Efter en fantastisk oplevelse i León, gik turen i shuttle bus hele den lange vej til La Ceiba i Honduras. Der er her tale om en bustur på ca 13 timer, 23 minutter og 37 sekunder - men hvem tæller?!?
Inden afgang (kl.01 am, altså om natten!) fik vi puttet et par timer på vores hostel. Bussen havde plads til 12 personer, herunder halvdelen som inden afgang valgte at indtage så mange valium at de stort set sov hele vejen! Nanna endte også flere gange med at få en fremmed fyr i skødet da han var helt skudt af på sovemedicin og derfor ikke registrerede de hårnålesving vi kørte igennem. Det var en afsindig lang og hård bustur, specielt da der ingen nakkestøtter var, og med Joachims højde er det umuligt både at have bagdelen i sædet og nakken på kanten. Dog fik vi sovet et par timer på vejen, men det var ikke noget at råbe hurra for. Heldigvis var det nogle super fine piger og drenge der var med, hvilket hjalp på det.
Vores buschauffør var utrolig flink til at fortælle hvordan Honduras er det land i hele verden hvor der bliver begået flest mord, så i kan tro at vi glædede os til at se, hvor han ville sætte os af!
Ved et stop på en ganske almindelig tankstation, langs det der vel for dem er en motorvej, kunne vi dog fornemme hvilke forholdsregler de i landet har taget. ALLE steder på fastlandet ser man store skilte der pænt beder folk om IKKE at medbringe der pistoler samt medfølgende patroner, ind på tanken. For de der ikke forstår sådan et skilt, står det mindst to svært bevæbnet gutter og holder vagt - SÅ VELKOMMEN TIL HONDURAS :-)

Vi blev sat af ved La Ceiba havn, lige ud for stedet hvor færgen sejler. Som de eneste fra vores bus valgte vi at tage til øen Roátan, modsat alle andre der tog til fest-øen Utila (man kan altså godt feste og drikke på Roátan, især når en flaske 0,7 liters 3-årig rum koster 35 DKK) ;-)

Færgeturen var en oplevelse i sig selv. Der er tale om en forholdsvis stor katamaran, som man umiddelbart skulle tro lå godt i vandet trods bølger. Det var IKKE tilfældet. Joachim fik spottet 2-3 mand gå rundt og dele brækposer samt papir ud, hvilket han da overhovedet ikke kunne forstå for det var jo sådan en stille tur.. Nuvel, det var stille i havnen!! Så snart vi kom ud på åbent hav, blev selv de største mænd til mus. Aldrig om vi har siddet i et rum med så mange omkring os der brækkede sig i lår-fede stråler. Personalet med poser arbejdede i hvert fald hårdt og det så næsten ud til at de spillede et spil der kan kaldes bræk-banko, for de morede sig i hvert fald over de lidende personer - især når de fik en fuld række!!

Desværre gik der heller ikke længe før Nanna måtte se sig slået og bede om en pose som hun, ellers ligbleg, kunne sidde og spytte lidt i (heldigvis ingen banko her!).

Vel i land med ben som gelé, og en hudfarve nær gennemsigtig, fik vi vores baggage udleveret og derfra var det ellers bare afsted med en taxa. Vi var heldige og fandt to gutter som skulle til samme by, ydermere samme hostel som os. Fremme ved vores hostel måtte vi vente i ca. 30 min før der kom én i receptionen og kunne hjælpe os (de var åbenbart taget ud for at handle, visse-vasse). Vi blev indlogeret på et dorm (sovesal) med 6 andre personer og gik direkte på hovedet i seng. Det syntes de andre i rummet var en dårlig ide, da de jo havde købt billig alkohol og nu ville starte en fest - men når Nanna er træt, skal der være ro - og så måtte de finde er andet sted at hænge ud!

Vores første rigtige dag på Roátan blev primært tilbragt ved West Bay, som skulle være én af de bedste strande på øen. Vi må begge blankt erkende at nok har vi været mange steder i verden, men aldrig om vi har set og badet i SÅ klart et vand. Det er ubeskriveligt smukt!! Efter en masse sol, øl, dasen i vandet og snorkling tog vi med vand-taxi tilbage til West End hvor vi holder til.
Aftenen blev tilbragt på vores hostel hvor vi deltog i en kanon lækkert BBQ, efterfulgt af hyggeligt selskab med de andre på tagterrassen. Det skal måske lige nævnes at vores hostel lå i udkanten af West End samt at vi betalte $ 24 for os begge, bare for at sove på en sovesal. Vi hørte rygter om et sted placeret i selve West End lige ned til vandet, hvor vi kunne få vores eget værelse for nogenlunde samme pris.

