Kaere venner og familie!

Nu hvor jeg har ro, Internet og en hel uge ekstra i Chile, vil jeg tage mig tid til at skrive en mere grundig beretning om tiden omkring jordskaelvet loerdag d. 27. februar kl. 03.40, 2010.

Jeg ankom til Santiago fredag aften med fly fra Punta Arenas efter en fantastisk tur til Torres del Paine. Alvaro's far Marco hentede mig i lufthavnen. Jeg var meget traet, saa jeg ville bare hurtigt tjekke min e-mail og saa gaa i seng, selvom familien fik gaester. I min indbakke laa en e-mail fra min far, som skrev at han havde oplevet et lille jordskaelv i Danmark, hvilket jo er helt usaedvanligt. Han afsluttede mailen med at skrive, at han haabede, at hverken min soester eller jeg ville komme til at opleve et jordskaelv i hhv. Chile eller Nepal, hvor vi i oejeblikket befinder os. Jeg taenkte ved mig selv; "ja et jordskaelv det skulle da bare lige mangle oven paa den omgang i Machu Picchu". Saa gik jeg ellers paa hovedet i seng.

Om natten vaagnede jeg, fordi huset rystede og larmede. Mens jeg endnu halvsov, opfattede jeg det som om et tog koerte forbi taet paa huset. Da rystelserne blev kraftigere og kraftigere, vaagnede jeg helt, og blev klar over, at der ikke er nogen togskinner i naerheden, men at det maatte vaere et jordskaelv. Jeg skyndte mig at staa op og tage min dyne om mig, og gik hen for at aabne doeren til min vaerelse, saa jeg kunne stille mig i doerrammen og vente til rystelserne stoppede. Jeg var ikke bange, selvom jeg vidste det var et jordskaelv. Jeg taenkte faktisk; "Ej hvor spaendende, saa faar jeg oplevet det ogsaa", og jeg havde alle sanser aabne for at faa saa meget af oplevelsen med som muligt. Da jeg tog i haandtaget til doeren, blev doeren aabnet fra den anden side. Det var Alvaro´s mor América, der med panik i oejnene sagde "kom!". Bag hende stod Alvaro´s lillesoester Macarena, og jeg undrede mig over, hvornaar hun var kommet hjem, for hun havde ikke vaeret der, da jeg gik i seng. Jeg havde ingen idé om, hvad klokken var, saa jeg taenkte, at der maaske stadig var gaester nedenunder. Lyset var taendt og de gyngende lamper fik hele situationen til at se mere dramatisk ud. Mens vi loeb ned ad trappen forsvandt alt lyset, og det blev meget moerkt. Uden for paa gaden blinkede noget lys og sammen med den dybe rumlen fra jorden og huset, fik jeg den idé, at det tordnede og lynede. "Det er ligesom paa film" taenkte jeg; "det skal altid tordne og lyne paa de mest dramatiske tidspunkter i handlingen". "Lynene" viste sig dog at komme fra nedfaldende ledninger. America, Macarena og jeg stillede os i doerrammen til hoveddoeren og holdt godt fast i hinanden og huset. "Hvor er Far?" Spurgte Macarena nervoest. "Paa badevaerelset" svarede America, der allerede havde kaldt paa ham tre gange. Jeg kunne maerke America ryste, og hver gang en hoej lyd kom, fór hun sammen. Jeg var stadig helt rolig. Jeg er vant til, at Chilenerne er meget mere ekspressive end danskere, og isaer kan kvinderne vaere meget dramatiske og pyldrede til tider, saa jeg taenkte, at America sikkert bare var lidt pylret. Jeg var hele tiden overbevist om, at dette bare var et helt normalt lille jordskaelv, som de ofte oplever i Chile. Ude fra koekkenet kom et vaerre spetakel. Huset rystede i en fast rytme, og paa faste taktslag kunne vi hoere en ny ting falde ned fra hylderne derude. Én af de ting, der faldt ned, var en stor 3 liters Cola, der tabte laaget og sproejtede rundt i alle retninger. Efter 2 minutter og 45 sekunder (i flg. Chiles radio), stilnede det af, og Marco kom ned ad trappen. Baade han og America gav sig straks til at ringe rundt til familien for at hoere, om alle var okay. Det var svaert at komme igennem, men enkelte gange lykkedes det. Marco fik med rystende haender taendt for radioen i hans mobiltelefon, og han sagde Richtertallene hoejt, efterhaanden som de tikkede ind i hans hoeretelefoner; Santiago 7,0. Concepcion 8,6. Talca 8,8. Foerst da gik det op for mig, at det ikke bare havde vaeret et ganske almindeligt lille jordskaelv jeg havde vaeret vidne til, men et historisk kraftigt et af slagsen.

