Tillad os for engangs skyld at begynde vores blog negativt. Men vi er efterhaanden halvindebraendte med raseri og det skyldes en ting, eller to, hvis de er store nok. Det vi taler om, er de klamme, ulaekre, utiltalende, afskysvaekkende udenlandske mandlige flommede, fulde turister, som desvaerre befinder sig paa vores resort. Vi vil nu sammenligne deres charme med cubansk charme. Se scenen for jer: det er aften, sen aften, vi er paa vej til at tage os noget laekkert mad fra det store tagselv-bord (ja, for engangs skyld er det godt - lam), og den aeldre mandlige kok stirrer facineret paa os, og udbryder paa halvdaarlig engelsk: "You are both very beautiful, you have pretty faces and that light hair is..." og han gaar i staa, med et droemmende udtryk i oejnene. Vi saetter os med et smil ved bordet, og nyder engentlig vores mad i et stykke tid, men saa kommer klam m. hat gaende (klam ulaekker mand vi moedte foerste dag ved et UHELD, som ikke har vaeret vaerd at naevne), han smaekker sin klamme naeve ned paa Amandas skulder, og spoerger os endnu engang, om vi ikke vil med ham og 20 af hans venner i byen i aften. Vi siger nej tak, da vi skal tidligt op, og han spoerger forundret hvorfor. Men foer vi naar at svare, kommer klam's klamme ven vaeltende, stiv af for mange gratis drinks, og spoerger om vi er fra Tyrkiet. (det kunne vi jo ogsaa godt ligne, med vores moerke hud og haar??????) Vi svarer Danmark, og han udbryder med hoej roest: "f***, you're jews, then!!!". Vi er forundrede, men fortaeller ham paent at det ikke er tilfaeldet. Men han gaar totalt i selvsving og rabler i flere minutter, om the king of Dania som kom fra egypten engang i tidernes morgen, hvilket goer os til joeder... aabenbart.. Kokkene stirrede dog saa truende, at manden til sidst skred videre ned i restauranten. Dernede fandt han en tjener, og raabte til ham, at danskere er nogle arrogante mennesker. Selvom det engentlig ikke havde noget med det at goere, vi gad bare ikke snakke med netop ham - og hvorfor mon vi ikke gad det? ahem..
Naaa, men nu er vi raset faerdig, og skal fortaelle om alle de gode ting der er haendt os...
....
.......
...
ej det er bare gas... men forhelvede hvor er her mange utiltalende stoddere, mindst 40 aar aeldre end os, som laegger an paa alt og alle, og til sidst finder sig en ung cubansk skoenhed, som ud af fattigdom, haenger ud sammen med dem. Hvis I forstaar..
Men anyway, Ania tog os i dag rundt i forkvartererne til Havana, for at moede noget af hendes familie. De var alle som en soede, tog godt imod os og viste os velvilligt rundt i deres huse. Vi moedte ogsaa damen der skal sy vores kjoler, og aftalte at komme ned til hende fredag kl. 12. Vores rundtur endte ude i det omraade hvor vi nu skal bo, ca. 15 min taxi fra Havana. Fra i morgen skal vi bo i det forreste omraade af et stort hus, med en stor cubansk familie klemt sammen paa resten af pladsen. De er alle meget flinke, og fatter ikke et ploek engelsk. Vi kan bo der i 9 dage, for 180 CUC tilsammen, dvs. omkring 620 DKK! Derefter tog vi Taxien tilbage til Havana Vieja, hvor vi boed Ania paa frokost paa vores yndlings restaurant (m. vores yndlingstjener, som desvaerre havde fri). Saa mente Ania, at vi ville have godt af at opleve de cubanske busser, saa vi vandrede lidt rundt, til vi endelig fandt en og masede os ind. Det var billigt at koere med, men det synes vi saa ogsaa der er god grund til. Magen til kropgnubben, sveddunst, daarlig koersel og stirrende mennesker skal man lede laenge efter. Det skal lige naevnes, at vejene paa Cuba er noget hullet skidt, og saa var det godt vi stod saa taet, for ellers var vi roeget ud gennem vinduet. Humoeret steg dog betydeligt, da et styks aeldre dame gik amok nede bagi, da hun ikke kunne finde ud af om hendes veninde var med. Hun raabte, og veninden svarede gentagne gange. Da damen ikke rigtig troede paa det raabte hun: "jamen, er det virkelig dig??" (paa spansk altsaa), og bussen kunne samstemmigt raabe "SII!!" og derefter bryde fnisende sammen! Meget kan man sige om Cubanere, men godt humoer har de altsaa, trods alt (mere om dette alt, naar vi er udenfor Cubas graenser)
Ania tog os hen til hendes ven, som er en af de to kunstnere, i et af Cubas fire bedste rapbands (afgoerelsen falder den 15.). Han er et af de flinkeste mennesker vi har moedt, trods Emmas fingre kloede saa det rystede i sengen (jfr. Det Regner Med Koedboller) og Amanda brugte det meste af tiden paa psykotisk at befamle hans kat. Der blev dog ogsaa tid til at diskutere det Cubanske styre, hverdagsliv, flugtveje osv (den faar I ogsaa naar vi er udenfor Cuba). Vi saa ogsaa musikvideoer og interviews med ham og hans rapperven, og hoerte hans musik. Ania foersoegte at oversaette hans tekster, hvilket gik meget godt, og de er helt modsat de danske. Istedet for kvindehad, omhandler de kvinderespekt. Istedet for druk, stoffer og sex, drejer de sig om alt det andet livet har at byde paa foruden disse "goder". Og som han sagde, saa var han ikke typen der gik med bling-bling, for man skulle vaere cubaner, for at udtale sig om det cubanske liv, hvilket nogen kunne laere noget af... Han fortalte os, at rapmusik var det foerste der broed med den tavshed, som styret har paalagt Cubanerne, og politiet mere end en gang, har blandet sig i hans kunstneriske optraeden. Da vi forbloeffede spurgte Ania hvorfor cubanerne ikke gjorde noget, forsoegte hun at illustrere det med en lille historie. Den ramte faktisk godt. Historien handler om en elefant, der mens den er lille, staar bundet til en pael. Paelen er meget stoerre end elefantungen, som forgaeves slider i den, men aldrig kommer fri. Da den saa bliver stor, og er baade stoerre og staerkere end paelen, forsoeger den ikke at slide sig loes, for det ligger i dens hjerne, at paelen er noget uovervindeligt - det har den jo laert fra lille af....

