Placencia skuffede lidt pga. vejret og dermed muligheden for at dykke, som ellers var det vi kom efter. Byen var utroligt fin, bygget på en sandbanke og derfor også med sand overalt. Maden var god, drinksene billige, men vejret.. Blæsende!

Så vi besluttede os for hurtigt at komme videre, og for at komme videre må man op før fanden får sko på.
Kl. 6.15 kørte bussen mod hovedstaden Belmopan, hvor vi måtte skifte for at komme mod grænseovergangen til Guatemala. Her ventede vi i noget der ligner 4 minutter og 26 sekunder før bussen mod grænsen ankom og 3 minutter senere var vi på vej.
Vi blev mødt af aggressive taxichauffører ved endestationen, der alle kæmper for at få turisterne med i netop deres taxa, der skal fragte dem de sidste 3 km til grænseovergangen. Den ene mere aggressiv end den anden, og det ende med at en enkelt stod og hamrede på ruden foran Nanna for at få hendes opmærksomhed. Vi blev dog ved med at sige nej til dem - de skal ikke bestemme hvem vi skal køre med!!
Efter et toiletbesøg til Nanna stod vi dog i den "uheldige" situation at der kun var en taxa tilbage. Og den skulle vi ikke glippe mente Joachim. Problemet var dog at det var selv samme taxachauffør som havde været mest agressiv, ham måtte vi så køre med.. Satans!!

Grænseovergangen gik som smurt, dog lidt pebret at skulle betale 35 dollars for at måtte forlade Belize. Men så har Tikal også bare at være det hele værd...

Vi blev guidet hen til den kollektive busterminal, hvor bussen (nærmere en stor bil) stod pakket og klar til at vi skulle afsted. Så vi hoppede ind med det samme, fik de bagerste pladser, hvor der umiddelbart var god plads, og var klar til at køre.
Vi nåede dog ikke længere end de første 2 minutter, indtil 3 mand stod klar og ville med mod Flores.
Chaufføren guidede dem mod de bagerste pladser og så sad vi pludselig som sild i en tønde.
Og med busser der er beregnet til folk på højest 165 cm, sad Joachims knæ pludselig boret ind i ryggen på damen foran.

2 timer senere, efter krampeanfald og mangel på blod til føderne, var vi vel fremme i Flores. Her begyndte den vilde jagt efter et hotel, gæsteværelse, hostel eller andet, hvor de næste 5 nætter skulle tilbringes. Og pludselig fik Nanna en sådan lyst til at prutte om prisen på alt hvad hun kunne komme i nærheden af.
Vi vadede hele den lille ø tynd for værelser, men forelskede os hurtigt i et værelse under taget med eget toilet, en flot lille altan og en udsigt over hele søen. Det skulle vi have!!!
Men hotel-mutter ville have 170 Quatzales for det, hvilket i danske kroner er omkring 155 - billigt!
Nanna derimod ville kun give 150 Quatzales og selvom differencen synes at være utroligt lille, ville hverken Hotel-Mutter eller Jyde-Herning give sig..
Det endte dog med at Hotel-Mutter måtte se sig slået og haltende på det ene ben hentede hun nøglen til det flotte værelse, mens hun prøvede at skjule sit nederlag over for sin familie.

Aftenen bød på et vild vejr i form af regn og torden, som vi, med en Rom&Cola i hånden, kunne nyde fra vores altan.

Veludhvilet begyndte vi næste dag med en nutella-mad på terrassen. Nutella har vi snakket om gennem hele ferien, men det er ikke altid lige let at støve op i butikkerne herovre - og måske med god grund.
En bøtte nutella + en gang almindelig toastbrød koster i omegnen af 90 danske kr. Men når man har lyst til nutella, så skal man have nutella!

I nærheden af Flores ligger en kæmpe stor limestone-grotte, hvor materialet limestone (en slags sten) bliver formet af vind og vejr.
Så ind i en Tuc-Tuc og afsted... Vi kom som de første om morgenen og havde hele grotten for os selv. Meget grænseoverskridende at skulle gå ind i en kulsort grotte, kun med lyset fra en, fandt vi ud af, svigtende lommelygte.
Grotten var fyldt med en masse gange og med flagermus flyvende over hovedet, var det let at fare vild.

