41,8 grader i Sydney - 12 grader i Christchurch

I dag er vi ankommet til New Zealand efter 5 herlige dage i Sydney:

Vi kom til Sydney efter en ugelang hedebølge, som tilsyneladende ingen ende ville tage. Efter vi ankom torsdag blev det kun varmere og varmere. Lørdag havde vi dagstemperaturer på 41,8 grader. Det var altså lige i overkanten. Den gode nyhed var, at da vi skulle i seng kl. 11 om aftenen, var temperaturen faldet til 33 grader, og den sneg sig ned på ca. 30 i løbet af natten. Selv uden et særligt indgående kendskab til Lasses elendige evne til at sove, kan man formentligt forestille sig, at den slags nattetemperaturer har voldt bare en lille smule frustration:-). Ja, ja, jeg ved, at det må lyde utaknemmeligt, hvis man kæmper mod gråvejr, frysergrader og den slags derhjemme. Og tro mig, vi har nydt at få varmen igen efter den vinter, som Bornholm har været i gennem indtil videre!

Sydney er uden tvivl en af de smukkeste byer i verden. I hvert fald i min verden. Byen breder sig på begge sider af Sydney Harbour, der bugter sig naturligt med skiftevis strande, klipper, havne og bygninger ved bredden. På vandet er der til stadighed hektisk aktivitet af færger, sejlbåde, små og store speedbåde, restaurantskibe, osv. Billedet fuldendes af et kolossalt, hvidt krydstogtsskib, der ligger ved kaj midt i byen, og får alle andre skibe til at ligne en legetøjssamling.

For børnene var ankomsten til Sydney en tiltrængt tilbagevenden til civilisationen. Vores formål med et stop i Bangkok var netop at give børnene en oplevelse af, at ikke alle lever et privilegeret liv, og at der findes steder, hvor alting er ganske anderledes, - og ikke nødvendigvis hverken smukt, behageligt eller velduftende. Formålet må til fulde siges at være opfyldt. Et 3-dages ophold i Bangkok var alt rigeligt, - de kom ikke helt til at føle sig trygge . De mange sære lugte, påtrængende tuk-tuk chaufører (der bevidst forsøgte at lyve sig til en tur), og gadehandlende, der var så desperate for et salg, at børnenes grænser i den grad blev overskredet, var ikke sådan lige at vænne sig til. I modsætning hertil var australiernes hjælpsomme og behagelige laissez-faire kultur en velkommen oplevelse, - og indrømmet - også for de voksne i familien.

Dagene i Sydney blev også til er herligt gensyn med min veninde Kate, som vi sidst så til vores bryllup i 1997. Bemærkelsesværdigt var det, at ingen af os har forandret os det mindste siden sidst, på trods af at dåbsattesten er gulnet en smule. Sammen var vi tilbage til universitetstiden i Surrey og genoptog tråden som var intet sket i mellemtiden. Der var en del "catching up to do", og Kate er ikke just kendt for at være mundlam. Kate var også behjælpelig med forslag til aktiviteter og oplevelser, hvilket betød at vi hurtigt fik pejlet os ind på nogle gode Sydney-oplevelser. En særlig oplevelse havde jeg sammen med Kate til en "Open Air Cinema". Biografen er bygget udendørs i en park. Lærredet står på pæle i vandkanten. Udsigten er helt uovertruffen; til venstre for lærredet sås Sydneys imponerende skyline. Til højre, Operahuset, Sydney Harbour Bridge, og et smukt oplyst tivoli. Bag filmen passerede indimellem en damper med middagsgæster eller lignende. Det var svært at holde sig koncentreret om filmen, når udsigten i sig selv er så imponerende seværdig. At filmen var morsom og temperaturen hele aftenen over 25 grader, gjorde ikke oplevelsen mindre fuldendt.

