Naa, saa er vi tilbage igen, efter en stoerre computerjagt... eller maaske ikke.. vi har haaft travlt? Aah ja.
Egentlig bryder vi os ikke rigtig om det omraade vi er landet i (stol aldrig paa en cubansk mand med minimalt engelskordforraad som siger "very nice place, veeery quiet"), fyldt med irriterende klamme mandlige turister, for gamle til at flirte med os og cubanske piger paa vores alder, men som alligevel goer det. Og derfor var det et held at Emma havde sit koerekort med, for saa kunne vi leje en scooter, som hedder en moped. Derfor har vi brugt de sidste to dage til at fraese gennem det cubanske landskab (jfr. sindssyge bakker og diskurs prolaps-givende huller), paa en lille faldefaerdig scooter. Eller, Emma, den fartgale stodder, fraesede, Amanda sad bagpaa og skreg.. den foerste time.. derefter kunne hun godt se det sjove i, at faa scooteren til at blafre I vinden, hun forandrede sig, og blev til Emmas psykedeliske radio.... Og ja, knallerten var tunet, hastighedsmaaleren var gaaet i stykker og Emma var fuldstaendig ligeglad med hastighedsbegraensningerne. Det var politiet ogsaa, de havde bare travlt med at floejte efter os.. aabenbart... Vi fandt den laekreste strand, ca 4 km vaek fra den store, grimme, beskraldede overfyldte strand foran vores hotel, som havde klart vand og hvor vandstanden steg meget langsommere. Naar man er paa saadan en strand, og skal ud og koere igen bagefter, boer man jo lige skifte toej, saa man ikke faar blaerebetaendelse (eller, saa Emma ikke faar). Derfor skulle vi skifte toej, dog tildaekket af menneskestore toerklaeder. Det var der dog to cubanske fyre som havde fundet ud af, og de sad med pupiller saa store som de traetoender man lagrer cubansk rom i, og forgaeves forsoegte at faa et glimt af vores bleg-roede hud og hvad end der gemte sig under bikinien.. uhadada.. Til vores held kom en stor, staerk, ung og smuk politimand vandrende langs strandkanten, som med en autoritaer mine gik hen mod de to fyre. Yes, taenkte vi, det er vores redningsmand, vi slipper for begloning.. Man ak og ve, vores store haabsballon blev punkteret, da politimanden efter en kort bemaerkning stillede sig ved siden af fyrene og gloede med. Saa meget for cubansk politi... Da vi gik, begyndte de to fyre dog at sige kattelyde, og der traadte politimanden ind, og de gik. Mens vi pakkede vores ting sammen og bakkede scooteren ud af sand, stirrede han med laengselsfulde blikke efter os..

Okay, men efter vi var kommet os over chokket/faaet grinet af (grineflip og koersel er meget daarlig kombi), koerte fartdjaevlen og transistorradioen videre. Vi fandt en smuk soe, hvor der kredsede kaempefugle rundt ovenover (som vi senere erfarede er Hawks, altsaa hoege) - og jaa Anton, vi har billeder du kan se! Vi saa ogsaa ekstremt flotte kridhvide fulge med gule naeb, men vi aner ike hvad de er for nogle sataner. Undskyld Anton.

Da vi kom tilbage til hotellet *host host* det kan vi ogsaa kalde det, moedte vi William, canadieren med den sygeste humor (det er man, hvis man kalder indfoedte cubanere for Amerikanere), som Emma havde moedt tidligere paa dagen, i en jagt efter sine noegler. Denne havde udviklet pludselige faderfoelelser, for de to stakkels smaa piger alene i verden for foerste gang (LIGNER VI NOGEN DER ER SMAA?? Altsaa udover Emma...), og introducerede os for vores nye cubanske plejemor, Ania, som har taget sig kaerligt af os lige siden. Hun er dygtig til engelsk, og har laert sig selv at tale sproget saa godt som flydende (Elly ville dog stadig eksplodere "Man kan ikke sige I says!!!!!" - aah hvor vi savner de gode gamle dage...). Ania lever efter den kristne saetning: "Man skal tage sig godt af fremmede, nogen af dem kunne vaere engle i forklaedning!" Hun har derfor vist os rundt i Havana i dag, og vi har set alt det vi ikke vidste vi skulle se. Hun har ogsaa fundet os et hus til de sidste ni dage, til absurd billige penge og tilbudt at komme og lave mad til os. Rigtig cubansk mad, og ikke det hundeaede vi faar paa vores *host host* hotel-resort. All inclusive min bare, de eneste de ikke kan f***e up er toastbroed, koed og daqueri! Vandet smager af mug fordi det er renset, saa vi har doebt det mugvand, og henter store 5liters kildevand i det naermeste minimarket. Da hun viste os rundt i Havana fandt vi ud af, at det vi troede var et lavbudgetshoppested for de indfoedte, viste sig at vaere et af de mest luksorioese shoppesteder i hele byen - dammit!! Mens vi gik og rodede i 80'er ligende toej, og provede at holde masken, blev vi enige om, at premade toej altid passer ad helvede til, og hun foreslog os at koebe noget stof, og gaa til en privatskraedder som hun kendte!! (hun kender alle) Saa det er the main plan for tomorrow. Emma valgte tre overdaadige stoffer i sort, hvid og roed til festkjoler, mens Amanda valgte en havblaa farve og noget militaerstof ligeledes til kjoler. Saa vi skal op og designe i aften.

Takket vaere Anias kendskab fik vi den bedste Coco chauffoer i byen, som endda ville dele de drikkepenge vi gav ham med Ania, og han lod Emma sidde oppe foran og tog billede af hende (hun var ellers klemt ned mellem Ania og Amanda omme bagi, da de blev enige om hun var den mindste... smerte!) Ania og den lille soede lyshaarede Lukas hun passer for nogle canadiske missionaerer, viste os baade ishuset, som er paa stoerrelse med Netto x2, fordelt paa to etager, hvor vi fik genial is, og Rom museet (Havana Club), hvor vi fik knap saa genial Rom. Vi havde dog den sejeste rundviser, med verdens mest grineren engelsk, som var naesten mere interesserede i Danmark, end i at fortaelle om Rom... Ania skulle aflevere Lukas og hente medicin for Amanda (som hun selvfoelgelig kunne faa billigere, da hun er Cubaner), derfor blev vi efterladt i hendes faetters varetaegt, som spillede son musik paa museets cafee. Og han holdt skarpt oeje med os, hvilket var noedvendigt, da baade tjeneren og toiletpasseren havde kastet deres kaerlighed paa os, og fremhostede "beautiful lady", hver gang det var muligt.

Og hvorfor skulle Amanda saa have medicin? Jae, siden hun er den raske af os, havde hendes hud selvfoelgelig valgt, at fremavle en saer plet og en underlig ring, som maatte tilses af hotellets laege i gaar morges. Denne kastede ogsaa sin moderlige kaerlighed over os, og vi fik konsulationen til halv pris - og maatte endelig komme igen hvis der var noget. Derudover har vi faaet endnu en canadisk plejefar, som med bekymring i stemmen spoerger hvordan det gaar, hver gang vi stoeder paa ham.

Saa alt i alt bor vi ikke verdens bedste sted, tilgengaeld har vi moedt nogle af verdens soedste mennesker, og faaet to saet plejeforaeldre. So don't worry, be happy, som en hvis person siger/sagde.

All our love,

Speed maniac and musik maker.