Indonesien er sidste stop paa rejsens asiatiske del og vi vidste ikke helt hvad vi skulle forvente. Saa da stewardesserne i flyet fra Kota Kinabalu til Jakarta gennemgik sikkerhedsprocedurene diskuterede vi ivrigt hvilket sprog de talte. Frederikke var ret sikker paa at det var malaysisk, imens jeg mente at det loed anderledes og derfor maatte vaere indonesisk. Da vi endelig fik spurgt, fandt vi dog ud af, at de snakker det samme sprog i de 2 lande.

Vores viden om Indonesien viste sig at kunne vaere paa et endnu mindre sted end foerst antaget. Da vi floej forbi Jakarta kunne vi naesten ikke tro vores egne oejne... Lysene blev bare ved og ved med at dukke op langs kysten og det gik op for os, at der nok boede lidt flere mennesker i Indonesien end vi havde forventet. Da vi spurgte i lufthavnen fik vi at vide, at Jakarta huser 40 mio. mennesker,og at landets totale befolkning er 220 mio. Der kan man bare se.

Storbyer er generelt ikke lige vores kop the (blandt andet fordi man altid bliver vaekket midt om natten af kattejammer/ca. 300 moskeer der paa een gang synger om Allah), saa vi skyndte os videre til Yogyakarta, der er noget mindre og meget hyggeligere. I naerheden af byen ligger det store og meget gamle (fra det 8. aarhundrede) hinduistiske tempel, Borobudur, der var et imponerende syn (Billederne ovenfor).

Paa gaaturen hjem fra busstationen var der en mand der proevede at hive os ind paa hans faetters restaurant. Han var ikke saa ihaerdig som saadan nogle plejer at vaere, men han fulgte efter os og stillede en masse spoergsmaal til hvor vi kom fra og om vi skulle til Bali, hvor han kom fra. Det endte med, at vi lide pludselig sad til en lille kunstudstilling af indonesisk kunst fra 10 kunstlaerere og 13 af deres elever, hvor han ihaerdigt forklaerede hvordan malerierne var lavet af flere lag voks og farve. Da vi gik derfra var vi blevet et stort, flot og langt maleri rigere og en del rupiah fattigere. Det er lidt sjovt at vores foerste koeb til boligen som et par, er et billede malet af en kunstlaerer fra Java.

Fra Yogyakarta tog vi til Bromo, et omraade der er svaert at beskrive med ord, da der var saa alsidigt og helt utroligt flot. De fleste tager ikke engang en hel dag der (hvilket er svaert at forstaa), men vi tog en ekstra dag for at faa set lidt mere. Den brugte vi bl.a. paa at ride op til vulkankrateret Mt. Bromo paa to heste, som man kunne dristes til at kalde komisk smaa. Efter en ridetur med lidt for mange kaekke kommentarer og grin fra de lokale og diverse tourister, steg jeg af hesten og svor ikke at ride paa en hest der var mindre end en lille elefant fremover. Frederikke lod sig dog ikke kue da hendes kaerlighed til heste - og alle andre dyr - er stoerre end noget andet, og hun hoppede gladeligt op paa anden og tredje hest.. Galop hen over de oede slaetter, ja. I skulle tage og proeve det selv.

Solopgangen om morgenen var saa smuk som man kunne forvente, og vejret var saa klart, at man kunne se den aktive vulkan Mt. Semeru bag Bromo. Vi ville gerne have besteget den, men den var lukket for turister paa grund af nylig, farlig aktivitet. Saa var det okay bare at iagttage dens skybeklaedte top i sikker afstand.

Et faenomen vi bliver ved med at stoede paa igennem Malaysia og Indonesien er, at fremmede asiatiske personer kommer op til os med deres kamera og beder om at faa lov at tage et billede sammen med Frederikke, hvorefter de sender mig et blik, der hoefligt, men bestemt siger 'du maa hellere gaa om bag fotografen'. Er det mon skaegget? Ja. Det maa vaere skaegget.

Til sidste er det vaerd at naevne, at vi har haft rigelig med naerdoedsoplevelser paa de javanesiske veje. Vi syntes ellers vi havde set lidt af hvert naar det kom til doedskoersel i asien, men det her slog dog alt. Som fremragende eksempel proevede vores chauffoer paa et tidspunkt at overhaele 2 biler, 2 lastbiler og 1 bus i et sving hvor han kun kunne se 50 meter frem. Frederikke mente at have set sit liv passere revy op til flere gange. Paa Bali (hvor vi er nu), er de heldigvis lidt mere aflsappede. Puha.

PS. Vi har denne gang lagt to blogindlaeg op paa samme tid, husk ogsaa at laese det fra Mabul og Sipadan!