På grund af vejret måtte vi koncentrere indsatsen om indendørs-attraktioner (Sydney Wildlife, hvor børnene var særligt imponerende over en enorm "croc", Sydney Aquararium, hvor det var hajerne, der stjal opmærksomheden, og Det maritime Museum, hvor en udstilling om hvordan man sendte børn alene fra Storbrittanien til Australien, hvor de skulle hjælpe med opbygningen af kolonien, var spændende). Vi nåede dog også to ture til Manly Beach, hvor især stranden og den pittoreske færgetur til og fra downtown Sydney var et hit. Lasse har bøvlet med de gammelkendte svimmelshedsanfald, og var hårdt ramt i det varme vejr. En enkelt dag måtte han melde helt forfald, mens vi andre gik på opdagelse alene. Bedste udflugt under opholdet var uden tvivl søndagens til Blue Mountains vest for byen. Kate - som er Kiwi (dvs. New Zealænder og dermed vant til rigtige bjerge) - mente, at de nærmest bare var bakker. Synet var dog imponerende, og tro mig -vi taler ikke om Mols Bjerge her. Det er blåtonede bjerge så langt øjet rækker. Dertil verdens stejleste togtur til bunden af Jamisons Valley (52 graders hældning), hvilket børnene fandt "herresejt". Op igen undlod vi også at tage de 900 trappetrin, men valgte i stedet en cablecar, som gav den mest fortryllende udsigt. Derforuden vandretur i regnskov med bl.a. vandfald, med mulighed for at få kølet tæerne undervejs. Middag på en roterende restaurant, med udsigt over trætoppene over dalen, med de blå bjerge i baggrunden. Anbefalelsesværdigt!

Her til morgen var turen så kommet til afsked med Kate og med Sydney. Det har været en ren fornøjelse at se/gense byen og ikke mindst mærke australiernes sympatiske og hjælpsomme natur. Hvor er vi som danskere dårlige til service til sammenligning, - og dette til trods for at australierne formår samtidig at vride penge ud af alle dele af oplevelsen, på en måde som i Danmark havde virket temmelig utiltalende. De slipper afsted med selv den mest voldsomme kommercialisering af oplevelsen, uden at man føler sig bondefanget eller udnyttet. I hvert fald formåede de at give vores børn troen på det gode i mennesker tilbage, og dermed lysten til at rejse og opleve mere af samme skuffe. Heldigvis er Kiwierne netop kendt for deres imødekommende holdning til turister.

Som nævnt ankommet til Christchurch idag. Temperaturen ved landing var på 12 grader og regn, - noget af en omvæltning fra Sydney, - de lover opklaring og godt vejr i morgen. I går var temperaturen 36 grader i Christchurch, så det kan skifte hurtigt.

Vi har fået vores Camper,- en lækker Mercedes med automatgear, 6 sengepladser og 6 fremadrettede sæder. Den er super! Og stor! Lasse er temmelig bekymret for kombinationen af den store størrelse og ventrekørsel, som af en eller anden grund volder ham overraskende store problemer. Vi skal dog nok vænne os til det i løbet af en dag eller to. Børnene havde store forventninger til bilen, og heldigvis lever den fuldt ud op til dem. De finder det interessant at gå på opdagelse i de mange funktioner, som rummes på så lidt plads, f.eks. har førersædet 3 funktioner - førersæde, sofaarrangements-lænestol og del af den ene af de tre dobbeltsenge. Badeværelset er ca. på størrelse med en bruseniche, og rummer foruden toilet, håndvask og toiletmøbel, faktisk netop en bruseniche. Det er med andre ord lige en enkelt størrelse op i forhold til de dukkehuse, som nogle af os har haft som børn. Ingen brok dog, tværtimod stor beundring for hvor meget, der kan findes plads til på så få m2, når blot man tænker sig om. Vi har brugt dagen i dag på at lære bilen at kende, fylde køleskabet og pakke ud. I morgen starter Tour de New Zealand for alvor. Vi glæder os!!

Vi håber alt er vel hos jer alle, - tak for de små søde kommentarer på bloggen.

Hilsen

Kirstin og familie