Først: Vi beklager den lange ventetid :-) vi skal nok stramme lidt op på opdateringerne.

Den anden uge på Elephant Valley Project var vi de eneste, der var frivillige længere end 1-2 dage. En af dagene var vi på "road trip" kun med de fastansatte/ langtidsfrivillige på projektet. Vi kørte ud til en lille landsby langt fra byen. En af elefanterne havde arbejdet for en familie der, før den blev reddet fra det belastende arbejde af projektet. Vi skulle have en masse tørklæder med hjem til videresalg, som de lokale kvinder havde lavet.
Vi så også organisationen bag projektets hovedkontor, hvor vi fik understreget hvor meget, de gør for området. For at de lokale ikke er økonomisk nødsaget til at fælde skoven og sælge det dyre luksus tømmer, betaler projektet bl.a. for lægehjælp og kompenserer børns skolegang med ris sække. De forhandler også med myndighederne om at give de lokale etniske minoriteter retten til deres eget land.
En af dagene var vi også med de langtidsfrivillige ude og spise grill mad, som byens mænd gør. Det var ligesom Fondue - altså med gasgrillen på bordet. Det var vildt lækkert, og noget vi har gjort igen her i Laos.

Efter at have sagt farvel til elefanter og de frivillige gik turen til byen Kratie - også i Cambodja - hvor dagen gik med at se delfinerne i Mekong-floden, der er meget truede. Vi fik dog set en masse af dem.

Vi tog bussen til Laos, hvor vi først besøgte såkaldte 4 thoussand Islands. En del af Mekong fyldt med øer, der kommer frem netop nu, hvor regntiden ender. Ofte stikker der bare en trækrone op fra vandet. Her sover man i små træhytter - altid med hængekøjer. Vi tog på en kajaktur i området og så Sydøstasiens største vandfald målt på mængden af fossende vand. Da vi sejlede rundt i vores kajak, stak delfinerne pludselig hovedet op lige foran os! Vores guide talte desværre ikke (som lovet) engelsk, men skulle lige have en reminder om, hvordan søren man siger "højre". Mekong-floden har en del strøm i det her område, og vi mistede kontrollen, så vores kajak drejede 180 grader og bankede ind i diverse træer. Vi fik ikke den mindste hjælp fra guiden, der blot bagefter viste med fagter, hvordan man padler. Det gik lidt udover stemningen.

Fra dette sted helt i det sydlige Laos gik to dage med at tage nordpå. Undervejs stødte vi på en national festival. Det var måske en bådefestival i anledning af enden på regntiden. En thailænder mente nu, at det var Fuldmåne-festival. I en by så vi optakten til et stort optog med munke, skoleklasser og hold af kollegaer, der skulle ned til vandet og sætte blomsterkranse i vandet og ofre "pengetræer". På billedet ser I en vogn i optoget:
Da vi nåede vores bestemmelsessted, Luang Prabang, var festen stadig i gang. Himlen var fyldt med papirslamper, og oplyste robåde sejlede op og ned ad floden. Luang Prabang var indtil 1500-tallet Laos' hovedstad og er stadig centrum for klostre og templer. Vi så et af byens ældste klostre, som var helt velbevaret. Indeni havde det sorte vægge med tegninger i guld og udenpå nogle flotte glasmosaikker. Generelt gik der bare munke i orange kutter rundt overalt i byen - oftest drenge under 18. I buddhistiske lande er mange kun munke i en kortere periode - for eksempel havde vores guide på Gibbon Experience (kommer senere) været novice på et kloster i et år. Vi så også rejsens første "pædagogiske" museum med gode tekster på engelsk og flere ting, man selv kunne få fingrene i. Det var om de etniske minoriteter i det nordlige Laos. De udgør flertallet i nord og lever ofte meget traditionelt i små landsbyer - meget ligesom vi så det i Sapa i Vietnam.