Så lørdag morgen sagde vi farvel til vores hostel og gik down town for at finde det omtalte sted. Vi fandt stedet (Chillies) og fik vores eget værelse for præcist det samme beløb som vi skulle betale for at overnatte på sovesal. Her er så lækkert. Vi har mangotræer i baghaven, så Joachim går flere gange dagligt på mango jagt. Når de modne mangoer falder ned skal man være hurtig, enten bliver den ødelagt på vejen ned, ellers begynder dyrene at spise dem. Men vi har indtil videre fået omkring 15 gratis mangoer takket være Joachims mango-talent ;-)

Det gode ved Chillies er at de også har et lille dykkersted koblet til sig, så når man overnatter på Chillies får man lidt rabat pr. dyk man foretager. En rabat vi nyder fuldt ud, for her bliver der ikke sparret på dykkene - jo flere dyk, desto bedre.

Lørdag morgen inden vores første dyk (som var et eftermiddags dyk, dvs. kl.14 pm) var Joachim ude at snorkle. På denne tur var han så ubeskrivelig heldig at han så en havskildpadde, som han snorklede med i en halv times tid. Grøn af misundelse på stranden måtte Nanna tigge og be vores meget underholdende divemaster om at finde nogle havskildpadder, så også hun kunne se de meget smukke dyr.
Og det kunne vi!!! Det blev til et fantastiske dyk hvor vi havde glæden af hele fire havskildpadder, barracudaer, hummere, juvelfisk, lionfish og et utal af andre fisk i alverdens farver.

Søndagen lagde godt for sig med et dyk kl.11 samt et igen kl.14. Det bør måske siges (af bitter erfaring fra Nannas side) at når man dykker 5-10 efter et måltid har det relativt let ved at komme op igen. Note til os selv: dyk ALDRIG lige efter et større måltid :-)
Søndag er en af de dage hvor det helt overraskende sker lidt i området. Der var nemlig det der hedder TASTE OF WEST BAY (smag på West Bay) hvilket var et velgørenhedsarrangement hvor man for $ 1 kunne købe lodder. Derefter kunne man gå rundt til et hav at forskellige mad-båse på stranden og købe mad og drikkelse for et par lodder. Her fik vi smagt på sushi (hvor fisken er så frisk at den næsten stadig svømmer), fiskeburgere, punch, muffins, cerviche (også frisk fisk) og grillet majs med fantatisk dressing til.
Lige netop den dag bød stranden også på krabbe-løb, hvor man for $ 5 kunne købe en krabbe som deltog i løbet - og ja, vi købte en krabbe. Det er her vigtigt at sige at pengene går til behandling samt forebyggelse af HIV smittevejen mellem mor og barn, hvilket har været et kolossalt problem her på øen. Så det var gode penge, der gjorde en forskel!!
Dog var vores krabbe ikke så hurtig som beregnet, så vi vandt intet.. ;-)
Efter et morsomt krabbe-løb var der er helt fantastisk ild-show på stranden, selvfølgelig noget der foregik efter solnedgang.

Roátan er dejlig, vi nyder det. En morgen gik Joachim en tur, fandt en frisk kokosnød på stranden og kunne servere morgenmad som følger: skåret mango og kokos, serveret i en frisk kokosnød, med tilhørende kokosmælk til at drikke ved siden af.
Det kommer vi nok aldrig til at kunne gøre igen! :-)

Vi har endvidere gjort vores ypperste pligt som turister, hvilket er at bestille Lionfish på en restaurant. Denne lille satan af en fisk er undsluppet fra et reservat i Florida og har flyttet sig til Caribien hvor den ikke har nogle naturlige fjender i havet. Den kan derfor formere sig uhæmmet samt ødelægge både koralrevet og dyreliv her. Så bestanden skal ikke bare holdes nede, den skal uddø, og de lokale kæmper på livet løs med at få den fjernet fra havet.
Derfor beder de også folk om at bestille Lionfish på restauranterne, da der dermed skal fanges flere af dem - og så smager den fantastisk!

Kære Danmark vi tænker på jer, men savner ikke den danske sommer - ses om 4 uger minus 1 dag ;-)