8. december

Vi er i området med de sydlige alper eller Southern Alps eller på originalsproget Ka Tiritiri O Te Moana og her ligger tre hovedseværdigheder nemlig Franz Josef Gletcheren, Fox Gletcheren og Mount Cook, hvor sidstnævnte er New Zealands højeste bjerg med sine 3764 meter ( 10 meter mindre end i sin storheds tid for ca. 10 år siden, hvor den mistede sine 10 øverste meter i et jordskred). Vi var hjemmefra blevet anbefalet at besøge området og fandt ud af, at det var der ganske mange andre der også var. Da vi ankom til byen (=hovedgaden) i Franz josef/Waiau blev vi helt overvældet af den kommercialisering stedet er udsat for. Det virkede som en stor pengemaskine, hvor forskellige bureauer solgte helikopterture i forskellige længder til en, to eller tre af hovedattraktionerne. Det stod i skærende kontrast til al den skønhed vi ellers har haft fri adgang til i New Zealand - som bl.a. udmærker sig ved, at landet generøst lader besøgende opleve landet uden entrébilletter til naturens skønhed - og så fik det karakter af, at man blev prakket noget på, i stedet for blot at klare sig selv og gøre tingene på egen hånd som vi ellers er vant til - og begge tillægger stor værdi. Så massiv var "oplevelsen", at vi valgte at køre fra byen og ud til gletcherens "udløb" for selv at studere og fornemme isens møde med varmen.

Det facinerende ved gletcheren set på afstand er den farve (hvis du spørger Niels og den tykisblå farve hvis du spørger Pernille) isen har, der hvor den ligger blottet for solens stærke stråler i den tynde rene luft. Det næste er smeltevandet og dets vej ned over bjergsiderne, iltet undervejs af utallige sten og fald på dets vej. Man kan stå og se på det i evigheder. Så glider en let sky for solen og lyset skifter og straks ser det hele anderledes ud. Det der før var "diamanten" er nu helt ude af fokus og noget nyt smukt tiltrækker sig opmærksomheden. Et levende landskab udfolder sig for øjnene af os. En forunderlig blanding af evighed og foranderligehed. Vi går tilbage til rumlepotten og taler om, at vi allerede synes vi har oplevet gletcheren og er klar til at køre videre, men er samtidige i ikke helt sikre på, at vi har afskrevet en tur med helikopter op og se det hele ovenfra. Mødet med gletcheren hjælper gevaldigt på lysten til - trods alt - at opleve mere. Vi ender med at køre ned til pengemaskinen og bestille en tur omkring de to gletchere og op i nærheden af Mount Cook.

Vi kan komme med to timer senere og beslutter at spise frokost i solen på cafe "Full of beans" i hovedgaden. Mens vi venter på classic club sandwich og kiwi-burger, er der mulighed for internetadgang og tid til at tjekke mails mv. De gamle studiekammerater er ved at beslutte stedet for julemødet og jeg foreslår kækt den cafe vi sidder på. Finurlig tanke at det er ved at være jul og alle traditionerne løber af stablen derhjemme, mens vi suser rundt ude i verden og oplever. Der bliver sendt en kærlig juletanke hjem til alle vennerne - vi må følge op, når vi kommer hjem. Der er også kommet beskeder på bloggen - vi bliver vildt glade for at dem vi kender følger med i vores tur og på de måde deler noget af oplevelsen. TAK skal I have :)

Så skal vi til sikkerhedsbriefing og sommerfuglene over det der for os begge er den første helikopter tur melder sig - mest på grund af spænding. Vi skal følges med et kenisesik par og deres datter. Vi bliver vejet og får klistermærker på hånden med den placering vi skal have i helikopteren - og her er det måske ærgerligt at man ikke har grebet dybere i chips-posen etc. for det viser sig, at den kraftigste (den kinesiske far) får pladsen foran ved siden af piloten. Pernille og jeg kommer til at sidde ved siden af hinanden bagved og får - viser det sig - en fantastisk udsigt - og det ikke "blot" til hinanden ;)
Pernille er den første der kommer hen til helikopteren - hun er top klar til oplevelsen og vil bare op og afsted. Udstyret med sikkerhedssele og headset, hvor vi hører og forstår det meste af hvad piloten siger og følger med i kommunikationen med "tårnet".

Helikopter turen

Vi kører forbi Matheson Søen, der eller er kendt for i sit stillestående mørke vand at spejle de omkringliggende bjerge med sne på toppen. Men vinden og de deraf foranledige krusninger på overfladen før at vi lige må bruge fantasien lidt ekstra her. Vi kører videre til