Nåååh, så vil nogen nok mene, at det efterhånden nok er ved at være på tide med en lille opdate fra det asiatiske. Det er ved at være længe siden vi forlod Nepal, så vi vil på forhånd undskylde hvis vi ikke får det hele med. Men lad os forsøge at se på det, og hvis det ikke er godt nok til jer læsere, så er vi faktisk ligeglade. Vi gør vores bedste, - eller vi gør det i hvert fald.

Det var nytårsaften i Nepal den aften vi forlod landet. Så der var gang i gaderne, alle var glade og klar på at skyde det "nye år" i gang med et brag, så det kunne ikke være meget bedre timing! Vi fik prajede en taxa, som godt kan kategoriseres som en ældre bil. Vi snakker ikke kun startproblemer, for under hele turen til lufthaven gik bil i stå utallige gange, og vi blev mere og mere nervøse for at nå til lufthavnen i tide. Chaufføren tog det nu meget roligt, og valgte at fejre bilens elendighed med en joint inde i bilen!

Vi nåede det heldigvis og af sted mod Filippinerne det gik. En enkelt mellemlanding i landet med de små gule, skævøjede mennesker var hvad vi skulle igennem, inden vi landede i Manila (Filippinernes hovedstad). I Manila blev vi modtaget med åbne arme af diverse alfonser der render rundt i gaderne hele dagen lang. Efter vi var blevet indlogeret på vores noget så luksuriøse hotel i centrum af Manila, var der en halvirriterende alfons der viste os rundt i byen, hvilket nu var meget fint. Dagene i Manila gik med besøg til Mall of Asia (asiens største mall), natgolftur i centrum af byen, med biler susende lige ved siden af banen. Det var ikke nogen billig fornøjelse, men en sjov oplevelse, da vi havde vores egen private caddie, som sørgede for bags'ne og besluttede hvilke jern vi skulle slå med og hvor meget gas vi skulle give den. Vi fejlvurderede muligvis vores evner med hensyn af antal bolde, hvilket resulterede at vi måtte takke af på hul 15. Det er Jesper nok ikke så utilfreds med, eftersom det godt kunne have gået hen og være blevet en storsejr til mig. Jesper løb tør for bold på hul 14, så jeg spillede videre alene på hul femten, hvor jeg måtte se mig slået ud af en vagabond der stjal min sidste bold, og kun vil give mig den tilbage mod betaling.

Da vi havde fået nok at Manilas storbyræs, bestilte vi flybilletter til Filippinernes andenstørste by Cebu, som efter sigende skulle være en turistet og hyggelig by, men dem der siger det må have roterende fis i kasketten. Det var noget af et hul, og der var bestemt ikke meget at give sig til, så det blev til nogle biografture i Mall'et, og ellers bare chill på værelset med en par øller og en pose chips eller to. Vi var begge ganske enige om at vi hurtigst mulig skulle væk fra Cebu, så vi begyndte at undersøge vores muligheder. Vi læste os frem til at der skulle være en lækker lille ø, med gode snorkling- og dykkermuligheder. Så ombord på bussen vi steg, og det kørte derudaf. Efter en bustur på en 4-5 timer, ankom vi til den lille havn, hvor vi skulle med båd til Malapasqua Island. En times tid i highspeed Katamaran, og vi ankom til Malapasqua, eller vi stoppede ude midt i vandet, og så var det ellers bare på med rygsækken, af med skoene og ned i vandet, som var spækket med søstjerne og søpindsvin. Det var ikke med stor behag vi traskede igennem tang og alger, uden at kunne se hvor vi gik. En enkel søstjerne lider nok stadig ved kysten udfra Malapasqua efter jeg var ved at glide i den på vej ind. Undskyld til søstjerne, men det var altså ikke med vilje. To venlige gutter førte os hen til en hotel/ressort hvor vi skulle bo. Vi fik en romantisk lille hytte på stranden hvor vi svedte os selv i søvn hver nat pga. manglende aircon. Første dag stod bare i solbadningens tegn, og så ellers på bar om aftenen. Næste dag lignede egentlig meget den foregående, dog med et lille afbræk af en floating bar, hvor vi var ude og kæmpe for fædrelandet. Konkurrencen var som følger: Drik 6 klamme shots, svøm rundt om baren og skaf point til dit land. Det var med blod og tårer vi fik kæmpet os igennem, men nu er Danmark med i top ti! Dagen var kommet, hvor det var på tide at samvittigheden skulle stige et par grader, så vi fik arrangerede os selv en snorklingtur. Vi sejlede af sted på vores egne lille katamaran, på med udstyret og så ellers bare ned og udforske undervandslivet, som bød på flotte koraler og et utal af forskellige fisk. Senere på turen stod den på cliffjumping. Da vi kom forbi en 20 meter høj klippe, stoppede båden, og vi kiggede lidt skræmt på hinanden, og troede ikke rigtig på det var her vi skulle hoppe.. Men vi tog fejl og svømmede i land for at klatre op af klippen. Barfodet gik vi op af klippen, og turen derop var langt værre end selve hoppet. Vi stod og kiggede ud og kanten, og Jesper var ved at skide i bukserne. En af bådgutterne hoppede og vi stod alene tilbage på toppen af den tyve meter høje klippe. Jesper var stille og rolig på vej tilbage ned at klippen, da jeg indså jeg måtte gøre noget drastisk for at forhindre ham i at gå. Så jeg hoppede ud fra klippen og Jesper vendte tilbage til klippe kanten. Planen virkede og Jesper hoppede ud, og landede halvt på maven, og helt slået ud og lå og jamrede i vandet, mens jeg havde mine problem med at holde mig ovenvands pga. grin. Tilbage på båden og ikke mere klippehop i denne omgang. Da vi kom tilbage til øen igen, var det til at checke ud af hotellet, eftersom vi ikke havde flere penge, og der var ikke nogen banker på øen. Resten af den dag, stod så på transport tilbage til Cebu, hvilket igen ikke viste sig at være verdens bedste timing. Vi kom tilbage til Cebu lige midt i holy week, hvilket resulterede i at vi var fangede i den lorteby i yderligere tre dage, hvor alt vel og mærket var lukket. Så det blev bare til øl og chips på værelset tre dage i træk, kun afbrudt af to daglige besøg på den gyldne måge.

