Land nr. 2
Vi har lagt Thailand, og dermed ogsaa "capcuncaaar"/"savardihaaar", bag os. Vi var ogsaa ved at blive lidt traette af at lyde vrede hver gang vi skulle sige Tak og Hej. Thailaendere laegger altsaa trykket paa nogle underlige steder. Men nok om Thailand! Vi har krydset graensen til Malaysia og nu hedder det "apa khabar" og "terima kasih". De siger faktisk slet ikke Hej paa malaysisk. Det ord findes ikke! Meget mystisk. De spoerger bare hvordan man har det.

Kuala Lumpur er en kaempe by!! Med mange skyskrabere. Vi lagde hurtigt maerke til at folk ikke smiler ligesaa meget som i Thailand. Og at alle de dejlige tykke logrende hunde er blevet erstattet med katte. Og rotter. Og kakkerlakker. Den foerste kakkerlak vi moedte, loeb rundt uden for Mac D hvor vi spiste natmad (MMMH!!). "IIIIH" sagde jeg, med afsky i stemmen, men jeg kunne alligevel ikke helt lade vaere med at laegge lidt pomfrit ud til den da vi var faerdige.



Efter den laaaaange bustur fra Surat Thani til KL, var vi vildt traette og fulgte blindt efter en ung japansk backpacker der kendte et "feeedt sted". Reggae House. Vores vaerelse var 2 kvadratmeter, uden vinduer og der fisede en kakkerlak rundt paa gulvet. Senere fandt vi ud af, at der var bedbugs under madrassen. Det var bare top dollar! Men det kostede til gengaeld ogsaa kun 28 ringetts (ca. 55 kr).



Paa anden dagen traengte vi virkelig til lidt luksus, saa Martin inviterede paa fin middag paa The Federal Hotel, som har en restaurant paa 18. etage. Der var udsigt over hele byen - bogstaveligt talt - for restauranten drejede rundt, 360 grader. Vi blev behandlet som prinser og prinsesser (fordi vi jo lignede prinser og prinsesser helt vildt meget!) og derfor glemte vi helt hvad vi tog afsted fra. Vi blev desvaerre mindet om det, da den soede tjener spurgte "Were are you staying?". Martin og jeg udvekslede blikke, for vi ville jo ikke bryde illutionen om de rige danske unge mennesker, saa vi noejedes bare med at sige Chinatown...

Vi tog ogsaa til Batu Caves som ligger lidt uden for byen. Receptionisten paa Raggae House sagde, at busturen ville koste ca. 2,5 Ringets men vi blev enige om at vi har hoert forkert. En bustur paa en halv time kan da umuligt koste 5 kr! Ellers bliver vi da taget i roeven hjemme i Danmark... Men det goer vi saa. For det var lige hvad turen kostede. Batu var sej. Se billederne i vores album.



130 milioner aar gammel regnskov!
D. 21. tog vi til Malaysias nationalpark, Taman Negara - som sjovt nok betyder "national park". En kende uopfindsomt. Det var selvfoelgelig helt enestaaende. Verdens aeldste regnskov levede op til forventningerne.
Det fedeste var vores night jungle walk. Vores guide talte heldigvis bedre engelsk end Rahmon fra Chiang Mai og hold da op, hvor var han vild til at finde de seje dyr frem. Og dem var der mange af.. vi saa - hold nu fast - vandrende pinde, kaempe cikader, to tapirer, en doedgiftig (sovende) slange, en stor black scorpion, to sovende (fjerbolde)fugle, en kaempe baenkebidder, en kaempe (og hurtig og GIFTIG, mor!) skolopender, en civet kat, to hjorte og tre paent store edderkopper. Det var en fed oplevelse! Martin fik oeje paa mange af dyrene. Jooo, man kan godt have gode oejne selvom man har kontaktlinser. :)
Vi var ogsaa oppe og gaa paa verdens hoejeste canopywalk. Der var 45 meter ned fra det hoejeste sted. Man skulle i hvert fald ikke have hoejdeskraek. Yiks!




Verdens vaerste nat, spenderet i en lufthavn!
Jeps, det er nemlig rigtigt. Vi tog ud i lufthavnen om aftenen for at hoere om vi kunne flyve tidligt naeste morgen til Borneo, og for at faa os en god nats soevn paa et lufthavnshotel. Vi kunne flyve kl. 12.30 og der var full booked paa hotellerne. Fede tider mand! Saa skulle det da bare lige mangle at der ingen stroem var paa ipoden og at vi var noget saa traette efter en lang trekkingtur i Taman Negara. Hovedpine var der ogsaa nok af. Da vi fik lagt os til rette paa gulvet foran en butik, begyndte lufthavnspersonalet at "fogge". De ville ikke forklare hvad det var og hvorfor de gjorde det, men vi fandt ud af at det handlede om at larme helt vildt meget mens at der blev fogget en tyk stinkende roeg ud over det hele. Pas. For lige at goere det hele endnu vaerre fik jeg akut blaerebetaendelse ved 11-tiden. Paa det tidspunkt var jeg ved at opgive alt. Det hele. Det blev simpelthen for meget. Det skal nok ogsaa lige naevnes, at jeg ogsaa var indehaver af en ordenlig omgang PMS. Martin var guld vaerd og noget saa taalmodig. Han havde ogsaa en behandling mod blaerebetaendelse med. Typisk laegestuderende, ikk? Men det var jo meget passende. Jeg fik lov af den koebenhavnske laegevagt, til at tage pillerne i tre dage, hvorefter sygdommen skulle vaere vaek. Saa fejrede vi det med et slag 'fisk'. Og mere er der simpelthen ikke at sige om den nat. Afsted til Borneo!