Hej Allesammen

så blev der lige tid til en lille beretning igen herfra.

Vi er idag kommet til Kathmandu efter en meget mere vellykket bustur end sidst. Vi tog med Greenlines airconditioned bus, så det var Nepals mest komfortable busser (hvilket betyder at man kun nu og da letter fra sædet pga. huller i vejen). Til aftensmad har vi alle spist hele vores nudelsuppe, så det tyder på at helbredet er ved at være på vej op igen. Vi krydser hvad der krydses kan, for at det denne gang er helt overstået, for nu har vi booket rapelling i vandfald ved The Last Resort d. 3. juni og rafting på Bote Khosi d. 4.-5. juni. Det skulle være fantastisk natur og tilpas sværhedsgrad, så vi glæder og meget!!

siden sidst har Pokhara budt på flere interessante oplevelser. En af dem var et såkaldt "ponytrek" til Sarangkot, som er et lille bjerg ved siden af søen, hvorfra man kan se en flot solopgang. Denne tur fik os til at opfinde det nye motto: "It's Nepal -what the f*** did you expect?!". Det lyder måske lidt negativt, men betyder for os, at man aldrig ved hvad der venter om hjørnet i dette skøre land. Hestene var temmeligt magre og ikke så gode venner. De gik og bed hinanden, og Ries hest måtte trækkes fordi den var vild. Der var tre unge drenge med på gåben til at holde styr på flokken, men lederen af drengene viste sig at have røget noget fjolletobak, da han sagde "sometimes i am a chicken- kykkelikyy!". Pludselig gav han slip på Ries hest og sagde "hyp!". Det forsagede naturligvis en voldsom hoppen og springen fra det stakkels kræ, så der gik ikke mange sekunder, før vi kunne vende os om og se Rie tage en flot bue fra hesten og ind på skrænten, for derefter at tage flugten væk, for ikke at blive trampet på af det sindsforvirrede kræ. Hun slog sig heldigvis ikke, så vi tillod os at more os over situationen. Det helt store grin kom dog først, da hun besteg en ny hest. Sadlen på den første hest var fuldstændig smadret, så nogle metalspidser havde revet hendes bukser grundigt til laser i faldet. Det havde den kære pige endnu ikke opdaget, så hun svingede benet højt over den nye hest under opstigningen, fuld af gå-på-mod. Vi andre fik fornøjelsen af synet af en nøgen bagdel med g-streng og måtte forsøge at kontrollere latterkramperne nok til at forklare hende, hvad der foregik. Jeg tog den vilde hest, og bed drengene om at holde bedre fast i den resten af turen, så vi fortsatte og klarede det til toppen. Desværre var der overskyet, så udsigten blev kun til Pokhara og de nærmeste bjerge -ikke nogen Anapurna Range, men det var stadig et flot syn. Heldigvis så vi disse bjerge, da vi tog en rotur på søen tidligere på ugen. De næste par dage var vi skiftevis til massører hos "seeing hands", der er blinde, der har fået uddannelse som massører, og derved kan forsørge sig selv. De gjorde en brav indsats for at lindre vores mørbankede kroppe efter bumleturen op og ned af bjerget.

Det lykkedes os også at bestige bjerget med World Peace Pagoda, som hele tiden var vores mål, vi ville op til, når vi var raske nok. Nogle vandrede op, andre tog taxi, men vi gik alle sammen ned. Der var en meget fredfyldt og god energi deroppe, og vi så grippe, der fløj tæt omkring os, og yellow billed blue magpies og store sommerfugle på vej ned.

Vi klarede også en tur til Devi's Falls og en nærliggende drypstensgrotte, hvor vi kunne se vandfaldet nedefra. Det var en fin oplevelse, selvom der ikke var så meget vand i faldet. Det var også en succes, at nogle af os gik en del af vejen derhen. Vi er i bedring, men kunne godt mærke, at trapperne op fra grotten krævede al vores lungekapacitet og 5 min. under en vifte inden vi gik videre. Vi går lidt rundt og kommer i form disse dage, så vi er klar på de kommende udfordringer.

Vi håber at alle har det godt derhjemme! Tak for hilsnerne på bloggen -det er dejligt også at høre om hvad I går og laver i gue gammel Danmark :)

de bedste hilsner fra Julie og resten af flokken