Kaere alle der laeser med,

Meget er sket siden sidst vi har skrevet. Vi undskylder meget for den manglende aktivitet, men det er udelukkende et udtryk for at der er sket saa afsindigt meget i loebet af den sidste maaneds tid.
Sidst vi skrev, blev vi kort efter ringet op af Cincy, en kvinde fra organisationen Peile, der havde undervist os i Quetzaltenango. Hun bragte desvaerre den soergelige nyhed at Raoul, den aeldste og eneste soen i vores foerste familie, var koert galt i en motorcykelulykke - han var 21 aar og doede paa stedet. Cincy mente at det var vigtigt, at vi fik det at vide, og at hvis vi havde lyst ville det ogsaa vaere passende at drage til Xela (Quetzaltenango) for at deltage i begravelsen. Lettere chokkerede drog vi saa direkte afsted fra Huehuetenango uden at have pakket til en laengere tur.
Uden at gaa for meget i detaljer (for saa kan vi jo ende med at skrive en roman) var det en utrolig staerk og soergelig oplevelse, som vi nok altid vil huske. Det var rigtig fint at vi deltog, og det var meget roerende at se hvordan familien - trods deres altoverskyggende sorg - havde overskud til at vaerdsaette at vi kom.

Da vi kom tilbage til Quiaquizuyal - et par dage senere end forventet - blev vi modtaget med aabne arme, og det var klart at familien havde savnet os. Jeg tror godt man kan sige, at det var foerste gang vi for alvor foelte os helt hjemme der. Det var en kaempe lettelse at vaere tilbage i de fredfyldte omgivelser blandt mennesker der tydeligvis bekymrede sig for os! Siden da er tiden gaaet hurtigt. Pigerne i familien Oneydi paa ni og Ashli paa fire tooede hurtigt op, og snart var det svaert at finde et oejeblik til at slappe af, da pigerne var staerkt glade for at optage videoer med vores kameraer, saette vores haar eller lege fangeleg (HELE tiden!) Stikker man fanden en lillefinger, ja - saa ta´r han hele armen. Men vi har godt nok ogsaa nydt det! Vi introducerede blandt andet pigerne til, en halvsen aften da de foerste draaber faldt, at danse i regnen! Og de var helt vilde med det. Hvad vi jo af gode grunde ikke kunne vide paa dette tidspunkt (Vi havde ikke fuldt saa meget ,med i vejrudsigten) var at regnaftnerne blev flere og flere. Saa derefter, hver gang draaberne faldt, stormede pigerne ind paa vaerelset "Venga venga, vamos a bailar en la lluvia ahorita!" (Kom kom, Vi skal danse i regnen nu!)

Derudover skred arbejdet paa skolen ogsaa frem, og selvom vi har haft en del akavde stunder med tavse klasser og os der proever os frem paa noget (til tider) hjemmelavet spansk, blev eleverne gladere og gladere for os. Vi blev nok lidt mindre skraemmende jo laengere tid vi var der. Det blev ret hurtigt en dejlig del af dagen, naar man kunne hoere stemmer rundt omkring paa skolens areal sige "Good morning teacher!" efterfulgt af en frygtelig masse fnis.
Vi fik laert dem at sige farverne og frugterne paa engelsk, at taelle til hundrede, To be-remsen, alfabetet, familiegloserne og at konversere meget kort paa engelsk - det er ikke alverden, men ikke destomindre et fint fundament og saa har vi haft det super sjovt undervejs.

To weekender inden voluntoeropholdet skulle afsluttes, tog vi en forlaenget weekend til Antigua med vores gode venner Rune og Raller. Antigua er en smuk og gammel kolonist by med smaa ruiner og flotte husfacader. Det var en rigtig hyggelig weekend trods vi brugte det meste af tiden paa at spise laekker vestlig mad, drikke ordentlig kaffe, imens vi planlagde hvor vi bagefter skulle hen for at fortsaette aedegildet. ;-)
Derudover besteg vi en aktiv vulkan paa tom mave, saa morgenmaden var skumfiduser stegt over lava oppe paa toppen. Ikke vaerst!

Da vi endnu en gang drog tilbage til vores lille paradislandsby, var det med den tryggende bevidsthed om at det var for sidste gang. De sidste to uger var rigtig intense og simpelthen saa hyggelige. Det foeltes rigtig dumt, at lige som vi var blevet en integreret og velfungerende del af den lille familie, naermede vi os afslutningen.
Der er svaert at beskrive helt praecist hvordan og hvorledes, for selvom hver dag boed paa flere oplevelser end en uge i Danmark, var det ogsaa bare vores hverdag.
Vores elskede hverdag med haardkogte aeg og boenner til morgenmad, motorcykeltur til skole (hvis laererne ellers dukkede op), undervisning af skoenne boern, ventetid hos Tienda-Marta, en gaatur i bjergsceneri midt i eftermiddagsvarmen, frokost og saa gaatur tilbage igen, gerne med en pose parfumeret vand at drikke, undervisning af hormonfyldte, men meget velopdragne og disciplinerede teenagere, motorcykeltur hjem med eftermiddagens laerere, hvor man gerne blev quizzet i forskellige engelske ord, afslapning og leg med pigerne, aftensmad der som regel ogsaa havde noget med aeg at goere, og saa gik vi ellers udmattede i seng.

Der er i dag 8 dage siden vi tog en taarefyldt afsked med familien, og det var svaere end forventet. Det er saerligt svaert naar vi ved, at vi ikke lige saa let kan kontakte dem og hoere hvordan det gaar. De har en adresse i naermeste stoerre by, hvor man kan sende pakker til og det er ligesom det.
Selvom det foeltes ret meningsloest at forlade dem, ved vi ogsaa begge i vores hjerter, at vi ikke ville have vaeret oplevelsen foruden.
De var og vil nok altid vaere vores Guatemaltetiske familie, og vi ved at vi altid har et hjem der!

Idag rejste vi ud af Guatemala - men det er helt sikkert at vi en dag vender tilbage!

Vi befinder os lige nu i Palenque i Mexico, og vi har rejst den sidste uge med Rune, Raller, Solvej og Nanna - det vil sige alle de andre danske voluntoerer paa naer Emil, der har en maaned mere i sin landsby. Vi har besoegt Tikal og El Peten regionen i Guatemala. Men alt det kan vi skrive om en anden dag, for nu vil vi gerne ud og opleve Palenque.

Mange knus fra to piger i Mexico.