Vi tog turen som en revanche for flagermuse-grotten på Bocas vi tidligere ikke kom igennem, og med den store erfaring i baggagen, havde vi ingen problemer med at udforske grotten, Cuevas de Ak'tun Kan!

Lago de Petén Itzá, er søen, som vi befinder os på, og som vores lækre udsigt også bærer præg af. I søen er flere øer, som man kan besøge. En af disse huser en lille, intim zoologisk have som vi havde fornøjelsen af at besøge. Med en vand-taxi blev vi transporteret hen over søen, og ved indgangen til zoo'en blev vi mødt af de første dyr, et griselignende dyr, som render frit rundt på øen.
Fra den første lille ø, skulle vi via en hængebro over til den næste og større del af zoologisk have, hvor vi kunne se på leoparder, pumaer, geparder, ara'er, vortesvin og en den største seværdighed: fritgående og forholdsvis tamme aber.
Så tamme at en enkelt i hvert fald nærmede sig, så om vi havde noget spiseligt på os og derefter traskede rundt om os.
Flink som Nanna var ville hun række et friskt blad hen mod "Ole monkeyboy" som han blev døbt, men i stedet for tilfreds at tage i mod bladet fik Nanna et rap over begge lægmuskler. Det betød vidst nej tak!
Alligevel var det en meget sjov oplevelse og som Nanna og "Ole monkeyboy" stod der, i skoven på den lille ø, var det ingen tvivl om at Darwins evolutionsteori holder stik..

Flores har været rigtig god ved os. Billig rom, dejligt vand at bade i, en sol der skinner kraftigt på vores skandinaviske blege hud og en smuk by.
Søvandet omkring os er omkring 30 grader varmt, men alligevel dejligt forfriskende at hoppe i. Og det har vi gjort en del...
Om aftenen er brisen ved vandkanten fantastisk kølig, så med en øl eller Rom&Cola har vi kunnet nyde solnedgangen mens vi med en fiskesnøre og den mindste krog der findes, har fisket efter en fisk der kun findes her i Lago de Petén Itzá.
Joachim fangede to kæmpe store fisk (størrelsen kan ifølge Nanna diskuteres!), mens Nanna måtte se sig slået i fiskeri-konkurrencen.

Den 2. august var en stor dag. Ikke nok med at Nanna vækkede Joachim med hendes egen fødselsdagssang kl.06, så var 2. august også dagen hvor vi dragede mod Tikal - en af de helt store attraktioner på denne tur. Og dagen blev helt speciel.
Efter juice serveret i en kokosnød og nutellamader på altanen, tog vi bussen mod Maya-ruinerne, en bustur på omkring en time.
Da vi ikke selv havde læst på lektion, måtte vi betale os fra en guide, der havde lidt mere viden om stedet end den gennemsnitlige turist.
Han fik guidet os godt rundt gennem ruinerne, forklaret at Maya-folket var omkring 200.000 mennesker i deres storhedstid, hvordan de gennem mange tusind år fik opbygget magten og hvordan de pludseligt forsvandt og efterlod ruinerne til regnskoven der er på størrelse med Belize.
Fascinerende at vandre rundt mellem
ruiner der for 1.200 år tilbage huserede et helt folk!
Mellem Temple I og Temple II ligger the grand Plaza, der som navnet måske røber, er den store plads hvor ofringer, tilbedelser, store fester osv blev afholdt - og alle var inviteret. Fra den store konge til den fattige bonde.
Så pladsen var utroligt stor.
Da vi ankom fik guiden overbevist Nanna om at der blev afholdt en ceremoni til ære for hendes fødselsdag, og derfor var der musik, ildsted, bedende mayaer mm. på pladsen.
Senere blev vi klar over at det var ilden og ikke Nanna der blev tilbedt - men en smuk ceremoni var det dog alligevel.

Videre fra the grand Plaza skulle vi, men først skulle Nanna lige lade vandet. Og med Nannas held og krop som en superman, valgte hun at træde så uheldigt på en trærod at noget i foden pludselig ikke sad ordenligt.
Vi fik smidt resten af gruppen videre i skoven, mens den sårede soldat kom ned at sidde. Hurtigt fik Medic-Svensson med sine fremragende spanske gloser, fremtvunget en ispose, der ellers skulle køle øllene til de svedende turister ned - men nogle ting er vigtigere her i livet!

