at sige til os, at hun kun har bestilt 20 kg bagage i stedet for de 30 kg, som vi måtte have med på alle de andre flyvninger. Det blev en halvdyr regning, som helt sikkert skal videresendes til rejseselskabet! Flyveturen til Wellington foregår i tung søvn, fordi ingen af os kan holde øjnene åbne et sekund mere vi bemærker ikke at vi letter eller lander. Vi finder en taxa og bliver kørt til vores hostel, som er virkelig lækkert, og efter en time er vi faldet omkuld i sengene på vores 6 mands værelse.

E noho ra!