Vores næste stop var Luang Nam Tha i nord, hvorfra vi skulle ud og besøge nogle af disse landsbyer på en guidet tur. Først besøgte vi en landsby beboet af Khamu folk. De lever ud til vejen og er stille og roligt ved at blive mere moderne. De dyrker ingefær og andre krydderier, som de kan sælge til eksport, og flertallet af byens børn går nu i skole - selvom landsbyen stadig kun lever af landbrug og jagt. Derefter var vi på en lang vandring gennem junglen. Guiden havde med os som følge købt lidt kød og lignende på markedet samme morgen. Resten af maden bestod af grønt fra junglen, og vi spiste fra palmeblade med fingrene. Til sidst nåede vi toppen af et bjerg, hvor en gruppe Lahu-folk bor. De lever i modsætning til Khamu mange kilometer fra andre mennesker. Vi ankom til en landsby kun beboet af høns, grise, køer og børn - alle de voksne var i rismarken og arbejde eller på jagt. Vi sad og så børnene jage rundt med hønsene, tegne mønstre i sandet og spille volleyball med fødderne (drengene). Vi levede som de lokale i et lille hus af bambus og et tag af palmeblade, hvor vores aftensmad også blev lavet over bål. Vi var afsted med et belgisk par, som vi lærte at spille rummy/ 500 og havde det rigtig sjovt med. Den næste dag var vi på besøg hos en af landsbyens familier. De levede tre generationer sammen i et lille hus. Vi mødte en 17-årig mor med sit tredje barn på skødet. De handler stort set ikke med nogen, men deler efter sigende meget meget med hinanden i landsbyen. Det var en ret vild oplevelse.

Vores næste tur gik vestpå til Huay Xai på grænsen til Thailand. Herfra var vi på The Gibbon Experience i den nærliggende Bokeo Nationalpark. Dette projekt er kendt for sine "zip line"-svævebaner, der giver mulighed for at svæve mellem de høje træer ligesom nationalparkens sjældne Gibbon-aber. Man får et bælte på med et fastspændt reb med en karabinhage for enden. Den sætter man på stålwire, som er ført oftest 100 meter eller mere mellem træer og bjergsider. Det var en vild oplevelse at svæve i fuld fart med udsigt over jungle og bjerge. Vi var på "vandfaldsturen" med ekstra meget vandring og svævebane. Junglen var meget imponerende her. Træerne var enormt høje, og ofte gik man nærmest i små gange af høj bambus. Den første nat sov vi i en hytte hele 150 meter oppe i en trækrone. Den anden dag gik vi et langt stykke til vandfaldet, hvor der var tid til en dukkert. Sandra måtte dog springe over på grund af ondt i halsen efter en kold nat i Lahu-hytten. Derefter gik det med svævebaner til nattens træhytte. Da vi havde spist, og mørket nærmede sig (ca. kl 18), så vi pludselig noget, som lignede en slange, bevæge sig i træet ved siden af, og alle på vores 7-mands hold stormede derhen. Vi fik set et par minutter af en kravlende abe, før den blev slugt af mørket. Da den havde en lang hale, var det dog ikke en Gibbon, men en Langur-abe.

Næste morgen var det Sandras 20-års fødselsdag. Guiderne havde lavet en fin krans af blade og blomster fra junglen, og der blev sunget fødselssagssang efter morgenmaden. Fødselsdage bliver faktisk ellers ikke fejret traditionelt i Laos, da man mindes dagen som en hård dag for moren. Da vi kom tilbage til Huay Xai, sov vi på et fint hotel ved grænsen til Thailand.

Nu er vi tilbage i Luang Prabang. Der var ingen direkte vej, så man kan ligeså godt sejle hertil. Vi sejlede ad Mekong floden hele dagen i går, og overnattede så cirka midtvejs. I dag sejlede vi det sidste - det var en enormt flot tur. I morgen har vi en flybillet til Thailand. Kun ved ankomst med fly får man nemlig 30 dages visum.