Marco og America gik hurtigt i gang med at fylde tomme flasker og badekaret med vand, i tilfaelde af, at der ville blive lukket for vandet, eller at der kunne komme sand i vandet. Ind i mellem forsoegte de igen at ringe til Alvaro, der var paa ferie med sin kaereste i Argentina. Vi hoerte ingen ting i radioen om, hvorlangt oestpaa rystelserne var naaet. Jeg proevede at sende en sms hjem til mine foraeldre for at lade dem vide, at jeg var ok, men det lod ikke til at virke. Jeg forsoegte ogsaa at ringe og skrive til min ven Francisco, som jeg vidste befandt sig i bussen et sted mellem Punta Arenas og Osorno. Jeg vidste ikke, om Osorno var blevet ramt, men vi kunne jo hoere ud fra tallene, at epicentret maatte vaere sydpaa et sted. Da telefonerne alligevel virkede meget daarligt, kunne jeg se, at der ikke var meget at stille op, saa jeg satte mig roligt ned i sofaen og spiste nogle af de snacks, som stadig stod paa bordet fra festen om aftenen. Macarena grinede af mig, fordi jeg tog det hele saa roligt. Lidt efter satte de andre sig ogsaa ned i sofaen og ventede. Jeg havde lidt svaert ved at forstaa paa hvad, saa jeg spurgte, om jeg maatte gaa op i seng igen. America mente dog at det var for farligt, saa i stedet faldt Macarena og jeg i soevn paa sofaen. Jeg tror ikke foraeldrene kunne sove. Ved halv ni-tiden om morgenen blev vi vaekket af et efterskaelv, og vi gik igen over og stillede os i doerkarmen. Macarena var halvsovende hele tiden, og da vi spurgte hende om morgenen, kunne hun ikke huske efterskaelvet. Marco var for traet til at registrere ordentligt, hvad der foregik, saa han blev bare siddende i sofaen. Hele loerdagen gik med at forsoege at kommunikere med omverdenen. Hen paa aftenen lykkedes det Marco at komme igennem paa telefon til hans svoger, der havde Internet i huset. Hos os var der hverken stroem, Internet eller telefon. Svogeren kunne saa ringe til mine foraeldre via Skype og fortaelle, at jeg var i god behold. Det gjorde mig rolig at vide, at mine foraeldre havde faaet besked, men jeg ville stadig meget gerne snakke med dem selv, for at hoere, om de havde vaeret bange. Jeg var ogsaa stadig nervoes for mine chilenske venner. Om aftenen hoerte vi fra Álvaros kaerestes far, at de to unge var okay.

Om soendagen koerte vi hjem til Americas mor, der bor i en anden bydel i Santiago. Hendes hus var ogsaa uskadt, og hun havde endda stroem, saa vi tog alle vores mobiler og opladere med. Jeg skyndte mig til computeren og fik kontakt til mine foraeldre og nogle danske venner. Det var roerende at se, hvor mange der havde skrevet til mig og ringet til mine foraeldre. Jeg er ked af at have gjort saa mange mennesker nervoese, men det varmede ogsaa meget at se, at folk bekymrer sig om mig. Da jeg loggede paa Facebook fik jeg mig en overraskelse, da jeg saa min soesters statuslinie: "Til alle jer, der har set mine foraeldre paa tv2 i forbindelse med jordskaelvet i Chile: De har nu faaet at vide, at Rie er okay". Taenk sig at jeg havde vaeret paa tv! Jeg havde jo ikke oplevet situationen som saerlig dramatisk, og der var kun gaaet ca. 14 timer fra jordskaevet til mine foraeldre fik besked, saa tv2-journalisterne har virkelig vaeret hurtigt ude. Mine foraeldre forklarede mig, at journalisterne havde fundet dem via denne blog. En stor del af familien samledes hos bedstemoderen og fik snakket ud om oplevelserne. Det var meget forskelligt, hvordan de havde oplevet katastrofen. Bedstemoderen havde lige som mig taget det helt roligt, mens de fleste andre havde vaeret meget bange. Bedste, der er langsomt gaaende, havde taget sig tid til at stoppe op ved fjernsynet paa vej mod doerrammen, og skubbe det laengere ind paa bordet, saa det ikke skulle falde ned. I bilen til og fra hendes hus, kunne vi se nogle faa huse med afspaerringer pga. fare for nedstyrtning, men generelt lignede byen sig selv. I flg. nyhederne er den nordlige del af Santiago ramt haardest, og den del har jeg ikke set med mine egne oejne, saa for mig er katastrofen forsat mest noget jeg ser paa tv, og ikke noget der forgaar uden for vores doer. Det var voldsomt at se billeder i tv fra Concepción, hvor jeg for under to uger siden har gaaet rundt og hygget mig og nydt byen, og hvor folk nu plyndrer supermarkeder som deres eneste mulighed for at skaffe mad til familien. Soendag eftermiddag lykkedes det mig at komme igennem paa mobilen til Francisco. Det var en stor lettelse at hoere at han, og hans familie fra Cohelemu taet paa Concepción har det godt. Jeg havde en flybillet til soendag aften kl. 22.15, men da taget i lufthavnen er styrtet ned, var alle afgange aflyst.

I gaar, mandag, tog jeg om formiddagen ind til indkoebscentret i vores bydel La Florida. Det var dog lukket med fare for nedstyrtning, saa sammen med min ven Daniel, gik jeg til det naestnaermeste center, hvor stueetagen var aaben, mens 1. og 2. sal var lukket med fare for nedstyrtning; ikke det mest betryggende at vide, naar man gaar rundt i stueetagen! Der var masser af mad paa hylderne og folk virkede helt rolige. Jeg fandt et avisbud, der uddelt den chilenske udgave af MetroExpress, saa jeg fik en avis med hjem til famlien, der stadig ike havde adgang til nyheder udover fra radioen. Marco ringede og fortalte mig, at jeg havde faaet en ny flytid paa loerdag. Jeg gik til en Internetcafé, hvor jeg fandt en e-mail fra min far, der skrev samme nyhed. Det var skoent at faa afklaring paa, hvornaar jeg kan komme hjem. Jeg har vaeret nervoes for, om jeg kunne naa at komme hjem, inden jeg skal til Egypten med Niels d. 15. marts, men nu naar jeg (7-9-13) at faa en hel uge i Danmark alligevel.

I dag har jeg en rolig hjemmedag sammen med "min lillesoester". Foraeldrene er paa arbejde. Nu skal vi til at lave frokost.

Ha' det rigtig godt alle sammen, jeg haaber snart vi ses!

Knus Rie