Hola hola!

Paa vores videre faerd i Bolivia tog vi til minebyen Potosi. Det var en behagelig bustur eftersom Bolivias praesident har valgt at bruge hele statsbudgettet paa et nyt og veludviklet vejsystem. Vejene var saa gode at bussen ankom to timer foer beregnet, hvilket resulterede i at vi ankom kl. 5:30. Oev hva. Derudover var busservicen knap saa god, saa vores tasker var blevet slaebt hen af jorden. Heldigvis tog flight bag'en slaget, saa det kun var fligt bag´en der fik smaa huller og ikke tasken.
Efter at have ventet to timer paa busstationen tog vi ind til byen for at finde et hostel. Vi kom til at bo paa et rigtig hyggeligt hostel som havde kattekillinger, laekker morgenmad og book swop, saa vi har byttet vores Lonely Planet Peru til en Lonely Planet Sydamerika.
Byen Potosi er paa UNESCO's verdensarvsliste idet byens mine har holdt gang i Spaniens oekonomi i 200 aar under kolonitiden. Byen har vaeret verdens rigeste by hvilket bygningerne baerer praeg af. Minen ligger i det ikoniske bjerg Cerro Rico og der udvindes stadig store maengder soelv. Vi tog selvfoelgelig paa en organiseret tur ind i minen. Det var en helt vanvittig oplevelse at vaere inde i en opererende mine. Der var nogle graenser, der skulle overskrides, da vi maatte dukke hovedet, springe til siden for tonstunge minevogne og kravle paa maven gennem ekstremt smalle gange/tunneller. Det var vigtig at holde hovedet koldt da det kraever en del selvkontrol at vaere inde i et bjerg i to timer hvor luften er tung af sten- og metalstoev. Det saetter hverdagen i Danmark i perspektiv naar man moeder en 24-aarig fyr som har arbejdet i minen siden han var 14 aar gammel for at broedfoede sin familie. Minearbejderne arbejder mellem 8 og 24 timer ad gangen og det eneste de indtager er vaeske og cocablade. Grunden til de ikke spiser noget er fordi stoevet saetter sig i maden og goer én syg. Hvis de skulle gaa ud af minen for at spise ville de miste arbejdstid. Det er tankevaekkende at ham paa 24 (naermest vores alder) ikke har udsigt til at leve mere end 40 aar da stoevet saetter sig i lungerne og foraarsager lungesygdomme. Minearbejderne bruger ikke masker, som vi gjorde, da det er svaerere at traekke vejret igennem en maske. Desuden ligger minen i naesten 5000 meters hoejde, hvilket goer arbejdet super haardt.
Efter mineturen lavede vi noget mad sammen med en spanier og en argentiner og vi havde en super hyggelig aften, hvor vi fik smagt en Boliviansk vin. Paa vores hostel moedte vi to danskere som det viste sig at vi havde faellesvenner med. Verden er ikke saa stor endda.