Udover de sidste par dage har vi virkelig nydt Myanmar. Det er noget helt specielt at være gæst i et land der kun lige er åbnet op for turisme efter årevis med militær styret regering. Vi har dog af flere veje hørt at det stadig er de samme mennesker der styrer landet, dog er de kommet i skjorter fremfor militær outfittet. De lokale har oplevet en massiv forandring (til det bedre) de sidste par år, men der er stadig lang vej igen. En af de mange søde lokale vi mødte på vores vej forklarede at Myanmar var ligesom et gammelt hus hvor facaden havde fået en omgang maling… Inden under er der stadig råddent. Den største forskel fra før og til nu må dog være at de lokale nu kan snakke med turisterne uden at blive afhørt af militæret efterfølgende. Noget vi nød godt af. Aldrig har jeg mødt så mange venlige og nysgerrige mennesker, alle virkede oprigtigt glade for at vi havde valgt at besøge deres land. Dog lige med undtagelse af Bagan. Her var tilpas turistet til at de lokale udelukkende ser det som en indtægt. Sætningerne som :"Hello. Whats your name? Where are you from?" mødte os ved samtlige 4000 Pagodaer og blev efterfulgt af en sætning om at vi skulle købe maleri/bukser/marionetdukker/smykker osv . En anden ting som fascinerede os ved Myanmar var at de lokale går stort set alle klædt i traditionelt tøj. Både mænd og kvinder bærer "Longyi" den traditionelle Myanmar nederdel. Ved en festlig anledning sker det at folk klæder sig "vestligt", men dagligdagen foregår i traditionelt tøj. Langt de fleste har også traditionelt makeup på, alle smurt i hovedet på forskellige måder. Make-uppen er lavet af træ kaldet "Thanaka" og fungerer som ansigtscreme, sminke og solcreme. Og nu til hvad vi bestemt ikke savner ved Myanmar. Spyt! Alle vegne ses rødt spyt. Og jeg undgik da heller ikke at blive spyttet på udenvejs. Især mænd tygger "betel" og denne klamme røde klat har de i munden i lange tider og spytter derfor konstant. Alle biler har røde streger ned langs siden som resultat af dette. Flere af vores guider/chauffører var mere eller mindre uforståelige grundet denne røde klat de absolut skulle have i munden! Bus kørsel i Myanmar var et kapitel for sig. Myanmar er forhenværende Britisk Koloni og fremtil 1970 kørte alle biler derfor i den forkerte/venstre side. Rattet sidder derfor i højre side i alle biler med undtagelse af de helt nye. For hold nu fast. Idag kører alle i den rigtige/højre side! Hvilket betyder at langt de fleste chauffører ikke kan se en fløjtende fis når de skal overhale. De fleste har derfor en eller flere "busboys" som holder øje med trafikken og giver tegn når der er fri bane. Udover det så kommunikerer alle køretøjer med deres horn og lygter. De signalerer til hinanden om det er okay at overhale. De dytter for at lade de andre trafikanter vide at her kommer de. At sove i en bus i Myanmar er selvsagt en vanskelig opgave!