Nu er tiden kommet til Bali!

Efter en mellemlanding i Taiwan, var vi endelig ombord på flyet til Bali, hvor vi igen skulle mødes med Laust og Just, som ville sørge for hotel og værelse til os, da de ankom om morgenen, og vi først ville arrivere ved 2-tiden. Vi skulle blot ind på facebook i luften i Taiwan og se hvor vi skulle få vores taxachauffør til at køre os hen. Her opstod det første problem. Jeg havde glemt min oplader til computeren på hotellet i Manila, og computeren var uden strøm. Nå, så måtte vi finde en offentlig computer i lufthaven. Det var heller ingen problem, men internettet så langsomt, og ville ikke rigtig logge på facebook, og da vi havde fedtet lidt i den, blev vores kontoer midlertidig låst. Hmm, nå vi måtte vente til vi kom til Bali med at finde en forhåbentlig åben internet cafe, hvor vi kunne komme på. Tiden gik, og flyet blev mere og mere forsinket, og før vi kom af sted var der gået to timer siden den oprindelige affart, hvilket ville sige vi først ville være på Bali klokken 4 om natten. Da vi ankommer i Denparsar lufthavn på Bali, skynder vi os ud og får fat i en taxa, og siger vi bare skal mod Kuta, og gerne finde en åben internetcafe på vejen. Chaufføren var ikke endvidere optimistisk omkring, at vi kunne finde en internetcafe der var åben på dette tidspunkt, men heldigvis kørte vi lige forbi en lille gamerclub hvor jeg hurtigt smuttede ind og fik tjekket hvor vi skulle hen af.
Da vi så kommer til hotellet, vækker vi den sovende receptionist, som ligger på en lille bænk. Han var ikke synderlig tilfreds med at blive vækket, og afviste os mere eller mindre. Han kunne simpelthen ikke forstå at vi havde et værelse, som de to andre havde booket til os, men efter en halv times tid med forklaringer frem og tilbage, gik vi en tur rundt for at se om Just og Lausts ting måske kunne spottes. Ganske heldig fandt vi deres værelse, men ingen var hjemme! En nytilkommen gut fra hotellet kom med en nøgle og åbnede døren til naboværelset, da han tilsyneladende ikke vidste hvilket rum vi mente. Han låste døren op til et tomt mørkt hotelværelse, hvor det viste sig at Just lå og sov. Det var selvfølgelig glædeligt og efter en halv time hvor vi prøvede at få liv i ham, fik vi styr på situationen og hoppede i festvesten og drog i byen. Klokken var her vel og mærket 5.00 ca..

Den efterfølgende dag blev der sovet længe og Just og Jesper var de første på stranden. Jeg blev senere vækket af Laust, hvilket var første syn af ham i det indonesiske. Han havde efter sigende overnattet hos en pige. Vi gik ned til stranden hvor vi mødes med de to andre. Senere den dag, mødes vi med tre piger fra efterskolen, som vi tog en lille bytur med.

De næste mange dage stod egentlig bare på stranden om dagen, ølbowling ved solnedgang, få noget mad, hjem i bad og så ellers i byen.

Nej nej nej, selvfølgelig var vi ude og opleve en masse! Efter en overnatning hos Laust flirt, hvor sengepladserne inkluderede lækre terrasser osv., blev Laust og jeg inviteret med på snorklingtur, og der var vi ikke blege for at smutte fra de to andre (jesper og just) til fordel for en dagstur med to søde piger. Med massive tømmermænd sad vi en halv time i en minibus ud til stedethvorfra vores båd sejlede. Først kom vi med speedbåd hen til en strand hvor vi skulle op og flyve i faldskærm efter en speedbåd. Det var ganske fornøjeligt, men det var nu næsten sjovere at se Laust være ved at skide i bukserne end at prøve det selv. Derefter kom vi op bord på vores egen lille glassbottom katamaran, og i gyngende fart drop vi af sted mod det åbne hav. De høje bølger var ikke lige pigernes kop te, så de blev for det meste i båden og forsøgte at holde opkastet indenbors, men laust og jeg fornøjede os med vores snorkel og brille. Da vi var ved at få nok af de trivielle undervandsliv, førte båden os hen til turtle island, hvor vi skulle se alverdens forskellige dyr, holde dem, tage billeder, kvæles af slanger osv. Det var ganske fint, men bare brændærgeligt at jeg ikke havde kamera med og Lausts var gået tør for strøm.
Da vi kom hjem igen mødes vi med de to andre, og så var det ellers bare på ølvognen igen, dog med bedre samvittighed denne dag.

Dagene gik, og vi havde fra filippinerne aftalt at vi skulle ned på en af Gili-øerne, som skulle være rigtig flotte. Det var oprindeligt en af betingelserne for at Just tog med til Bali, eftersom han havde været der før. Laust var ikke meget for at forlade sin søde pige og jesper havde igen fedtet i den. Han havde på filippinerne mistet sin pung, og havde derfor spærret sit visakort. Det stillede ham tilbage kun med sit mastercard. En nat ville han lige ned og hæve, men atm'en slugte hans kort. Panikslagene vidste han ikke hvad han skulle gøre, så han skyndte sig at ringe og hjem, for at få spærret i mastercard, hvilket nu resulterede i at han ingen fungerende kort havde tilbage. Dagen efter hiver han så lige sin pengekat frem, og deri finder han i mastercard? Hmm. Det var så åbenbart det spærrede visa kort hæveautomaten havde slugt, og nu stod han kun tilbage med sit spærrede mastercard. Flot Jesper! Det stillede så han i en knap så god økonomisk situation, og han måtte dermed også melde fra til en Gili-tur.
Tiden på Kuta var begyndt at være lidt ensformig, så Just og jeg fik bestilt en tur til Gili Trawangan. Tidlig morgen blev vi hentet med minibus, som i halvanden time fragtede os mod havnen, hvorfra vi skulle sejle. Sejlturen var med superfast færge, og vi arriverede til Gili kl. 10 ca, og der var vi stadig ikke blevet helt ædru endnu. Vi mødte en flink gut som havde nogle billige værelse ledige vi kunne bo på, så vi lånte en cykel hver og af sted det gik. Vi ankom til vores værelse, som var unødvendig stort, og med to kæmpe dobbeltsenge. Der var vi så to nætter til ingen penge, og dagene brugte vi lige så fornuftigt som på Kuta. Vi var både på stranden, ved pool, ude og spise og så ellers i byen. Aftenen inden vi skulle tilbage blev der afholdt gigantisk udklædningsfest, så det takkede vi ikke nej til, og måtte returnere til Kuta, som vi forlod det. Da vi kom tilbage til havnen på Bali, efter halvanden time på toppen af færgen, smadret til med vand, var vi stadig ikke ved vores fulde fem, hvilket resulterede i at vi fik os en dele-hane. Den bragte vi så hele vejen tilbage til Kuta, hvor vi mødes med de andre igen.

De sidste par dage på Bali, var ikke meget anderledes end de mange andre. Det var på tide at få solgt vores hane igen, få sagt farvel til de to andre inden de drog hjem mod Danmark, og vi skulle fortsætte vores rejse vi til Australien.

På gensyn.