Havfruen snorklede hele formiddagen i de forskellige små vige i lagunen ud for Hotel Maitai, som på tahitiansk betyder "hvordan går det" - og det gik meget stærkt fremad.
Vi fik en solid frokost og masser af vand - så der var noget at stå imod med ved eftermiddagens udfoldelser. For mit (Niels') vedkommende stod den på dykning og for Pernilles på snorkling.
Jeg var noget spændt på at skulle ud i det store blå hav igen - altså under overfladen. Min sidste store positive dykkeroplevelse var i Thailand for mere end 10 år siden. Ellers har jeg kun haft to tilløb til dyk ved Amager Strandpark, hvor det første blev afbrudt af en defekt BCD,ø før det rigtig startede og det andet af en defekt slange, der medførte, at jeg tør for luft på 6 meters dybde - det gode ved den situation var at jeg fik testet min reaktion på at "suge masken ind" og kunne konstatere, at jeg gjorde præcis som jeg skulle og fik min makkers extra regulator, så jeg kunne foretage en kontrolleret opstigning - også selvom det bly var fra 6 meter. Når jeg tænker på det nu og skriver om det her, er det fordi det nok har siddet i mig og naget og jeg nu skal have taget tyren ved hornene og igang igen. Der var også den lille detalje, at jeg havde glemt mit dykkercertifikat hjemme i Danmark og derfor skulle bevise på et prøvedyk, at jeg faktisk kunne dykke, før jeg fik lov til at deltage i næste dags dykkertur.
Jeg blev hentet på hotellet af Top Dive og fik på ladet af pick up'en en fin snak med et amerikansk par på honeymoon, hvor hun havde opennwager og han skulle have sit første prøvedyk - han havde først prøvet at snorkle på bryllupsrejsen, så han var noget spændt.
Genopfriskningsdyk, hvor jeg havde den udsøgte fornøjelse at have min helt egen instruktør/divemaster. Det var rigtig godt at få genopfrisket betjeningen af udstyret, sikkerhedstjek, håndtegn og de basale sikkerhedsreglerne og procedurer om bord inden vi fortsatte med diverse øvelser i vandet - inkl. at tage masken helt af og på for derefter at tømme den for vand - altså stadig neddykket. Dykket gik mest med repetition og måske fordi jeg er blevet mere forsigtig eller bare mere eftertænksom og måske lidt mere bekymret, så var fokus konstant på at gennemtænke hvad jeg gjorde hvis det ene, andet eller tredje nu indtraf - samtidig med at jeg lige skulle have følingen tilbage med at afbalancere med BCD'en.
Da jeg kom op af vandet igen gik det op for mig, hvor meget jeg havde savnet at være vægtløs i den tredimensionelle verden, har lyden af åndedrættet og alle de smukke planter og fisk gør massivt indtryk - i øjeblikke var jeg helt tilbage i tiden foran det sort hvide fjernsyn, hvor jeg led tornyster på ryggen liggende på gulvet fulgte Jaques Costeaux og hans besætning på Calypso på deres spændende færd under havets overflade.
Jeg blev trods manglende dokumentation for mit advanced open water godkendt til næste dags to dyk :)