Kl. 4 ringede vækkeuret og snart var vi på vej i en taxa til meeting point for vores tur til "The Rice Terraces". På vejen i taxaen fik man et glimt af Manilas fattigdom. Mange steder lå små børn og sov på gader og stræder. Stort set alle uden nogle voksne omkring dem. Kun beskyttet af det stykke pap de havde over sig og af de andre børn. Mens vi ventede på vores tour bus kunne vi på den anden side af vejen følge en mor vågne op på gaden. Hun stod op, vaskede sig, pakkede "sengen" sammen og kærtegnede hendes stadig sovende børn.

Kl. 6.00 kom vores guide Joey. Vi hoppede ombord minibussen sammen med et Østrigsk par og så var vi på vej mod Banaue og The Rice Terraces. Vi ankom til vores Hotel ved 15.30 tiden og det var ikke til at se en pind. Vi var langt oppe i bjergene og skyerne lå så lavt at man kun kunne se 2 meter frem. Vi nød at lave ingenting og gik tidligt i seng.

Næste morgen var det tid til vores tur til Ris Terasserne. Nu med en ny guide, Kenneth. Joey som mente at vi alle var "fit" anbefalede at vi tog to vandreture for at få mest ud af turen… Hmmf.

Vi skulle dog først køre lidt og hoppede derfor ombord vores Jeepney kaldet "Bethel". Jeepneys er den foretrukne måde at komme omkring på her på Fillippinerne og kan bedst sammelignes med en lille bus. Jeepneys er gamle Jeeps Amerikanerne solgte, gave væk eller efterlod her efter krigen. De blev derefter lavet om til små busser og fik navnet Jeepney, en sammentrækning af "Jeep" og "Honey" som de havde hørt Amerikanerne bruge om deres elskede.

Først vi skulle vandre til Batad Village hvor der skulle være utrolig smukt. Vi nåede at gå ca. 5 min før undertegnede var indehaver af to stk. våde sokker. Det øsregnede og vandet flød ned af bjerget hvor vi vandrede. Efter en time ankom vi til landsbyen. Vi satte os til rette med en cola klar til at nyde udsigten. Der var dog lige den detalje at til trods for at regnen var forsvundet, var skyerne stadig så lave at ingen kunne se noget som helst. Vores guide viste os et postkost af hvor smuk en udsigt der normalt er. Vi mistede alt håb om at se dette vidunder.

Efter en lille pause var det tid til at se landsbyen. Pludselig blev skyerne færre og færre og inden længe kunne vi se hvilket utroligt sted vi befandt os. Alle steder man så hen var der ris marker. Disse blev gravet ind i bjergene ved håndkraft for ca. 2000 år siden. Eftersigende ville ris terasserne nå halvvejs rundt om jorden hvis de blev lagt ud, side mod side. Det var et meget imponerende sted at befinde sig og bestemt vandreturen og de våde sokker værd! Vi vandrede lidt rundt i markerne, eller rettere ind i mellem markerne. Klatrede på siden af markerne og fik taget en masse billeder.

Tilbageturen var op ad bakke. Og hvis der er noget jeg ikke er fan af så er det op ad bakke! Jeg overlevede dog og havde stadig min min nærdøds oplevelse i vente…

Vi snakkede lidt frem og tilbage om hvorvidt vi ville have vandretur nr. 2 med. Klokken nærmede sig 16.00 og lidt trætte var vi. Vi besluttede alle 4 at vi ligeså godt kunne nuppe den ekstra tur med, den skulle ikke tage så lang tid nemlig. Vi hoppede igen ombord "Bethel" og drog mod Bangaan Village. Vi stoppede, hoppede ud og kunne fra hvor vi var se ned på landsbyen. Vi blev enige om at det var fint at se fra hvor vi var og at vi ikke behøvede vandreturen ned og op igen. Vores guide foreslog at vi gik lidt længere frem ad vejen for et bedre udsyn. Der var bare lige den lille detalje at der havde været et mindre jordskred og vejen var blokeret. I mit hovede var det logisk at sige "øv bøv det var ærgeligt" og vende om. Men inden jeg fik set mig om var vi alle i færd med at klatre over jordskedet.

Vi fik kigget os omkring og gik tilbage til "Bethel" over jordskredet som blev mindre og mindre grundet de effektive arbejdsmænd og deres store arbejdsmands biler. Næste problem vi mødte på vores vej var jo som opdaget, at vejen var blokeret. "Bethel" mente at hun godt kunne vende rundt på den lille bitte vej ved klippe kanten. Fint fint, så længe jeg måtte kigge på udefra! På mirakuløs vis fik denne bus vendt rundt på minimal plads og vi var nu klar til at vende næsen hjemad….

I mellemtiden blev der dog ved med at dukke nye biler op som alle holdt i kø for at komme forbi jordskredet… Hvilket betød at vores nye udvej var godt og grundigt blokeret! Hvordan forstår jeg stadig ikke, men guiden og chauførren fik mast alle biller forbi og arrangeret resten lagt inde i vejkanten så vi kunne komme ud og hjem!

Det skulle dog vise sig at vi var lige vidt. Efter 5. mins kørsel mødte vi det næste jordskred og nu var vi så fanget mellem to. Dette jordskred var et træ og en masse jord og var lige styrtet. Chaførreren gik igang med sin kniv (?!) og med hjælp fra andre begyndte de at hugge træet i stykker, bid for bid. Vi begyndte at vandre med vores guide istedet for at sidde i "Bethel" under et ligeså ustabilt træ….

Inden længe kunne vi høre lyden af "Bethel" og var endelig på vej tilbage til hotellet. Igen uden den mindste smule udsyn, men nu grundet at solen for længst var gået ned. Vi holdt vejret og klarede turen uden flere jordsked. Overflødigt at sige. Vi sov godt den nat!

Næste morgen gik turen tilbage til Manila. Inden vi blev smidt af ved vores respektive hoteller/hostels (et meget fancy kæmpe hotel/et lille hostel med vakkelvorne køjesenge) skulle vi dog lige en tur ind i sportens verden. En af de mest populære aktiviteter her i Fillipinerne er "Cockfighting". Haner der slår hinanden ihjel -Great.

Vi kom ind i en kæmpe arena og fik hurtigt en god plads med udsyn til banen. Jarod fiskede sit kamera frem og i det øjeblik blev han en meget populær mand og blev sendt helt ned allerforrest for at tage billeder. Vi andre blev længere oppe. Personligt havde jeg ikke det store behov for at komme tættere på. Det skulle dog vise sig at ikke bar kom han tæt på, nej nej, manden endte selvfølgelig inden i ringen!

To haner blev sat op imod hinanden. Begge med knive/barberblade bundet til fødderne. Inden kampen gik igang væddede alle folk med hinanden i et stort råbe kaos om hvem der ville vinde. Hvordan de holder styr på deres væddemål skal jeg ikke kunne udtale mig om, hvad jeg oplevede var uoverskueligt. Så snart hanerne går igang bliver der dødstille indtil den ene hane falder om død. Den anden hane som højst sandsynligt er mere eller mindre skadet bliver taget ud bagved hvor den bliver syet! Herefter får den 3 dage uden mad og drikke og hvis den overlever det så kan det trænes op igen og kæmpe igen om 3 måneder. Brutalt!!!

De folk der har tabt væddemål krøller deres penge sammen og kaster dem til personen de har væddet mod og tabt til.

Den sidste kamp vi så var mellem to haner hvoraf den ene blev gik under navnet "Merry X-mas"… Og med det -Glædelig Jul derhjemme!