Borneo!!
Borneo er fantastisk. Saa er det sagt. Det foerste vi lagde maerke til da vi ankom til Kuching, var regnen. Det oes poes regner stort set hele tiden. Det der med gajolvejret hjemme i Danmark, det er bare ren vand i forhold til.

Vores taxa chauffoer snakkede noget om en "celebration birthday" i templet der laa ved siden af vores guesthouse og at vi var meget heldige at ankomme netop den dag. Vi taenkte at det nok sikkert var en malaysisk gut eller gutinde der havde foedselsdag og vi takkede paent for invitationen. Vi fandt dog senere ud af at begivenheden var ret stor; den kinesiske tempelloeve havde foedselsdag og det har den kun een gang hvert tredje aar! (og i gamle dage var det faktisk kun hvert 60. aar!) saa vi skyndte os ned paa vejen for at hoere trommemusik og se kinesiske drager der dansede. Det var noget af en oplevelse. Paraden var meega lang og varede hele aftenen. Alle var enormt glade og vi fik oel og sodavand af de lokale og fik rystet haandtryk flere gange.

Bako
Taet paa kuching ligger Bako nationalpark. Det er blevet vurderet til det smukkeste sted paa Borneo, saa dagen efter snoerrede vi vores trekkingsko, tog vores regnjakker paa og dog afsted paa en endagstur.
Vi delte baad med to gamle grise der var koreanere. Den der sad taettest paa mig havde travlt med at tage mig paa laaret naar han skulle sige noget, saa Martin fik til sidst nok og satte demonstrativt sin haand paa mit ben. Saa blev der ikke mere af den slags! (Det var ikke sidste gang at Martin maatte puste sig op og skule ondt til malaysiske hankoen, men mere om det en anden gang.)



Der var lavvandet og da vi kom i land, stak vi af fra koreanerne for at smutte hen til nogle klipper der blev fremkommelige pga. tidevandet. Det var det smukkeste landskab vi nogensinde har set og vi fik taget en masse billeder. Selvom det regnede, loeb vi rundt i bare taeer - om dagen kommer temperaturen jo sjaeldent under 27 grader - og tog billeder af de sjove dyr vi saa. Der var nogle salamandere der kunne gaa paa vandet! Og eremitkrebs der slaebte deres tunge hus rundt naar de troede at vi ikke var der. Og skaegge snegle var der massere af. Der var ogsaa spor fra hjorte i sandet.
Desvaerre er tourister og malaysianere generelt ikke enormt gode til at passe paa deres natur, saa vi fandt ogsaa bunker af skrald der var skyllet i land. Det var ikke saa fedt. Det kan vaere at man skulle arrangere noget strandoprydning rundt omkring paa Borneo engang naar man er faerdiguddannet som sej. :)



Vi gik ogsaa en lang tur inde i junglen og landskabet var enormt varrieret. Det var fantastisk. Se endelig vores billeder i albummet.

Mulu og de sure sokker.
Efter et par dage i Kuching floej vi videre til byen Miri hvor vi overnattede to naetter. Der er ikke saa meget andet at sige om Miri, end at Martin fik sendt tilpas mange onde blikke til de unge stirrende maend som vi passerede paa vores gaatur gennem byen, til at vi tog en taxa hjem i stedet for at gaa. Det er haardt at skulle forsvare sit territorie.

Da vi ankom til Mulu nationalpark d. 27. februar, havde vi ingen anelse om hvad der ventede os. Verdens stoerste hule "deer cave" og de andre 3 huler tog helt vejret fra os. Vi sad og ventede ved Deer cave en hel time i regnvejr for at se faenomenet 'bat exodus', hvor alle hulens 3 milioner flagremuse forlader hulen for at soege foede, men de gad ikke komme ud paa grund af regnen. Fordoemt! Martin var saa skuffet som man kan blive. Han er mere end villig til at tage til Borneo igen en anden gang for at opleve det.

Mulu pinnacles som vi havde taget til udfordring at bestige, blev noget naer det haardeste vi nogensinde har proevet. Den tur er grunden til, at vi bagefter havde vaerdens sureste sokker! Foej for pokker.. Vi behoevede ingen myggespray den efterfoelgende nat.
Vi skulle gaa 2,4 km for at komme derop. Det lyder ikke af saa meget vel? Men der var 1,2 km i hoejdeforskel! Det var lidt stejlt. Hele tiden. Det tog os over tre time at komme derop. Og over 4 at komme ned igen. Traeernes super glatte roedder gjorde det heller ikke ligefrem lettere. De sidste 400 meter skulle man kravle op af stiger, balancere hen over jernstaenger og bruge reb til at klatre op med. Men det var det hele vaerd. Hold da op hvor var der smukt paa toppen af Mount Api. Vi var ret heldige at det hverken regnede eller var taaget, og de skarpe og spidse pinnacles var helt fantastiske. Og vi fik heldigvis heller ikke andre varrige meen, end de foeromtalte sure sokker og nogle laar der stadigvaek goer ondt.

Vi savner forresten jer alle sammen rigtig meget!

PS vi har opdateret albummet med billeder fra Mulu. Klik paa et billede for at se alle sammen igennem! Vi har taget nogle flotte nogen.