Da jesus langt om længe var stået op fra de døde, kunne vi endelig komme væk fra Cebu, og vi tog den første og den bedste båd til naboøen Bohol. Syd for Bohol over en lille bro, lå det mest turistet sted med lækker strand og bars nok til at kunne være der en 3-4 dage. Vi hoppede op på en lille knallert taxi og sad sammenklemt i små 45 min, før vi arriverede til stedet, hvis navn har gemt sig væk et sted i hukommelsen. Stedet mindede egentlig meget om Malapasqua, der var bare lidt mere gang i den. Øv. Men vi fandt ja-hatten frem og sad på bar uafbrud de fire dage vi var der, men en gang i mellem tænkte vi faktisk på at opleve noget, men indså vi faktisk havde det meget godt, som tingene var.

Efter dette ophold havde leveren vendes sig til omgivelserne, og det var på tide at drage mod Boracay, hvor vi skulle mødes med Laust og Kristian hjemme fra det østjyske. Vi havde én dag alene på Boracay, inden de tog barylere ville komme og ødelægge alt hvad der hed oplevelser for os. Den ene aften vi havde på Boracay inden de kom, nåede vi at blive skide fulde, få memoriseret turen og Boracay på indersiden af armen, og så troede vi ellers standarten var lagt og at det ikke kunne gå meget mere galt, men der tog vi fejl. Just og Laust kom og de 13-15 dage flyder rimelig meget sammen, takket været de røde heste, som var fast og eneste inventar i køleskabet på værelserne. Dagene gik med strand, mad, pool, øl og byen. En enkelt doubbel-tennis-match. En scootertur rundt på øen for Jesper og Justs vedkomne, men Laust og jeg en gang for alle fik slået på plads hvem der er bedst til tennis. En anden ukendt dag, var det altså bare guttern i grottern. Vi var på snorkle tur i det omkringliggende ocean, med stop på en grotte ø, hvor vi har inde og bade i grotter. På turen kom vi også forbi crocodile island, som Laust ustandselig havde snakket om, var proppet med krokodiller, så der skulle vi da bestemt også hen. Bådføren fortalte os om denne ø, og det viste bare at selve øen lignede en krokodille, og at der ikke var skyggen af krokodiller der. Så her vil vi blot sige tak til Laust for hans ellers så fine research. Tak Laust. En god tid på Boracay, var ved at lakke med enden, og samtaleemnerne blev om hvorvidt de to hundehoveder, skulle med os til Bali. Just havde en skidt økonomi og havde været på Bali før, så det så sort ud. Alt flaskede sig heldigvis og vi endte med at få bestilt flybilletter til Bali til laust og kristian, og så vidste vi ellers bare hvad tiden på Bali ville bringe os. Fra Boracay skulle vi tilbage til Manila, og for at spare nogle penge, tog vi på en lækker 17 timers færgetur, direkte efter en sidste bytur på Boracay. Det var forfærdeligt, men det gik alt sammen, og vi sluttede vores Filippinske besøg af med et par stille og rolige dage i Manila, inden turen gik til Bali.

Nu orker jeg ikke rigtig mere, så hvad der skete på Bali, må i høre om på et andet tidspunkt.

Farvel herfra.