Tilbage på bænken blev en tydelig rørt Nanna glad for at se sin ungersvend komme løbende i ægte baywatch-stil med ispose i hånden. Lidt har Joachim alligevel lært på studiet, for her blev gennemgået Look, Feel, Move og Test til et stort A+. Dog uden at finde ud af hvilken skade kun Nanna kan pådrage sig.

Så for at skåne foden, måtte Joachim traske videre alene for hurtigt at se Temple IV der er den største ruin, der for turister er muligt at udforske.
På toppen af ruinen kunne Joachim dog hurtigt se at det var et syn INGEN skulle gå glip af... Så hurtigt løb han tilbage til sin skadede soldat og tilbød hende at bære hende på ryggen mod ruinens top.
Noget måtte være sket, et mirakel vil nogen sige, men i krogene blev hvisket at Mayaerne gennem deres ånder og ilddans havde helbredt Nannas fod, for pludselig kunne hun igen gå.. Dét, eller også vil Nanna bare ikke bæres!

På toppen af Temple IV er en udsigt som ikke kan beskrives med hverken ord eller billeder. Her kan man se toppene af de store templer stikke op mellem regnskovens træer og man føler sig som en konge der står og skuer ud over hele verden.

Her var også plads til at Nanna kunne få den fødselsdagsgave der for Joachim var mest betydningsfuld at give. Igennem snart 5 års kæresteri har Joachim endnu ikke givet Nanna et smykke (hvis man altså ser bort fra en halskæde og ring lavet af sølvpapir), så nu var det alligevel på sin plads.
Da vi var på Roátan for at dykke, fandtes en lille fin butik der udelukkende solgte effekter lavet af Maya-folket. Her blev smykket købt, som senere skulle vise sig at blive videregivet på toppen af Maya-ruinen og sat på Nannas finger.
En lille sølvring med en poleret muslingeskal, der indeholder evighedssymbolet. En meget smuk ring, på en meget smuk fødselsdagspige - og så gjorde foden ikke længere så ondt!

Tilbage fra Tikal med så mange nye indtryk, informationer og oplevelser var det godt med en Rom&Cola på altanen. Og så kunne fødselsdagen endelig begynde...
Vi startede på den første restaurant med en appetizer og to øl, videre til den næste hvor vi fik er par drinks og pludselig begyndte den sødeste musik ved siden af os.

Vi havde godt set at militæret var mødt talstærkt op på havnen tidligere den dag, men når vi spurgte til hvad der skulle ske var det eneste svar "musica, musica, musica".
Så vi tænkte om det var Lady Gaga, Robbie Williams eller Medina der var kommet for at spille op.
Det viste sig dog i stedet at et 8 mand stort band bestående kun af militærfolk, begyndte at slå på xylofoner, trommer og kontrabas. Og musikken var skøn, så vi bestilte selvfølgelig en drink mere og nød tonerne af numre vi aldrig har hørt før.
Desværre kom ingen fødselsdagssang, så vi traskede videre ned gennem havnen til vi igen endte ved en restaurant med happy hour!
Og således endte en fantastisk oplevelsesrig dag, som foruden at være Nannas fødselsdag i Guatemala, samtidig var starten på Mor Gunnels fødselsdag i Danmark!

Inden den videre tur til Mexico kunne starte, skulle turens minder foreviges på Joachims højre ben, og hvad bedre end at få lavet en tatovering med nogle af de ting som vi gennem turen har oplevet og aldrig vil glemme. Herunder at dykke med havskildpadder, mayaerne fødselstegn (jaguaren), solens stråler som giver alting liv, samlet i et kunststykke der har samme stil som Mayerne for tusinder år tilbage selv påsatte sine kroppe.

Halvvejs gennem værket gik strømmen dog, hvilket overraskede Joachim lidt. Tatovøren tog det dog meget roligt, for strømmen går ofte herovre.. Og 2 min efter stak nålene igen gennem huden!
Så nu beder vi til at det var den rigtige Hepatitis B vaccine vi fik!! ;-)

I morgen drager vi først gennem Belize, for at ende i Chetumal, Mexico.

Håber i alle har det godt - hjemveen er begyndt at komme, men vi nyder dog lige resten af ferien først! :-)