Hej venner, familie og bekendte,

Saa er der endnu en gang nyt fra Det evige foraars land, Guatemala.
Vi har nu boet i landsbyen Quiaquizuyal i 2 uger, og er efterhaanden faldet rigtig godt til.
Vi blev koert paa ladet af en pickup-truck til landsbyen, hvor vi blev indlogeret hos to forskellige familier, en times gaagang fra hinanden.
De foerste par dage var ret svaere og vi var ramt af hjemve, og syntes begge at 2 maaneder var ret lang tid i saa uvante rammer.
Landsbyen er mere et omraade end en decideret by. Husene ligger spredt med langt mellemrum og der er marker og skov over det hele. Vi bor ret hoejt oppe, saa udsigten er fuldstaendig fantastisk. Vi snakker tit om hvor svaert det er, at forklare hvordan udsigten af 8 lags bjergkaeder ser ud, for nogen der ikke selv staar og kigger paa det.

Rikke flyttede ind hos familien Reyes. Familien bestaar af Gonzales paa 65, hans kone Consulo paa 50 og deres datter Sylvia paa 29. Sylvia har derudover to doetre, Ashley paa 4, og Oneydi paa 9. Sylvia bor hos sine foraeldre, da hendes mand er i USA for at tjene penge til familien. Dette er en realitet for mange mennesker, og det har virkelig overrasket os hvor mange familier der er splittet op, fordi maendene emmigrerer til USA, da der er meget stor arbejdsloeshed i Guatemala (og resten af Centralamerika for den sags skyld).
De bor i et relativt stort hus med tilhoerende marker og rigtigt mange dyr. De er relativt velstillede i forhold til resten af landsbyen, men vi snakker stadig uden toiletfaciliteter og rindende vand.
De har vaeret rigtig soede og indbydende, og hjaelper gerne til naar vi har spoergsmaal eller andet.

Olivia flyttede ind hos lederen af byen, Don Ernesto (I daglig tale DE) og hans familie paa tolv mennesker. Grundet mange boern og ikke saa mange penge var standarden ret lav. Det var tydeligt at de ikke havde meget overskud til god hygiejne og til at holde styr paa de mange boern. Olivia syntes det var graenseoverskridende at bo der, og efter hun vaagnede op med mange bid fra sengelus, undersoegte vi muligheden for at bo sammen i Rikkes familie. Det var en overraskende hurtig proces, og en proevelse for os at skulle forklare det hele paa spansk. MEN nu bor vi sammen, og har gjort det i over en uge - vi er meget glade for det begge to. Det er nu ogsaa nemmere at forberede undervisning samt lave aktiviteter sammen i vores fritid - og saa har vi det meget sjovere! ;-)

Skolen

Da vi ankom foerste dag til skolen var der (som forventet) ikke rigtig styr paa noget. Hverken hvornaar vi skulle undervise paa dagen eller hvilke klasser. Men saa er det heldigt at det vestlige organiseringsgen flyder frit i vores aarer, saa vi fik hurtigt arrangeret et skema. (Med fredag fri hehe)
I formiddagstimerne underviser vi hveranden dag Cuarto (fjerde) og hverdanden dag Quinto og Sexto (femte og sjette).
Saa har vi afslapningstimer, hvor vi konstant finder gemmesteder for alle boernene. Mange gange bliver der sagt: Adios, nos vemos, vamos a almuerzar ahora, SOLO nosotros, men det er minsandten ogsaa meget hyggeligt.
Om eftermiddagen underviser vi saa de unge i byen, der gaar i skole fra 13-17.30, og der har vi tre klasser; Primero, Segundo og Tercero, spredt ud paa forskellige tidspunkter.
Alle eleverne er super soede og meget interesserede i at laere engelsk, samt at laere om os. Flere af dem er meget generte i timerne, men saa snart vi er ude for klasserummet har de mange spoergsmaal til de to underlige piger, der springer rundt foran tavlen og vroevler paa henholdsvis spansk, engelsk og dansk.
Det haender da ogsaa at eleverne enten ligner kaempe spoergsmaalstegn, naar vi forklarer noget, eller flaekker af grin, fordi vi i vores iver gestikulerer som vanvittige.

Laererne er ogsaa rigtig flinke og hjaelpsomme, samt interesserede i at laere om os. Da vi bor en times gaagang fra skolen, fik vi hurtigt arrangeret at blive hentet og bragt bag paa deres motorcykler.
Vi blev ogsaa, efter max. fire dage, inviteret med til Joshuas (en laerer i Cuarto) bryllup i den efterfoelgende weekend. En oplevelse vi sent vil glemme.
Vi ankommer i det stiveste puds til det her evangelistiske bryllup in the middle of nowhere. Da vi ser ham, gaar vi uden toeven efter kysset paa kinden (det gjorde ingen af hans naermeste venner - fandt vi ud af bagefter). Vi bliver placeret paa syvende raekke bag skrigende boern og foran ultrareligioes, tungetalende dame. Efter mange sange og taler, der strak sig over flere timer, fik de sagt ja til hinanden, hvor vi naturligvis hujer hoejt til de omkringsiddendes fornoejelse/forargelse. Joshua bevaeger sig op paa talerstolen for at holde tale til sin brud, og minsandten om vi ikke bliver naevnt flere gange, rejser os op, vinker akavet, modtager lille bifald og der er nu ingen, der er i tvivl om at der er to danskere med til brylluppet.
Det var meget morsomt og anderledes :-)

Nu befinder vi os i Huehuetenango, en lidt stoerre by halvanden time fra landsbyen, her skal vi overnaette to naetter og i morgen kommer de fem andre voluntoerer. Saa skal vi hygge os, udveksle erfaringer, sjove historier og allervigtigst drikke nogle oel!! ;-)

Vi paabegynder nu den sidste maaned og der er vidst ingen tvivl om, at tiden kommer til at gaa hurtigt.
Vi haaber at i allesammen har det dejligt hjemme i Danmark og vi hoerer at foraaret er paa vej. Laekkert for jer!

Kys til lille baby der vokser i Rikkes soesters mave, og ogsaa den lidt stoerre i Ollis soesters mave! Vi glaeder os til at moede jer!

Mange knus og varme tanker fra den anden side af jorden