Profile
Blog
Photos
Videos
-
Efter noget af en lang flyvetur er vi landet i Lima, og har tilbragt to dage i en meget larmende storby. De to første nætter blev tilbragt i sus og dus på Gran Hotel Bolivar i Limas gamle bydel. Vi havde vores helt eget værelse med tilhørende toilet og badekar og når vi gik ned for at spise morgenmad havde vi vores helt egen tjerner, som serverede brød og kaffe for os, hvilket dog gav nogle komplikationer første morgen, da vi var småforvirrede og troede det var ta' selv. Første dag vandrede vi byen tynd og spiste meget lokalt i noget, der mindede lidt om en stor garage (Vi fik suspekt suppe og derefter stegte madbananer m. ris og spejlæg samt et glas, hvad der mindede om æblegrød blandet op med vand - Limas kulinariske køkken er fantastisk og billigt). Derefter gik vi forbi hotellet og chattede lidt med receptionisten, hvilket senere førte til hans meget desperate forsøg på at invitere os ud med hans venner. Bagefter tog vi ud til kysten ved bydelen Miraflores, som er der hvor toppen af poppen i Peru bor. Her fik vi nogle meget mærkelige blikke fra de lokale da vi spontant stoppede op og gloede meget intenst på et træ. Det skyldtes dog at vi havde hørt eksotisk fuglesang og derefter fået øje på en vildpapegøje i dens naturlige habitat. Derudover bød Miraflores også på en storslaaet kystlinje og en kattepark, hvor alle vores afdøde katte tilsyneladende var blevet reinkarneret. Vi gik videre til bydelen Barranco hvor en dygtig vejviser var svær at finde.
På andendagen fik Ditte og Julie papayajuice, som mest af alt mindede om papayagrød, her havde Mette dog truffet et godt og sikkert valg i den klassiske appelsinjuice - her i Peru er al juice forresten friskpresset og super lækkert, lige med undtagelse af papaya.
Inden vi forlod de luksuriøse gemakker tog vi et fælles fodbad i badekaret til at pleje vores allerede møre vandrefødder, dette resulterede dog i at vi kun havde 13 min til at pakke alt vores habengut sammen, hvor Julie belejligt fik en splint i foden, som dog var hurtigt klaret ved et mindre kirurgisk indgreb ved hjælp af en nål, pincet og vådserviet. Ellers er vi allesammen kommet helskindet igennem de to første dage i Lima. Dog med et par kristiske øjeblikke, hvor Limas hektiske trafik overraskede os, da et fodgængerfelt i en lysregulering tilsyneladende ikke havde den funktion som vi ellers er vant til i Danmark. Vi har derfor nu lært at man altid skal gå i hælene på en flok peruvianere når man vil krydse vejen i en by med 10 mio indbyggere.
Dagen har også budt på indlogering på et hyggeligt backpacker hostel samt et besøg i Limas springvandspark og vi har købt billetter til en bus ud af Lima til Ica. Vi glæder os til at komme til en knap så hektisk og forurenet by - på trods af Limas gode sider har byen fået os til at føle os lidt som passive rygere. -
Vi har haft to dejlige dage og glaeder os til vores videre eventyr!
-
- comments
Gitta Højholdt super dejligt at høre fra jer :-) GItta
Faster Grethe Det lyder spaendende. Fortsat god tur. Knus
Mai-Britt Glæder mig meget til at høre mere:) Nyd jeres fantastiske rejse, knus