"Det er altid plads til én mere!" denne indstilling finder man alle steder, inklusiv steder hvor man ikke lige forventer det. Sådan startede vores tur fra Rio Dulce til Livinstón. Vi fik at vide at vi ville blive hentet på vores hotel (midt ude i ingenting i junglen) og derfra sejle den to timers tur til Livinstón. Det var på som vis heller ikke forkert..
Vi brugte dog bare først halvanden time på at sejle rundt og samle folk op. Vi endte med at være så mange folk i den lille båd at vi skulle skifte til en lidt større (ikke at det hjalp særlig meget!). Men efter laaaang tid fra det ene hotel til det andet, kom vi endelig af sted mod Livinstón. En sejltur folk beskriver som utrolig smuk og det hele værd. Vi kan kun give dem ret, det var en kanon smuk sejltur, trods den trænge benplads og bølgerne der ihærdigt forsøgte at give os et minde på røven (gule og blå blev vi heldigvis ikke helt) ;-)

Vel fremme i Livinstón blev vi på kajen mødt af en MEGET sort mand der slog armene ud og råbte "WELCOME TO AFRICA!" :-)
Bedre velkomst findes ikke. Afrika eller ej, vi fulgte den sorte mand til et fint lille hotel, hvor vi blev indlogeret i en bambus hytte lige ud til vandet. Den ældre dame der ejede stedet fik på ingen tid en helt speciel plads i Joachims hjerte, da han flere gange hårdnakket insisterede på at han ville kramme hende eller være i familie med hende - Joachim er hårdt ramt af Farmor Grete abstinenser!!

Livinstón havde ikke meget at byde på, dog fik vi prøvet en ret som er meget populær i området. Retten er en fiskesuppe med kokosmælk, bananer, koriander og alt levende fra havet, herunder en hel krabbe, diverse snegle og muslinger, rejer og i bunden en hel stegt fisk. En meget speciel oplevelse, hvor Joachim igen kunne bekræfte at han ikke bryder sig om koriander - en krydderurt der kommer til at følge ham på resten af rejsen, idet den er flittigt bliver brugt i næsten alt mad herovre!

Da byen ikke havde meget at byde på, fik vi hurtigt bestilt en billet videre. Mere præcist en båd-billet til Belize, nærmere bestemt byen Punta Gorda.
Så tidligt op, farvel til den Mellemamerikanske farmor og videre på rejsen...

Sejlturen til Belize var en MEGET våd oplevelse for os begge. Efter flere sejlture i de forholdsvis små både har vi nu lært at hvis ikke man vil have blå og gule mærke på bagdelen er det altså bedst at sidde bagerst i båden. Så der sad vi, glade og tilfredse med at vi ikke sad forrest, da der var utrolig mange bølger. Nok sad vi bagerst og nok sad vi taktisk det bedste sted i båden, men det ændrede ikke på det faktum at bølgerne gjorde os fuldstændig gennemblødte. Joachim havde cowboyshorts på og selv hans underbukser kunne efter turen vrides - og det var ikke fordi han havde tisset i bukserne af skræk!! (Siger han i hvert fald!) ;-)

