Kaere venner og familie!

Jeg er nu kommet tilbage til Santiago efter en fantastisk tur til Iquique og San Pedro de Atacama. Jeg vil nu berette lidt om mine spaendende oplevelser i oasebyen San Pedro de Atacama.

Júlio og jeg tog afsted fra Iquique soendag aften med en stor luksusbus med "halvsenge" soendag eftermiddag kl. 15. Turen til Calama og videre til San Pedro varede i alt 8,5 timer, men blev forsoedet af film, en lille servering og en fantastisk udsigt. Der var hele to servicemedarbejdere med bussen foruden chauffoeren, saa det foeltes som at vaere ombord paa et fly i serviceniveau. Undervejs maatte vi en tur ud af bussen og vise indholdet af vores tasker frem ved en kontrolpost, selvom vi ikke krydsede nogle landegraenser...Vi ankom til San Pedro sent om aftenen og blev hentet af en taxachauffoer og koert til vores hostel, som vi havde fundet via Internettet. Det hjertelige vaertspar tog godt imod os og viste os tilrette i det lille bitte vaerelse.

Mandag koerte vi med den samme taxachauffoer, der boede paa vores hostel, ud til nogle varme kilder i en dal taet paa byen. Da vi skulle gaa fra vejen og ned i dalen, kunne vi godt maerke, at luften var meget tynd fordi vi var saa hoejt oppe i bjergene. Om eftermiddagen forsoegte vi forgaeves at komme med en gruppe ud til Valle de la Luna - Maanedalen, men det lykkedes desvaerre ikke, fordi vi kom lidt over fire og alle ture gik afsted kl. 4. I stedet fandt vi en pensioneret turistguide, der koerte os til maanedalen, hvor vi selv gik rundt og saa os om uden guide. Vi kravlede gennem nogle lange, moerke tunnelgange. Heldigvis havde jeg min pandelygte med. Uden den var det ikke lykkedes, Tak for lygten, Niels! Bagefter koerte vi hen til et andet omraade med naturlige stenskulpturer og en gammel saltmine. Tilsidst koerte vi hen til et mindre bjerg, som vi besteg for at nyde solnedgangen over maanedalen og Andesbjergene.

Tirsdag formiddag gik vi en tur ud til den antikke faestning Pukar de Quitor, der er bygget af indianere fra Atacamaoerkenen, de saakaldte Atacameños, og senere anvendt af Inkaerne. Det var et spaendende sted at besoege, og der var en flot udsigt fra faestningen, der laa paa en bjergside, over en oase, oerkenen og en vulkan. Om eftermiddagen tog vi med en gruppe med guide ud til et saltsoe, hvor vi uden problemer kunne flyde oven paa vandet. Det var faktisk svaert at svoemme, fordi vores ben floed oven paa vandet! Vi saa ogsaa to andre soer med andre mineraler, og to soer dannet ved meteoernedslag, hvori vi kunne skylle saltet af kroppen. Tilsidst koerte vi til Salar de Atacama, der ved foerste oejekast ligner en soe med is og sne. Det er dog i virkeligheden et stort fladt omraade med salt og lithium. Faktisk verdens stoerste lithiumreserve. Guiden serverede chips og den chilenske specialitet Pisco Sour, der bestaar af den staerke alkoholiske drik Pisco, citronsaft, aeggehvide, sukker og vand.

Onsdag stod vi op kl. 3 om natten og pakkede vores rygsaekke. Det lidt var svaert, fordi al elektricitet aabenbart bliver slaaet fra om natten i San Pedro. Men det gjorde bare, at det var ekstra flot at vente paa bussen, fordi der var enormt stjerneklart. Mens vi ventede saa vi et meget kraftigt lys paa himlen. Júlio saa det blinke flere gange, men jeg naaede kun at se det den sidste gang. Jeg tror det var en UFO! Júlio fortalte, at folk i dette omraade alle sammen tror paa UFO'er, fordi de fleste har set én. Han forklarede, at hvis jeg vil se en UFO, skal jeg kigge efter en lys, der bevaeger sig i firkanter frem for en direkte linie. Bussen hentede os kl. 4 og kl. 6 ankom vi til geiseromraadet ved vulkanen Tatio, meget hoejt oppe i bjergene. Vi havde forventet kulde, men ikke - 4 grader, saa vi hundefroes. Omraadet bestod af mange mindre geisere, men ingen store, saa hvis man vil se rigtige geisere vil jeg anbefale Island i stedet. Vi spiste en laengeventet morgenmad paa stedet, inden vi hoppede i den varme kilde. For at undgaa hoejdesyge, havde vi ikke spist aftensmad dagen foer, og kun meget begraenset morgenmad, saa det var skoent at faa lidt at spise. Júlio havde det lidt daarligt pga. den tynde luft, men jeg maerkede ingenting. Jeg froes meget, saa jeg skyndte mig som den foerste at komme ned i den varme kilde og blive toeet op. Lige der hvor vandet loeb ned i soeen fra kilden, var det saa varmt, at man kunne braende sig paa det. Vi koerte videre mod en lille landsby og undervejs saa vi Vikunjaer, der kom helt taeet paa bussen. Landsbyen befandt sig i 4 km's hoejde og havde kun 40 indbyggere. De levede af Alpacaer og turister. Jeg koebte en lille fin taske af alpacauld og et grillspyd med alpacakoed. Det smagte laekkert, men var lidt sejt at tygge. Vi gjorde et sidste stop paa turen ved en lille soe, hvor jeg saa en lappedykkerlignende fugl med unger bygge rede, og slags kaempehare med en meget lang hale. Da vi kom tilbage til San Pedro spiste vi frokost og tog med bussen tilbage til Iquique.

Vi ankom til Iquique kl 22.30 om aftenen, og blev hentet paa busstationen af Tomás Aldunate. Jeg pakkede mine ting, sagde farvel til Tomás familie og blev hentet af den anden Tomas, som skulle koere mig til lufthavnen torsdag morgen. Jeg sov hos Tomas Gattoni, fordi vi skulle koere tidligt om morgenen. Det var en flot flyvetur i solskin over Andesbjergene tilbage til Santiago, og jeg fik snakket godt med pigen ved siden af mig. Jeg tog en faellestaxi hjem til Álvaro, for han er stadig paa camping med Carolina, saa han kunne ikke hente mig. Han kommer hjem senere i dag, fredag. Jeg brugte dagen i gaar paa at faa pakket ud og snakke med mor paa Skype. I dag har hushjaelpen vasket mit toej, saa det er klart til at komme med til Perú paa tirsdag. I eftermiddag skal jeg moedes med Nico og planlaegge turen.

Ha' det rigtig godt alle sammen! Knus Rie