Hej igen,
Der er sket en del siden sidst. Det er ikke fordi vi ikke overlevede jungleturen, men vores rejse tog en uventet drejning og det korte af det lange er, at vi nu er i La Paz (Bolivia) og tager videre sydpå mod Potosi i aften(søndag) og derefter mod saltørkenen, Salar de Uyuni.
Jungleturen var helt fantastisk. Dog var busturen mod Puerto Maldonado endnu engang ikke en dans på roser. Mette fik køresyge af svingene i bjergene og der var kraftig lyn og torden. Derudover kunne vi tydeligt mærke da vi kom ned til amazonen, for klimaet i bussen blev vildt fugtigt lige som udenfor. Busstationen lå nede af en hullet grussti og taxaerne var byttet ud med motorcykler, hvilket var noget af en kontrast til livet i Cusco.
Jungleturen startede med en times sejlads op af floden Madre de Dios til vores lodge(hytte). Dagens første aktivitet var en regnfuld gåtur i regnskoven, hvor vi så vores første fugleedderkop, kæmpe træer, lianer samt vandrende træer som skabte associationer til filmen Ringenes Herre. Derefter smuttede vi ud på Abeøen, hvor vi så tre forskellige slags aber som vi fodrede med æbler fra hånden. Om aftenen sejlede vi i ly af mørket ud for at kigge på krokodiller og som en lille bonus så vi også et kæmpe marsvin på størrelse med fuldvoksen gris.
På andendagen vandrede vi 1,5 time gennem mudder for at komme ind til søen Sandoval, hvor vi på vejen så flotte kæmpe metalblå sommerfugle og farverige papegøjer. I søen så vi babykrokodiller, en skildpadde, kæmpeoddere, aber, piratfisk og et utal af farverige, flotte fugle. Denne aften tog vi atter på udflugt i mørket. Vi tog på vandretur for at se læssevis af fugleedderkopper og andre kravlende væsner, et par pungdyr og en dødsensfarlig giftig frø - rør man denne dør man inden for få timer, så vi holdte nallerne væk. Natten bød ellers på et vanvittigt stormvejr lige over os med lyn, torden og så meget regn at bådhuset ved floden sank.
Gruppen havde et mindre mandefald på tredjedagen, hvor Ditte og Mette måtte ligge på langs mens Julie tog ud og fiskede i en junglesø. Vi var dog fuldtallig på dagens anden aktivitet som stod på kajaksejlads på den selvsamme flod som vi to dage før havde set krokodiller i og hvor vi lige inden vi satte os i kajakkerne så kæmpe elektriske ål som har et stød på 600 volt. Disse dræber årligt en fisker eller to i området. Atter trak det op til storm og det var vildt smukt og fascinerende at sejle i den varme tropiske regn med lyn og torden i det fjerne. Tredje aktivitet stod på lange hængebroer i trætoppene samt Ziplining (man sidder i en sele og kører på en stålsnor mellem trætoppene) hvilket krævede mod, da det føltes mindre sikkert at hoppe ud i ingenting fra en træplatform oppe i trækronerne. Men det var vildt fedt og gav et stort adrenalinkick. På fjerdedagen havde endnu et uvejr raseret om natten og denne gang var det halvsunkne bådhus drevet et godt stykke ned af floden. Dagen bød ellers bare på afslapning og afkøling i poolen. Det skal lige siges at vi i den grad kom til at stå ansigt til ansigt med vores fobier for diverse kryp, da der hver dag var en ny overraskelse i brusekabinen i form af kæmpekakerlakker og edderkopper. Desuden har vi aldrig svedt så meget som vi gjorde i junglen - bare det at være fik en til at svede. Men på trods af varmen og fugtigheden kunne vi ikke klæde os i sommertøj da vi skulle beskytte os mod myg, så det var noget af et varmt projekt. Men det var uden tvivl det hele værd. Vi havde desuden den fedeste gruppe bestående af to nyuddannede tyske læger, en videnskabsmand fra Köln samt tre skøre engelske fyre. Da vi kom tilbage til Puerto Maldonado by, tog vi en enkelt overnatning før turen for første gang gik til den højtliggende by Puno. Til denne tur tog vi en lokal 12-timers bus, som dog blev til en 14-timers, dels fordi chaufføren blev stoppet efter fem minutter pga. manglende papirer og dels fordi bussen led nogle tekniske problemer i bjergene. Det var egentligt en flot bustur gennem sneklædte bjerge og flotte landskaber, men at gå fra 250 meter over havniveau til 3850 meter på 14 timer viste sig at være mindre smart (dog uundgåeligt). Der gik ikke lang tid efter vi var ankommet til Puno før Julie fik hovedpine som hurtigt eskalerede til kraftig hovedpine med feber samt opkast og der var ingen tvivl om at det var akut højdesyge efter Ditte og Mette havde udelukket de mest typiske junglesygdomme. Ved akut højdesyge skal man ned fra højden inden 24 timer. Mens Julie havde det af helvede til arbejde Ditte og Mette på højtryk for hurtigst muligt at komme ned fra højden og kl 04.00 om natten stod vi endnu en gang i Arequipa. Dog uden et sted at bo. Dette på trods af at Mette og Ditte ihærdigt havde forsøgt at få fat i hostels, men Peruvianske hostels gør hverken i sene bookinger eller telefonnumre. Så vi forsøgte os med at ringe på hos vores gamle hostel som heldigvis lukkede os ind uden videre spørgsmål og gav os tre senge uden beregning. Julie fik det hurtigt bedre i denne højde og dagene i Arequipa blev flittigt brugt med at nyde solen på tagterrassen, spise pandekager til morgenmad. Desuden blev Ditte og Julie klippet for 30 kr og vi fik kulinariske oplevelser i form af helstegt marsvin og andet peruviansk mad mens vi aklimatiserede og begyndte at tage piller mod højdesyge før vi igen forsøgte os med at tage op til Puno - denne gang uden problemer. Efter et par afslappede dage i Puno tog vi mod Copacabana på den bolivianske side af grænsen. Her sejlede vi på Titicacasøen (verdens højest beliggende sø som man kan sejle på) og så øerne Isla del Sol og Isla de La Luna, hvor inkaerne i sin tid tilbad henholdsvis solen og månen. Det var super smukt med udsigt over den spejlblanke sø og sneklædte bjerge. Her fik vi også smagt på søens friske fisk (selv Julie fik fisk!). I Copacabana fik vi en forsmag på at der i Bolivia ikke findes supermarkeder men kun små gadeboder. Vi troede næsten ikke det kunne være sandt men vi har i La Paz, verdens højest beliggende hovedstad, fået det bekræftet og alle vores indkøb foregår i små boder og brød køber vi af en gammel dame på et gadehjørne. Det er egentligt meget hyggeligt. Her i La Paz har vi gået rundt på byens mange markeder, heriblandt heksemarkedet, hvor der sælges lamafostre og alverdens suspekt medicin. Vi har også taget svævebanen op til byen El Alto, som gav et vildt view over millionbyen La Paz samt havde et kæmpe skrammelmarked, hvor lokale solgte alt fra 15 år gamle fjernsyn til originale folkedragter. Desuden er La Paz fyldt med frisører og maskerede skopudsere samt farverige gamle amerikanske skolebusser, som bliver brugt til offentlig transport. Det er heller ikke lige til at vandre rundt i byen, da det går bakke op og bakke ned hele tiden.
Derudover er havregryn nu blevet en fast del af vores rejsepak og vi er automatisk begyndt af nynne med på panfløjtemelodierne som efterhånden lyder mere og mere velkendte.
Knus fra Sydamerika