Vel fremme i Belize, dog en papaya frugt fattigere da den blev taget i tolden (eller hvad der i DK, ville betragtes som en told) gik vi rundt i Punta Gordas gader på jagt efter lidt morgenmad. Morgenmad fik vi, og samtidig fandt vi ud af, hvad vi nu skulle. Vi skulle nemlig ikke blive i Punta Gorda, for så mega fed var den by altså heller ikke!
Så vi fandt en lokal bus og kørte mod Maya-byen San Pedro Columbia ca 45 min væk. Den søde mand i bussen der solgte billetter undrede sig over hvad vi dog ville der, da der ifølge ham ikke rigtig var noget specielt at komme efter, og ja, det kunne vi jo heller ikke rigtigt svare på!
Vi må ærligt indrømme at vi også følte os lidt på skideren da vi hoppede af bussen midt i ingenting ved siden af et hus, der kunne brase sammen når det skulle være...
Vi fandt hurtigt et skilt hvorpå der stod Chocolate-Tour hvilket aldrig kan gå helt galt, så planen var at følge disse. Skiltene ledte op på en bakke til et mindre hus, hvor en mand glædeligt inviterede os ind, gav os vand og præsenterede os for hele hans familie. Og den var stor!!
Han havde, (hold på hat og briller) i en alder af 56 år, 15 børn og 17 børnebørn. Vi var havnet et sted hvor p-piller og kondomer åbenbart ikke spillede den store rolle ;-)
Hans familie var fantastisk og vi følte os hurtig "hjemme".
Det blev arrangeret således at vi boede hos dem, levede hos dem, spiste med dem, samt fik en chokolade demonstration og en tour på hans farm. En oplevelse vi næppe glemmer!
Navnene kan vi ikke huske, (eller stave til), men familien var utroligt imødekommende, spurgte ind til vores liv, uddannelse, land osv, og fik os med i deres daglige gøremål. Og således fik Nanna lov at lave majs-tortillas helt fra bunden. Først pillede vi begge kornene af majsen, dernæst blev de kogt ud til en dej og til sidst fik Nanna (sammen med resten af kvinderne) lov at forme tortilla'erne.

Senere viste Maya-Pappa os rundt på hans farm, som bestod af 32 hektar land, proppet med diverse frugttræer, kakao-træer, avokado-træer, majsmarker, rismarker, ingefær-rødder, palmer med kokosnødder, ananas, kardemomme, chili, citrongræs, banantræer, sort peber - ja, stort set alt!
Og vi fik lov at dufte, røre og smage ALT det vi overhovedet kunne magte.
Så efter at Joachim havde fået lov at skære et banantræ ned, vi havde samlet 12 avokadoer, citrongræs og en masse grøntsager til aftensmaden, traskede vi trætte hjem til Mutter, der stod klar til at overtage dagens høst.

Efter at have vandret farmen igennem, var det dejligt at en stor flod løb gennem deres baghave og at vi lige kunne nå at få en skøn og kølig dukkert, inden aftensmaden blev serveret.

Høns, hunde og børn løb alle rundt i det, der i Danmark ville blive kaldt et åbent køkken. Her er køkkenet/bålstedet bogstaveligt talt åbent - med en udsigt over et fantastisk og frodigt landskab! Så hurtigt blev der dannet en lækker duft af åben ild, bagt brød, ris og håndplukkede grønsager fra familiens egen farm!

At leve så tæt på naturen, med en så imødekommende familie har været fantastisk, lærerigt og noget helt specielt.

Tæt på farmen har mayaerne for mange tusind år siden også levet. Derfor findes der er såkaldt Maya-site i gåafstand fra familen, som vi også lige ville se inden vi forlod stedet i vores videre færd.
Stedet var et meget intimt lille sted, hvor det var muligt at se det hele på under 40 min. Vi kom dog tidligt på morgenen og havde hele stedet for os selv, uden andre irriterende turister. Skønt og specielt!

Nu er vi klar til at udforske Tikal - Mayaernes moder!

Først havde vi dog hørt, at Placencia skulle være et fantastisk paradis ud til det caribiske hav, hvor man kunne dykke og nyde livet. Så det skulle vi da prøve - men pga vejret har vandet været fyldt med søgræs og ikke ligefrem indbydende til et lille dyp!
Placencia er dog stadig et skønt område, hvor hoteller, restauranter og boder er bygget på den sandbanke som Placencia i virkeligheden er.. Så vi render rundt med konstant sand mellem tæerne. Og rommen er stadig billig, så i stedet for dyk og dyreliv står den på palmer og Piña Colada!

Håber også i nyder livet i DK! :-)