Vi har taget et ordentligt ryk i Rullepotten i aftes - og efter overnatning på en af Conservation's Camp Sites i Upper Buller - og igen her til formiddag. Her til formiddag tog vi et par backpackere med op at køre. De kom fra USA. Han havde rejst først to år i USA og to måneder i New Zealand og så var hans studieveninde stødt til for nogle uger siden og de skulle følges en lille måneds tid. Da vi satte dem af på en tankstation takkede de mange gange for turen og vi ønskede dem "god rejse", hvortil han svarede "Hav et godt liv". Godt sagt!
Vi fandt også på denne del af turen ud af, at skilte der advarer mod nedfaldende sten - faktisk er relevante. Vi synes godt nok det var påfaldende (for nu at blive i universet) at modkørende campervans blinkede med lyset til os og vinkede - det havde vi ikke oplevet tidligere. Men da vi rundede et af utallige sving på bjergvejen, så lå forklaringen lige foran os i hele vore vejbane og så høj at vi selv fra vores høje placering i førerhuset ikke kunne se over den - altså det kæmpe klippestykke der var faldet ned på vejen og kun var afmærket med en orange vest på en gren. Godt jeg ikke kørte stærkere. Pyha. Nogle minutter senere på vores vej ned af bjerget kom først en pionervogn og senere en politibil ilende. Det var sandsynligvis ikke lang tid siden det var sket.
Nå, men nu er vi altså kommet hele og helt ud til vestkysten.......vi har kørt strækningen fra Westport til Greymouth, som er helt ubeskrivelig smuk, storslået og rå på samme tid. Vi har været inde at se Pancake Rocks ved Pararoa nationalparken et spektatulært naturfænomen.
Vi har slået lejer for natten i Greymouth og sidder nu og fordøjer de sidste mange dags indtryk til suset fra havet og den kværnende og rumlende lyd fra bølgernes møde med den flade strandbred, der minder om den danske vestkysts.