Forresten saa koebte vi begge deres nyeste Cd fra 2009 (man skulle da vaere et skarn...) og et eksemplar til en hvis dame, der ahr rablet uafbrudt om Cuba i tre maaneder... Kunstneren, hvis navn vi ikke kan udtale, er et fantastisk afslappet menneske. Ikke som de bling-bling rappere i DK og USA, men istedet en person som vil goere saa meget for sit land og sit lokalsamfund, og som ikke er for arrogant til at snakke med poeblen (dvs. os!)... (Emma stirrer vredt..) .... (paa Amanda...).....(hjaelp...)

Naa, men han har baede lovet at vi maa se dem oeve og at spille en minikoncert for os i vores "hus" foer vi tager hjem. Og forresten skal vi til cubansk rap festival paa soendag! (taenk her ikke dansk indebraendt rap, men istedet skoen rap med cubanske rytmer, som udbreder naestekaerlighed, fred, haab og frihed til alle...)

Naa, men nu vil vi gaa ud i baren, gribe os en afskedsdrink, og stirre vredt paa de fede, flommede, flabede, fladpandede, fladnaesede og flaeskede mandlige, gamle turister, som haenger i baren, og afvise dem paa det groveste, hvis de saa meget som loefter et naesehaar.

P.S. De eneste to turister vi vil savne, er canadieren Kevin (som ogsaa rejser i morgen, og som har givet alt sit toej til cubanerne) og Marcus, den lille cubanske dreng med bonghaar, som Emma har udviklet serioese moderlige foelser for (laes: som Amanda har det med katte).... Og saa er Bill jo rejst... hov, han hedder forresten Will... ups..