Skralde Mabul

Vi rejste fra Kota Kinabalu til oeen Mabul der ligger ved nordoest Borneo. Vi haabede paa at faa tilladelse til at dykke ved Sipadan (der ligger i naerheden), som er et af verdens bedste dykkersites, men vi fik kun lov at dykke 1 dag ud af de 4 dage vi var der. Det var nok meget godt, for de tre dyk vi fik paa Sipadan kostede 1200 kr. Men det var godt nok pengene vaerd!!



Eventyret startede med at vi tog en "speedbaad" ud til Mabul, eller rettere en traebaad med paahaengsmotor. Turen tog en time..... Og jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive den... Lad mig sige det saadan, at jeg ikke var klar over at en baad kunne mangle affjedringen. Hold nu op hvor det knagede og bragede, det er et mirakel at baaden ikke gik i stykker! Det var som beton hver gang vi ramte en boelge. Og jeg skal lige huske at skrive mig bag oeret, at det er en god ide at tisse inden man stiger ombords paa saadan et sejltoej.



Jeg forventede lidt at se en smuk sydhavsoe da vi ankom til Mabul. Men istedet for sand, laa der lag paa lag af skrald. Jeg var ikke klar over at bundfattige oe-folk forbruger saa meget. Der var skrald overalt. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke er nok at pakke sig ind i tusind stykker toej, naar man hedder Frederikke og har langt lyst haar. Jeg fik masser af skoenne tilbud fra skoenne skoenne maend. Meget sjovt i starten, men man bliver hurtigt lidt traet af det. Og Martin var ogsaa lidt traet af det til sidst, for at sige det mildt.

Men! Mabul var ogsaa charmerende. Der var hundredevis af boern paa oeen og de var alle enormt glade og smilende. Og kreative! De fandt paa en masse lege i sandet og udnyttede al skraldet som legetoej. De var saa soede.



Skildpadde heaven

JA! Vi saa skildpadder. Kaempestore Green Turtles og Hawksbill Turtles. De var skoenne! Endnu bedre end vi forestillede os. De store (og gamle) skildpadder laa for det meste paa bunden og dovnede. De gad ikke svoemme vaek naar jeg kom rendende og irriterede dem. Men de mindre og yngre skildpadder var lidt kvikkere. Efter at vi havde stirret paa dem 5 minutter i traek fik de nok. Sa svoemmede de laaangsomt (sikkert det hurtigste de kunne svoemme) hen til et andet fredeligt sted uden underlige bebrillede dykkere med karseklippet haar og fletninger.



Paa Sipadan kom vi paa et BEDSTE dykkerhold. Det var Martin og jeg, Englaenderen James, parret Sarah og Djalma, franskeren Caroline. Og japaneren. Med kameraet. Selvfoelgelig. Det var verdens bedste dag og paa trods af silende regn, blaest og Martins evige blaa laeber (det burde slet ikke vaere saa koldt saa taet paa ekvator!!!! OEV!!), saa havde vi en fantastisk dag. Vi saa kaempe kaempe KAEMPE stimer af Jackfisk. Jeg landede faktisk lige oven i en stime paa andet dyk. Og vi saa masser af hvidtippede revhajer. Martin fik naesten sit haj-billede. Japaneren var ikke hurtig nok, saa hajen havde allerede faaet nok af Martin, inden han kom ordenligt ind i billedet. Og japaneren har glemt at sende billedet til os. Saa i maa taenke jer til situationen.



Og nej mor og mor. Hajerne var ikke farlige. Men det var triggerfish'ene!! De er ikke stoerre end et stort ciabattabroed (for at komme med et glimrende eksempel), men f*** hvor er de aggressive! De er de sureste fisk i havet! Og kommer man for taet paa dem bliver de sure. Og svoemmer efter en for at bide ens hale til ukendelighed. Nu er vi saa heldige at vaere indehavere af svoemmefoedder i stedet for haler, men det ved triggerfisken jo ikke.. Shhhh... Martin naaede at flygte foer han blev banket til..... plukfisk....



Ocean-vaeggen omkring Sipadan er 2 kilometer dyb. Forestil jer det! En lodret vaeg af farvestraaelnde fisk og koraller der fortsaetter ned i dybet. Det var utrolig smukt.



Gad vide hvordan vores naeste dyk skal leve op til vores forventninger efter verdens bedste dykkersite.