Kære alle jer derhjemme,

Så er den første "rigtige" arbejdsuge og weekend overstået. Det går stadig godt på arbejdet. Jeg kan godt mærke at der forventes meget af én, så der kan ikke hviles på laurbærerne, men det er også meget godt. Ugen fløj i hvert fald af sted. Det skal også siges at den ene praktikant, Frederik har ligget syg hele ugen, så jeg har skullet arbejde for to.

I tirsdags ankom Rasmus, den tredje praktikant. Jeg viste ham rundt i KL og aftenen, og han er en rigtig fin fyr. Han startede på arbejde i torsdags, og jeg er sikker på vi nok skal blive et godt team. Torsdag fik vi også opkald fra Frederik der var blevet indlagt på sygehuset med dengue-feber, men heldigvis en meget mild udgave af slagsen, så han var kun på sygehuset indtil lørdag, og er allerede rask igen.

Fredag efter arbejde tog jeg, Kasper, Rasmus og Anders, en norsk fyr der arbejder hernede, ud og fik en øl. Det var super hyggeligt, og en god afslutning på den første overståede arbejdsuge. Vi tog dog forholdsvist tidligt hjem, da Rasmus og jeg skulle til Melaka dagen efter.

Lørdag morgen tog vi afsked med Julia som tog hjem til Danmark, og derefter tog Rasmus og jeg bussen til Melaka. Vi skulle ud til en busterminal som ligger uden for KL, og som er så kæmpe stor at den nærmest minder om en lufthavn. Og alt var rent, pænt og bussen gik efter planen - meget ulig Kuala Lumpur. Efter to timers bustur ankom vi til Melaka. Vi havde booket et hostel på nettet, House of Kititto, og fandt en taxa som kørte os derhen. Det var virkelig ikke nemt at finde, der var kun et lille-bitte skilt lavet af flamingo hvor navnet stod på, og det lignede absolut ikke noget hostel. Men vi kom op på 1. sal hvor "receptionen" lå, som nærmere var en slags dagligstue der var bevokset med diverse planter og cykler, møbler der var henkastet over alt, og ingen mennesker. Vi stod lidt og kiggede rundt omkring, og så kom der en kineser med rådne tænder og skægstubbe voksende alle steder på ansigtet (og i næsen) gående. Han virkede meget forvirret, og snakkede som et vandfald, og det gik op for os at det var "krofatter". Han gjorde et værelse rent til os, og vi lagde vores tasker og gik ned for at få noget frokost ved den lokale "restaurant" der lå få meter væk.

Restauranten var den sædvanlige gaderestaurant, men menukortene stod kun på kinesisk. Med en tjener der kun kunne meget få ord på engelsk fik vi dog bestilt noget OK mad - nudler med grøntsager og cola - og kom af med hvad der svarer til 10 kr pr person. Herefter gik vi ned til centrum af Melaka, som er en meget hyggelig gammel koloni-by hvor der er tydelige levn fra koloni-magterne Portugal, Holland og England. Der er mange gamle ruiner og kirker fra den tid, og gaderne er mindre og roligere end i KL. Der løber også en flod gennem bycentrum, og der er lavet promenader på begge sider med mange caféer og grønne områder, så alt i alt en rigtig hyggelig og rolig by. Den eneste ikke rolige ved byen var de kitsche, farvestrålende tri-shaws (cykeltaxaer) der havde dekoreret deres "vogne" i alt fra Hello-Kitty tema til leopard tema og kørte rundt med højtalere der spillede "Gangnam-style" for fuld knald. Derudover er byen også kendt for "Jonker Walk" som kom på Unescos Heritage liste for nogle år tilbage. Det er bare en lang gade, som bliver lavet om til gågade om aftenen, og hvor der er boder der sælger alt hvad man kunne tænke sig. Det var meget hyggeligt at gå derinde, men der var ikke så meget der kunne friste, kun en stråhat til RM 10 (20 kr). For enden af Jonker Walk var der en kæmpe scene, hvor folk (kinesere) stillede sig op og sang karaoke. Det var kun ældre mænd der gik derop og sang, og det lød forfærdeligt. Det var helt surrealistisk at se at der gang på gang gik en ny kineser derop og ville imponere publikum (og der var mange) med sin sang. Der var også en gammel kinesisk mand der gik op på scenen og dansede til. Han kunne slet ikke lade være igen, så han blev ved med at danse igennem hele aftenen. Så skørt!

Søndag morgen da vi ville tjekke ud, var der ikke nogen "krofatter" til at tjekke ud ved, så vi sad i dagligstuen og ventede en time. Da krofatter endelig kom, betalte vi ham penge for værelset, men han synes det var så hyggeligt vi var der, så han sagde vi lige kunne sidde og snakke lidt. Jeg var blevet noget sulten, og var lidt utålmodig af at vente, men han virkede som om han havde alt tid i verden til at snakke. Da vi sagde at vi ville ud at have morgenmad sagde han; "Det vil jeg da også. Kan jeg ikke komme med?". Rasmus og jeg kiggede lidt på hinanden. Han snakkede stadig som et vandfald, men vi kunne ikke rigtig sige nej, så vi sagde "Joooh, det kan du da godt". Så blev han glad, og så ringede han til sin kone som også skulle med ud at spise morgenmad. Krofatter spurgte om vi ikke ville have Dim Sum (kinesiske dejboller med noget fisk inden i), men det var jeg ikke lige i stemning for til morgenmad, og jeg sagde jeg hellere ville have noget europæisk morgenmad som æg og bacon. Det grinte han noget af, men det var da også fint nok. Efter lang tids venten kom hans kone så, og det var begyndt at regne, så vi kørte hen til et sted. Det viste sig at være en rigtig god café hvor de serverer alt muligt europæisk mad, så jeg fik omelet, en pølse og croissant. Det var meget godt, og det var et hyggeligt sted. Det viste sig dog at konen snakkede endnu mere end krofatter, så vi kunne ikke få et ord indført. Det var også fint nok at de bare snakkede derudaf, for så slap vi for at prøve at holde en samtale kørende. Efter morgenmad kørte konen os hen til buscentralen, hvor vi så tog en bus hjem til KL.

Alt i alt en rigtig fin tur, og det var dejligt at komme ud af KL og se noget andet. Næste weekend tager vi måske til Taman Negara (regnskov der ligger inde i landet).

Rigtig god søndag til alle jer derhjemme!

Knus og kram fra mig